fbpx

Livet på højskolen

Start på 2. optag som 2. optagselev på Johan Borups Højskole i København / bliv elev på 2. optag

Hverdag & det praktiske

Her kan du læse om, hvordan vores hverdag ser ud på Johan Borups. Vi har også samlet nogle af de spørgsmål, vi ofte får fra jer, der overvejer at starte her på højskolen.

Du er altid velkommen til at komme og besøge vores smukke palæ, få en rundvisning og stille alle dine spørgsmål. Du kan også ringe på +45 3312 3445 eller skrive til os på borups@borups.dk

Johan Borups kort fortalt:

Johan Borups Højskole er en kunstnerisk og nordisk højskole i hjertet af København. Vi er et pulserende mødested, der er åben for alle, uanset baggrund, erfaringer og drømme. Vi tilbyder seks linjer og en række valgfag med undervisere, der alle er professionelle kunstnere.

På Johan Borups Højskole stiller vi krav til hinanden, for vi er trygge ved hinanden og synes, at det er OK at fejle. Vi er i kontakt med omverdenen, vi blander os i det københavnske kulturliv, vi debatterer og vi har en aktivistisk tilgang til vores projekter.

Du kan vælge at melde dig til et halvt eller et helt år. Vi tilbyder også 2. optag, 14 ugers ophold. Læs mere og tilmeld dig her.

Du tilmelder dig et linjefag, som du har 4 ½ dag om ugen. Udvalgt uger har vi valgfag, og torsdag formiddage er der både kor og fællesfag.

VORES LINJER

DESIGN & Keramik
TEATER & SCENEKUNST
ARKITEKTUR & KUNST
DOKUMENTARFILM
FORFATTER
MUSIK

Svensk nyhed johan borups højskole støtte

hverdagen på Johan Borups

 

Vores fantastisk køkken står klar med morgenmad mandag-fredag kl. 8.15. Vi spiser dagens tre måltider sammen. Alle måltiderne er inkluderet i prisen.

Morgensamling begynder kl. 9. Der er undervisning til kl. 15.30. Skolen har åbent til kl. 22.00. Du finder skemaet her.

Efter endt undervisning er der mulighed for at dyrke fællesskabet, opleve byen eller nørde med projekter. Denne tid er en vigtig del af højskoleopholdet.

Det er her, vi lever et liv sammen, inspirerer hinanden, udfordrer hinanden, slapper af og bliver venner.

Frokost og aftensmad på Johan Borups Højskole i København

Eftermiddag & aften på Johan Borups

 

Udvalgte onsdage har vi Åben Scene, hvor vi optræder for hinanden med koncerter og oplæsninger, kører filmklubber i vores egen biograf eller afholder festivaler i vores kulturhus.

En gang imellem går vi i teatret eller biografen sammen. Men der er også plads til at læse en bog i vores hyggelige bibliotek.

Fredag aften slutter vi ugen af med visninger, middag eller fest forberedt af elever. Her kan du invitere venner, familie og kæreste – som regel fortsætter aftenen ude i det københavnske natteliv.

Udvalgte fredage afholder vi Åben Fredag, hvor vi på tværs af linjerne inviterer København indenfor og viser vores projekter frem.

Keramik valgfag ved Anika Lori, keramikkursus i København

Ofte stillede spørgsmål

 

Tilmelding, betaling & rabat

 

Hvordan tilmelder jeg mig et ophold?

Du tilmelder dig her.

Når vi har modtaget din tilmelding, sender vi dig en bekræftelse på e-mail, hvis du er optaget. I bekræftelsen finder du oplysninger om tilmeldingsgebyret på DKK 2.000. Beløbet skal betales inden for 7 dage efter, du har modtaget din optagelsesmail.

Når du har betalt tilmeldingsgebyret, modtager du et indbetalingskort med en oversigt over dine samlede betalinger og forfaldsdatoer.

Er der en tilmeldingsfrist?

Såfremt der er ledige pladser på linjerne, optager vi elever helt frem til højskolestart. Er linjerne fyldt op, kan du komme på venteliste.

Hvad koster det at gå på højskolen?

Det koster DKK1.600 om ugen at gå på Johan Borups. Dette inkluderer undervisning og tre daglige måltider. Hertil kommer DKK7.500,- pr. semester, som inkluderer materialer, refugierejse, fællesture, entréer og besøg samt din egen højskolesangbog.

Kan jeg dele betalingen op i flere rater?

Når du har betalt tilmeldingsgebyret, modtager du et indbetalingskort med en oversigt over betalinger og forfaldsdatoer. Du betaler altså for dit ophold i rater undervejs i dit højskoleophold.

Kan jeg få økonomisk støtte til mit ophold?

Ja, der er forskellige støttemuligheder, du kan søge. Læs om dem her.

Har I pitstop-ordning?

Ja. Med pitstop-ordningen får du rabat på din ugepris. Alt du skal gøre er at sende os et billede af dit studiekort og skrive ‘pitstop’ i ‘bemærkninger’ når du tilmelder dig. Hør om højskolelivet fra tidligere pitstop-elever her.

Kan jeg komme på besøg, hvis jeg er interesseret i at se højskolen?

Du er meget velkommen til at besøge os i vores smukke palæ. Her kan du få en rundvisning, møde underviserne og få en snak om, hvad vi har at byde på. Book et besøg her.

Forfatterlinjen på Johan Borups Højskole

Højskole uden senge

 

Bor man på højskolen?

Som den eneste højskole i landet er der ingen senge på skolen. Vi tager hjem og sover og møder ind igen næste morgen. Vi har et godt fællesskab, men anerkender behovet for at trække sig.

Er du tilflytter og skal finde dig til rette i København, er Johan Borups et trygt sted at have sin base. Du indgår i et fællesskab og skaber dig et nyt netværk, imens du lærer byen at kende. Vi har gode resultater med, at nye elever finder bolig i København.

Har højskolen mulighed for at hjælpe mig med at finde bolig?

Vi har samlet en række links, der kan hjælpe dig med at finde bolig i København.

Vi kan også hjælpe dig med at dele opslag om din boligjagt i diverse facebookgrupper for tidligere Johan Borups-årgange.

Kan jeg have et arbejde imens jeg går på højskole?

Vi anbefaler så vidt muligt ikke at have arbejde ved siden af højskoleopholdet. Om nødvendigt opfordrer vi på det stærkeste til, at du kun arbejder i weekenderne.

Johan Borups Højskole facaden højskoleelever Frederiksholms Kanal

Elevsammensætning

 

Hvor mange elever går der på højskolen?

Der går op til 100 elever på højskolen.

Hvor mange elever er man på sin linje?

Man er typisk mellem 12 og 20 elever på hver linje.

Hvad er aldersgruppen og kønsfordelingen for eleverne?

Alle aldre og kønsidentiteter er velkomne på Johan Borups. De fleste elever er i starten af 20’erne, men der er også dem, der lige har afsluttet en gymnasie- eller erhvervsuddannelse, og dem over 30 år, der har brug for at prøve noget nyt. Der er generelt en lille overvægt af kvinder på holdene.

Hvor kommer eleverne fra?

Eleverne på Johan Borups kommer fra hele Norden. Vores tre sprog – dansk, norsk og svensk – kommer du til at høre i en skøn blanding. I begyndelsen vil du måske synes, det er svært at forstå, men det tager kun nogle uger, så vil du nyde de nordiske sprog.

Hvem arbejder på højskolen?

Alle, der arbejder på Johan Borups er fælles om at have en stor kærlighed til skolen – lige fra dine undervisere, køkkenet, pedelleriet samt ledelsen og sekretariatet. Alle undervisere har ved siden af deres arbejde på højskolen en professionel karriere inden for arkitektur, kunst, teater, litteratur, design, musik og dokumentarfilm. Under dit ophold vil du møde gæsteundervisere på linjerne. Læs om skolens medarbejdere her.

Elever på Arkitektur & Kunst

Åbningstider, weekender & ture

 

Hvornår er skolen åben?

Skolen er åben fra kl. 8.15 til 22.00 i hverdagene.

Hvad sker der på højskolen i weekenderne?

Der er ikke skemalagt program i weekenderne, men du har mulighed for at komme ind og bruge skolens lokaler og værksteder. Nogle gange afholder vi arrangementer og festivaler, som du tager del i eller kan besøge med dine venner.

Er der studietur?

Ja. Hvert semester tager vi på refugierejse, hvor vi arbejder kunstnerisk med vores fag, udvikler vores fællesskab og bruger turen som en mulighed for fordybelse og arbejdsro. Rejsen er inkluderet i prisen for dit højskoleophold. Vi tager af sted med vores linje, nogle semestre sammen med en anden linje.

Vi har fokus på bæredygtighed – også når vi rejser. Vi rejser lokalt med tog eller bus til de smukke danske øer, klostre, gårde, residencies eller i shelter. Refugierejsen varer fire dage med tre overnatninger.

Holder I mange fester?

Hvert semester inviteres der til intro-, midtvejs- og afslutningsfest. Midtvejsfesten kombineres med gammelelevfest, hvor nuværende og gamle elever har mulighed for at mødes på tværs. Derudover vil eleverne hver fredag på skift invitere hinanden på visninger, middage eller fest på skolen. De første uger vil der ikke blive serveret alkohol. Vi drikker aldrig spiritus, men sælger øl, vin, bobler og sodavand til fredagsmiddagene og festerne.

Er der undervisning på helligdage og i ferier?

Der er som udgangspunkt skemafrit på helligdage. Skolen holder lukket over julen og nogle uger i sommerferien. Vi holder ikke skemafri i vinter- og efterårsferien.

sankning amager fælled højskole, bæredygtige madsystemer, sommerhøjskole

Undervisning, erfaring & fremtid

 

Er der nogle optagelseskrav/skal man have erfaring for at gå på linjen?

Nej. Alle er velkomne uagtet erfaring. Højskoleopholdet er din mulighed for at kaste dig ud i nye projekter eller udvikle dine færdigheder.

Undervises der efter et bestemt niveau?

Nej. Alle er velkomne uanset niveau eller færdigheder. Der tages hensyn til elevernes forskellige udgangspunkter. Fokus er på den kreative praksis, ikke den tekniske kunnen.

Hvornår skal man vælge sine valgfag?

Når du starter, bliver du introduceret til alle valgfagene. Du skal vælge tre-fire valgfag, du ønsker at beskæftige dig med under dit ophold. Valgfagene skifter halvvejs på semestret, så du har mulighed for at prøve noget forskelligt. Læs om vores valgfag her.

Kan jeg bruge mit højskoleophold som forberedelse til en kreativ uddannelse?

Undervisningen på skolens linjer er ikke tilrettelagt med det formål at være en direkte forberedelse til en optagelsesprøve til en kreativ uddannelse. Men et højskoleophold giver dig mulighed for at udvikle dine færdigheder og arbejde med din portefølje.

Må jeg have fravær?

Hvis du har for meget fravær, tager vi en samtale med dig og finder ud af, hvordan vi kan løse det. Særligt til de norske elever, som søger om at få omgjort lån til stipendium hos Lånekassen: I må maksimalt have 15% fravær for at opnå ret til det diplom, der er obligatorisk for at kunne få udbetalt pengene til Lånekassen.

Møbeldesign

Køkken, allergier & pligter

 

Tager køkkenet hensyn til mine allergier?

Ja, det eneste du skal gøre, er at oplyse om det i tilmeldingsblanketten.

Hvad hvis jeg er vegetar/veganer eller spiser halal?

Køkkenet tager hensyn til alle kostvaner. Der serveres spændende, varieret og sund mad fra hele verden – også for vegetarer, veganere, halal, allergikere o.a. Læs om vores køkken her.

Må mine gæster spise med?

Gæster er meget velkomne til både frokost og aftensmad. Det koster DKK 50 at spise med.

Skal jeg deltage i madlavning og andre huspligter?

Det er en del af højskoleånden, at vi hjælper hinanden med det praktiske.

Hver linje skiftes til at have en uge, hvor linjen står for at dække bord og rydde af efter frokost. Hver aften (mandag-torsdag) er fire elever i køkkenet sammen med en lærer for at klargøre aftensmaden, rydde op på skolen, tage opvasken og sætte kaffe/te frem.

Hver fredag skiftes eleverne til at lave en middag eller et arrangement for hele skolen i samarbejde med en lærer.

Mandag er desuden den dag på ugen, hvor vi afholder husets time. Her hjælpes vi i fællesskab med at rydder op og gør rent.

Johan Borups højskoles Køkken, bæredygtighed og økologi

Kulturhus, Bibliotek & skolekreds

 

Hvad betyder det, at Johan Borups også er et kulturhus?

Med vores beliggenhed midt i byen i et smukt palæ fra midten af 1700-tallet forpligter vi at være højskole i udvidet forstand; Et åbent miljø for kunst, kultur, koncerter, debat og aktivisme.

Vi inviterer byen ind – bl.a. til vores koncept Åben Morgensamling, arrangementer med landets bedste musikere, nordisk litteraturfestival med hovednavne fra hele Norden, udstillinger og debatter med politikerne fra Christiansborg.

Du kan finde en oversigt over kommende arrangementer i kalenderen.

Hvordan fungerer Johan Borups bibliotek?

Johan Borups Bibliotek er et hyggeligt og levende bibliotek med romaner, poesi, essays, magasiner og meget mere.

Der er både klassikere og debutanter, som kan inspirere dig og gøre dig klogere på livet.

I biblioteket har du også adgang til Forfatterweb med et forfatterleksikon, der rummer mere end 1.000 portrætter af nulevende og afdøde forfattere.

Vores bibliotekar Aase offentliggør nye titler næsten hver uge og sørger for, at du også kan læse anmeldelser.

Som elev kan du komme med forslag til, hvilke nye bøger vi skal have i biblioteket.

Mød Aase i biblioteket en gang om ugen til en snak eller en anbefaling til, hvilken bog du skal læse.

Hvem er Johan Borups venner?

Ud over alle vores skønne elever har vi en hel række af kredse om skolen – vores tidligere elever, vores skolekreds, vores elevråd, vores bestyrelse og vores samarbejdspartnere, der alle er med til at påvirke højskolen.

Kunne du tænke dig at blive medlem af Johan Borups Højskoles skolekreds? Ring eller skriv til os og hør mere!

Bibliotek Johan Borups Højskole