Billeder af Malthe Ivarsson

forfatterlinjen höst 2021

Barbara Østerberg Nielsen

Blogindlæg posted 30.12.2021

Uddrag af “EMMA MIT ANKER”

“Emma mit anker” kom til på min første uge på Forfatterlinjen. Jeg kom ind midt i det hele. Det var essay-uge og teksten skrev næsten sig selv. Da jeg først fik åbnet for emnet omkring jalousi og kærlighed i venskaber, opdagede jeg, at det var et emne, der har og stadig fylder meget hos mig. Ud af det kom “Emma mit anker” – en fortælling/essay om en veninde, som jeg elsker højt, men som ikke kun er min.

Hun fortæller mig, at hun har skiftet læge “Det var ikke til at få en tid der, hvor jeg var før” siger hun. “Det var alligevel kun mænd. Jeg tror, at jeg har brug for noget kvindelig energi. Det føles på en måde mere trygt”. Jeg ved godt, hvordan hun har det, men jeg spørger alligevel, hvad hun skal hos lægen. “Bare snakke” siger hun. Det ville jeg ønske, at jeg kunne. Det er noget af det, der imponerer mig ved hende. Hun er ikke bange for sin egen sårbarhed.
Jeg siger til hende, at jeg håber, hun får det ud af det som hun ønsker, og at hun er sej. Vi smiler til hinanden. Måske har hun gennemskuet mig. Måske smiler hun bare fordi, at det er det bedste hun kan give mig lige nu. Jeg føler et ansvar for hende. Vi kan ikke begge rende rundt som to sorte huller i en sindstilstand, som konstant er i mol. En af os må være den der opmuntrer og stryger over håret. Jeg ved, at hvis vi en dag bytter roller, vil jeg være taknemlig for, at hun gør det for mig.

(…)

“Jeg har sat aldersgrænsen op på min tinder” siger hun. Jeg ved godt at hun indirekte beder mig om at gøre det samme. “Man møder altså bare en helt anden type mænd på den måde”. Ældre mænd siger mig ikke noget. Jeg kan godt lide, når de er yngre end mig. Det giver mig en følelse af kontrol. Hendes kæreste ringer midt i vores samtale og hun tager den. “Hey. No. Yeees. I miss you too”. Hun kigger mig i øjnene mens de snakker. Hendes stemme er ikke som når hun snakker med mig. Den er lille og fin og identitetsløs, synes jeg. Det ved hun godt, for vi har snakket om det mange gange. Efter hun har lagt på, fortæller hun mig, at hun bruger mig som alibi, når hun er sammen med den anden fyr hun dater. “Okay” siger jeg. Jeg er ligeglad med deres forhold. Jeg er ligeglad med om hun lyver for ham. Samtidig forstår jeg ikke hvorfor. Han ved godt, at hun ser andre, når han er væk. Det føles som en anerkendelse, at jeg er hendes alibi. Selvom det nok nærmere er det modsatte. Men jeg kan godt lide, han tror, at jeg er den, som hun er mest sammen med. Hun er holdt op med at sige det, men jeg ved, at hun ønsker for mig, at jeg får en kæreste. Nogle gange kan vi tale om emnet helt uden at sige noget. Det er typisk efter, vi har talt om hendes kærlighedsfulde liv, så ser hun på mig, og jeg smiler med lukket mund, undskyldende for mig selv. Hun blinker, langsomt, med øjnene, så ved vi godt begge to at alt er som det plejer.

Hun spørger, om hun må skrive med nogen på min tinder. Hun er overbevist om, at det er der jeg fejler i at finde en kæreste. Den første kontakt, smalltalk og alt det der. “Du skal tage noget mere initiativ, vise at du er interesseret” siger hun. Hun lyser op, da jeg giver hende lov. Jeg ved, jeg kommer til at slette alle samtalerne, når jeg kommer hjem. Jeg drømmer ikke om at finde kærligheden på tinder. Vi griner over den brist jeg har, når det kommer til at finde intime kærlighedsrelationer. Jeg føler ikke, at det er mig vi taler om, derfor griner jeg næsten højere.

“Jeg har mødt en” siger jeg. Hun kigger mig intens i øjnene, for at tjekke om jeg laver sjov. Det får mig med det samme til at skrue ned for, hvordan jeg fortæller om ham. Jeg har ikke lyst til at puste til alle hendes forventninger og fortryder også, at jeg sagde det. “Altså det er meget nyt, så jeg ved jo ikke helt om det bliver til noget, men han er sød.” Vi køber vin, næsten som en lille fejring af, mit spirende kærlighedsliv”. Hun puster ud og siger, at hun var helt bekymret for, at jeg aldrig skulle finde nogen. “Ja, men ham her er helt perfekt” forsikrer jeg hende. Det aner jeg ikke om han er, men han var nem at snakke med og ville gerne se mig igen. Den slags tager lang tid for mig og jeg lover mig selv at give ham en chance.

(…)

Hendes hjem er fyldt med planter, der står måske tyve små potter og planter rundt omkring. På bordet, i vindueskarmen, på gulvet og på reolen. Den reol som fylder den ene væg, den er fyldt med bøger. Bøger, planter og enkelte andre ting som hendes radio og symaskine. Det føles som et hjem.
Det synes jeg ikke, det gør hjemme ved mig. Måske er det fordi jeg selv bor der og ikke længere kan se dets kvaliteter?
Hjemme hos mig er det mere som en station man stopper på et par timer, sover og ser netflix. Det tog mig et år at sætte en hylde op og der hænger kun to små billeder på den samme lille, smalle væg. Hos hende hænger der noget på alle væggene og der står friske blomster fra hendes kæreste i USA. “Det er fandme sødt” siger jeg “og også lidt omklamrende”. Hvis han er så langt væk, hvorfor skal han så stå lige der midt på bordet? Jeg hader hendes kæreste. Jeg hader, når hun fortæller mig, at han er hendes soulmate. Det håber jeg virkelig ikke. Han har noget over sig. Jeg har kun mødt ham en gang, men han har noget over sig, der tager al luften ud af et rum. Han er selvhøjtidelig og snobbet. Pakket ind i et ego, der har alle de rigtige, venstreorienterede, holdninger. Han synes, at ironi er kynisk. Jeg er provokeret af hans manglende evne til at have det sjovt. Derfor hader jeg ham og jeg håber ikke, at hun skal leve resten af sit liv uden at grine.

(…)

Jeg ringer hende op, mens jeg sidder i bussen. Hun tager den og det afbryder musikken i mine airpods. “Hva så?”. Jeg trækker vejret tungt gennem næsen og mærker mine næsebor udvide sig. Jeg kan ikke snakke på grund af mine tårer. Hun er sammen med mig i mine ører indtil, bussen stopper foran hendes lejlighed. Jeg har lige fået en sms. En afvisning. Han har forklaret det fint, jeg forstår det godt. “Timingen er dårlig og han er lige kommet ud af et længere forhold”. Det føles på en måde værre denne gang. For det var ham, der skulle tage hendes plads. Vi går et par skridt sammen uden at sige noget. Hun krammer mig og alt indeni mig løsner sig. Nu er det ikke længere uskyldige tårer, der løber ned af min kind, men hele min krop hulker, og bliver slap. Det er en blanding af skam og lettelse, der rammer mig, når hun hvisker “lille skat” i mit ører og stryger mig over håret. Jeg skammer mig over at have fejlet i at lykkes med det som hun ønsker for mig. Lettelse over, at hun er lige her med mig. Passer på mig. Helt tæt på.
Nu er det kun mig og hende. Igen.

Af Barbara Østerberg Nielsen

 

Eleverne på Forfatterlinjen höst 2021 har givet KANALEN lov til at bringe uddrag fra deres afgangstekster. Find en oversigt over eleverne og deres tekster her. Tak til Freja Lunde Larsen, Isir Eline Braathen, Eveline Saatvedt, Barbara Østerberg NielsenMichela Strate Geertsen og Oscar Grimstad. 

TILBAGE TIL KANALEN