fbpx

Kulturhuset

efterårets spændende kulturarrangementer

Blogindlæg posted 17.09.2021

Det er næppe gået nogens næse forbi, at kulturlivet for alvor er åbnet op igen – og det gælder selvfølgelig også kulturhuset på Johan Borups Højskole! De næste par måneder er spækket med spændende arrangementer, og du kan se nogle af dem nedenfor. Har du lyst til at følge med i fremtidige kulturarrangementer kan du altid kigge i vores kalender, eller tilmelde dig vores nyhedsbrev lige her.

Vi glæder os til at se dig!

 

Lørdag den 18. september: Loppemarked

Eleverne inviterer til loppemarked og samler ind til Afghanistan lørdag den 18. september.
Alt er doneret til markedet, og alle pengene, der bliver samlet ind, vil gå direkte til Læger Uden Grænsers indsats i Afghanistan. Udover loppemarkedet vil der være forskellige aktiviteter arrangeret af skolens elever, og der vil også være mulighed for at købe friskbrygget kaffe, hjemmelavet kage og iskolde øl.
Det hele foregår på Johan Borups Højskole – i salen og i vores hyggelige gårdhave – kl. 11-17.

Find også eventet på Facebook og på vores hjemmeside.

 

Onsdag den 22. september: Temaaften: 20 år i afghanistan – hvad nu?

I samarbejde med International Debat inviterer vi til debataften med spændende oplægsholdere og debat om et af de vigtigste emner i international politik lige nu; Afghanistan.

Der vil som altid være god stemning og lækker mad.

Yderligere information og billetter her. Se også eventet i vores kalender og på Facebook.

 

Lørdag den 25. og søndag den 26. SEPTEMBER: LILLE BOGDAG

Litteraturfestivalen Lille Bogdag er en uformel hyldest til alle de fantastiske bøger, der i disse år ser dagens lys på mindre, danske kvalitetsforlag. Og nu vender den endelig tilbage! Slæng dig i gården, mød de fleste af de mindre, uafhængige danske skønlitterære forlag, køb bøger, hør oplæsninger og samtaler med bøgernes bagmænd (MK) – forfattere, oversættere, forlæggere osv. – drik en bajer, glo på en sky, lyt til en historie og hils på en bog. I alt 50 små forlag & tidsskrifter deltager.

Der er fri entré. Det hele foregår lørdag kl. 12-20 og søndag kl. 12-18.

Følg også med på Lille Bogdags hjemmeside og på Facebook, hvor programmet opdateres løbende.

 

FREDAG den 8. OKTOBER: MIDTVEJSVISNINGER

Fernisering, oplæsninger, visuals, live musik og film. Kom til midtvejsvisninger på Johan Borups Højskole og få smagsprøver på alt det, højskolen har at byde på

Hvis du går og overvejer et højskoleophold, er dette en unik chance for at få et sneak peek og blive klogere på, hvad du har i vente.

Mere info følger snarest her på vores hjemmeside.

 

FREDAG den 15. OKTOBER: KULTURNAT

I samarbejde med Læger uden Grænser inviterer Johan Borups Højskole dig med til en aften, hvor du kan opleve, hvordan corona-pandemien rammer i verdens mest sårbare lande. Vi stiller nemlig skarpt på konsekvenserne af den ulige globale fordeling af COVID-19-vacciner, de overbelastede sundhedssystemer og de frygtede mutationer – samt hvordan Læger uden Grænser arbejder for at bekæmpe pandemien ude i verden.
Du kan møde tidligere udsendte fra Læger uden Grænser, vaccineeksperter, forskere og mange flere.

Det hele foregår i salen fra kl. 18. Kun adgang for besøgende med Kulturpas! 

 

Fredag den 29. og lørdag den 30. OKTOBER: HÖST NORDISK LITTERATURFESTIVAL

Sæt kryds i kalenderen 29. og 30. oktober, hvor vi endnu en gang åbner dørene til litterære talks, live podcast, koncert og meget mere til den femte udgave af HÖST Nordisk Litteraturfestival. Festivalen står dette efterår – på linje med resten af højskolen – i rejsens tegn.

Programmet til dette års HÖST offentliggøres inden længe. Følg med inde på Facebook.

TILBAGE TIL KANALEN