Billeder af Malthe Ivarsson

forfatterlinjen höst 2021

freja lunde larsen

Blogindlæg posted 30.12.2021

15 spørgsmål til min navle

  1. Er du selv tilfreds med din form?
  2. Hvis du selv kunne vælge, ville du så helst stikke
    • a. ind ad
    • b. ud ad
  3. Er du bange for at blive glemt?
  4. Kan du lide at blive kysset?
  5. Føler du dig overflødig?
  6. Er du bevidst om din tidligere funktion og tab af denne?
  7. Føler du stadig en samhørighed med det sted, hvor du tidligere hang fast?
  8. Er du ensom?
  9. Kunne du lide dengang, alle snakkede om dig?
  10. Har du nogensinde frygtet den lille sorte prik inden i dig?
  11. Føler du, at du bliver gemt væk?
  12. Vil du gerne udsmykkes? Hvis ja, hvordan?
  13. Anser du dig selv som centrum?
  14. Hvordan anser du din egen funktion?
    a. Praktisk
    b. Æstetisk
    c. Erotisk
    d. Andet
  15. 15. Kan du lide at blive betragtet?

en liste: for min krop

køb tandpasta, håndsæbe, balsam, creme
tag et bad
ordne neglebåndene
remember self-care / self-love
barber al håret væk
undersøg:
kan man vende vrangen på huden, og skrabe alle hudorme, urenheder væk?
blødt tøj eller stramt tøj?
fjern det sorte under neglene
løb en tur
er du sulten?
tag en tynd, lille kniv og skær nænsomt, så du bliver fuldkommen ren på
indersiden
husk balsam
plukke øjenbryn
træk vejret (bare i fem minutter)
kan man skære kroppen i stykker og sætte den sammen på ny?
se dig selv i øjnene sig pæne ord som
jeg er villig til at lære at elske dig
Mirror Work: 21 Days to Heal Your Life

uddrag fra “SOLGAVEN//SOLGAVEN//SOLGAVEN”

Hr. Larsen skulle ikke andet end at ryge cigaretter. Det stod udtrykkeligt i planen, som lå lige til højre for døren, når man trådte ind i hans hjem. Med store bogstaver stod det øverst, hævet over mængdeangivelsen for medicin, anvisninger for genoplivning og familiens kontaktinformation. Hr. Larsen skulle hverken spise eller drikke, han skulle kun sidde i sin lænestol med sit rygeforklæde og ryge den ene cigaret efter den anden. Hans smøger havde ophævet alle rutiner. Han blev vred og trist og aggressiv, hvis han ikke indåndede sin nikotin, mens han til gengæld lo højt, når man tændte dagens første smøg. Det sved i øjnene inde hos Larsen, væggene var gule og alt lugtede surt, men jeg kunne stadig godt lide at sidde og tænde hans cigaretter, mens han brummede tilfredst og hengivent. Han klynkede højt og skabet, hvis man ikke var hurtig nok til at få ild i smøgen, og som et barn, der famler efter sin sut, famlede Hr. Larsen efter ild. Han lagde puslespil med seks brikker og røg cigaretter hele dagen, indtil han faldt i søvn i sin stol med den tændte cigaret i munden. Jeg slukkede smøgen og smuttede ud i det summende net af gange. Jeg trykkede ‘on’ på min telefon, der forbandt mig med institutionens rutiner, og fortsatte med at skifte bleer og drikke morgenformiddag-eftermiddag-aftenkaffe, og disen af den tætte røg fra Hr. Larsens rum, som havde lagt sig om min hjerne, lettede. Jeg fortsatte min runde, indtil Hr. Larsen trykkede på den knap, der hang i en snor om hans hals. Knappen, der havde direkte forbindelse til telefonen i min lomme, tilkaldte mig helt som den Tamagotchi, jeg havde haft som barn, og som lyste op, når mit virtuelle kæledyr havde brug for mad eller vand eller selskab.

På Solgaven klædte vi om i kælderen. Man gik fra gaden ned i mørket, og iklædte sig bukser med mange lommer, så man kunne have en kuglepen, nøgler, telefon, som beboerne kunne ringe på, hvis de manglede noget. Inden jeg gik op af trappen og ind i bygningen med de tunge murstensvægge, tog jeg vaskeklude, rene håndklæder og en balje med mig. I mine arme kunne lige præcis være nok klude og håndklæder til at ordne den første beboer i vores fælles morgenrutine. Jeg tændte for Go’morgen Danmark og satte kaffen over. Snakkede lidt med aftenvagten inden jeg afløste ham. Når han var gået, stod jeg alene og kiggede ud af vinduet. Alle beboerne sov stadig, og resten af verden omkring mig var i dvale. Som det mindste og eneste menneske i verden stod jeg i køkkenet og prøvede desperat at erstatte institutionens lugt med duften af kaffe. Trække vejret og føle mig hjemme i de blå institutionsmøbler. Hvis personalet føler sig godt tilpas, så er der også større chance for, at beboerne har lyst til at opholde sig på deres endestation fortalte de andre plejere mig. Mine sidste vejrtrækninger, inden jeg åbnede døren ind til den første beboer, der skulle vågne, var til for at jeg kunne udviske mig selv og blive plejer. En plejer. Din plejer. Jeg gav beboerne overskrifter og ord, fordi udviskelsen og glemslen lå så tungt i institutionens luft, og gjorde, at min krop kun vidste det, den kunne registrere omkring sig. En vaskeklud, en balje, et håndklæde.

Af Freja Lunde Larsen

 

Eleverne på Forfatterlinjen höst 2021 har givet KANALEN lov til at bringe uddrag fra deres afgangstekster. Find en oversigt over eleverne og deres tekster her. Tak til Freja Lunde Larsen, Isir Eline Braathen, Eveline Saatvedt, Barbara Østerberg NielsenMichela Strate Geertsen og Oscar Grimstad. 

TILBAGE TIL KANALEN