Hillah Saffi MSF Flyt Verden

flyt verden

 “… jeg kunne diskutere, ytre mine holdninger og samtidig føle mig helt tilpas”

Blogindlæg posted 04.06.2021

Hvorfor er det meningsfuldt at have det her samarbejde med Læger uden Grænser?

“Jeg vidste ikke selv, at det var meningsfuldt at Johan Borups Højskole og Læger uden Grænser arbejdede sammen om en sommerhøjskole, indtil jeg tilmeldte mig i 2018. Jeg havde ikke særlig meget kendskab til Læger uden Grænser på det tidspunkt og vidste heller ikke hvad jeg kunne forvente. Men jeg kan love jer for, at da ugen var omme, gik jeg derfra og tænkte; det her er en af de bedste uger i mit liv. For mig var det meningsfuldt, fordi det fik mig til at indse det store arbejde Læger uden Grænser udfører for mennesker, der har det svært, mennesker som ikke kan klare sig selv og har brug for en hjælpende hånd. Jeg lærte at tænke uden for min egen lille boble og erkende, at mange mennesker ude i verden fortjener en hjælp. Alt dette foregik under de smukkeste forhold – nemlig på Johan Borups højskole, som hurtigt blev et trygt og rummeligt sted at være i med deres store sal og små kreative rum. Her var der plads til at lære forskellige personligheder at kende og danne sig nogle relationer. Johan Borups højskole skabte et sted for mig, hvor jeg kunne være mig selv, hvor jeg kunne diskutere, ytre mine holdninger og samtidig føle mig helt tilpas. Alt dette havde gjort så stort et indtryk på mig, at jeg valgte at tage på sommerhøjskolen igen i 2019 og blive frivillig i Læger uden Grænsers frivilliggruppe i København.”

Hvad har gjort størst indtryk på dig til sommerhøjskolen sidste år?

“Det som har haft størst indtryk på mig har været den måde de har formidlet deres budskab på. For hver dag var der et tema, som de præsenterede med et dilemma. Vi blev inddelt i nogle grupper, som blev spredt ud på højskolen til at diskutere, hvordan man skulle forholde sig til dilemmaet. Det var enormt intenst, tankevækkende og spændende, fordi jeg fik andres synsvinkler på casen samtidig med, at jeg blev klogere på mine egne holdninger og hvor jeg selv ville stå i svære situationer. Det gik særligt op for mig hvor meningsfyldt dilemmaerne var, når jeg kom hjem og kunne reflektere over de ting, jeg havde oplevet. Det fik jeg meget ud af, fordi jeg ikke kun fik en forståelse for deres arbejde, men også en bedre forståelse af mine egne tanker omkring det. Jeg fik muligheden for at danne mig nogle holdninger, som gjorde mig klogere på mig selv. Derudover gjorde deres videoer også et stort indtryk på mig. Jeg husker meget tydeligt, at de havde sat nogle film op om Rohingya-krisen, hvor man bl.a. hørte nogle børn og kvinder snakke om hvordan de var blevet tortureret og drevet ud af deres hjem i Myanmar. For mig betød disse videoer rigtig meget, fordi jeg fik ansigter og stemmer på de mennesker, som det går ud over, og for mig skaber det en bedre indlevelse. Det gør det også en del hårdere at se, men samtidig er det noget man aldrig kan glemme.”

Hvis du skulle på årets sommerhøjskole, hvad ville du så se mest frem til?

“Uh det er svært at vælge, da der er meget jeg ville kunne se frem til. Men dag 6 om ”Det humanitære arbejde i krisetider” fanger særligt min opmærksomhed, fordi jeg syntes det kunne være spændende at høre fra de udsendte hvordan man forholder sig i situationer, når Læger uden Grænser bliver et mål for krigens bomber og hvordan man som person håndterer disse konflikter efterfølgende. Da jeg er en person, der godt kan lide at være i gang, syntes jeg det lyder vildt spændende, at vi selv kan prøve kræfter med simulationer og lære hvordan man selv vil håndtere sådanne situationer. Og hvis jeg kan vælge en ting mere er det dag 2 om ”Den etiske skildring”, da jeg er enormt interesseret i at høre hvordan man på en forsvarlig måde kan rapportere om krig og nød. Jeg er særlig interesseret i at høre historierne bag de billeder som Mads Nissen har taget, og hvad han har følt med de billeder, han vil fortælle om.”

Hillah Saffi er studerer medicin ved Københavns Universitet, og når hun ikke studerer, spiller hun badminton, ser hun venner og familie eller cykler lange ture i naturen. Hillah elsker at lære nye mennesker at kende, særligt når det er på en helt speciel måde – bemlig at være på højskole sammen. Hun deltog på Flyt Verden i 2018 og 2019.

Du kan også læse, hvad tidligere deltager Martine Mejding og forstander Bjørn Bredal tænker om at være med på Flyt Verden eller høre direktør for MSF Malin Palmér fortælle om sommerhøjskolen.

Læs mere om programmet og tilmeld dig Flyt Verden her.

Hvis du er under 30, kan du ansøge om en stipendieplads til nedsat pris, men du skal være hurtig! Der er deadline for ansøgning 11. juni. Læs mere her.

TILBAGE TIL KANALEN