Opskrifter: Johan Borups Virtuelle Køkken

Opskrifter

Vintersalat med rodfrugter & pasta med blomkålscreme

Blogindlæg posted 28.04.2020

Johan Borups Virtuelle Køkken giver dig  opskrifterne på en lækker vintersalat med rodfrugter, rosmarin og blå ost serveret på grillet brød samt en omgang pasta med blomkålscreme, mandler, persille & brødcroutoner fra Carsten Kysters kogebog: Helt Enkelt: Mad med 5 ingredienser. Højskolens køkkenchef Charlotte Grønlykke guider dig igennem begge opskrifter trin for trin i videoen under de to opskrifter.

Det skal du bruge:
Vintersalat med rodfrugter (4 pers):

300g pastinak/persillerod og gulerod (eller andre rodfrugter)
4 kviste rosmarin
1 håndfuld salat f.eks. julesalat, grønkål el. spidskål (brug hvad du har eller kan få fat i)
4 skiver brød
100g blå ost (alternativ feta)
Olivenolie
Salt & peber

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 210 grader. Skrub rodfrugterne. Skær dem på langs og læg dem i en bradepande beklædt med bagepapir. Hak rosmarin groft og vend rødderne med olie, salt, peber og rosmarin.

Bag rødderne i den varme ovn i 15-20 minutter (tjek undervejs, da ovne bager forskelligt). Skyl salaten og del i mindre stykker. Grill brødet på en grillpande eller på brødrister. Del osten i mindre stykker og fordel ost, salat og rodfrugter på det grillede brød. Server brødet med et sænk olie og et drys salt og peber

Det skal du bruge:
Pasta med blomkålscreme (4 pers):

300g pasta
400g blomkål
2 skiver brød
1 håndfuld persille
20 mandler
1 stort løg
2 fed hvidløg
Saft og skal af en økologisk citron
Salt og peber
Parmesanost
Olivenolie

Sådan gør du:

Kog pastaen efter anvisning på pakken og hold den varm. Snit løg og hvidløg fint. Hak blomkålen groft og svits det hele i en gryde med lidt olivenolie, indtil det er mørt.

Riv skallen fint af citronen og gem. Pres saften af citronen og smag blomkåls- og løgblandingen til med citronsaft, salt og peber. Skær brødet i store croutoner og hak persille og mandler groft. Brun det hele i 1 spsk olie på en varm pande.

Vend pastaen med blomkålsblandingen og det sprøde brødmiks. Kom blandingen i en stor skål. Drys den revne citronskal og revet parmesan!

Velbekomme fra Johan Borups Virtuelle Køkken!

DEN DIGITALE HØJSKOLE

Vi vil gerne invitere offentligheden indenfor til  nogle af alle de ting, der foregår i vores digitale højskolefællesskab. På den digitale højskole mødes vi hver morgen kl. 9.00 til morgensang og morgensamling, efterfulgt af undervisning på linjefagene. Vi får også daglige bevægelsestip fra Julie Sass, der har taget Urban Movement indenfor i karantænen. Og så har vi glæde af vores køkken-team Charlotte Grønlykke og Molly Carlsens TV-køkken, der viser opskrifter til lækre billige retter, bagetips og anekdoter. Vi har daglige ’Gør-det-selv-med-Jakob-Pedel’ tips til hvordan man kan fixe og optimere sit hjem, nu når tiden er til det. Vi skal også på CPH:DOX festival, på hjemmebesøg hos elever i karantæne, til Corona-koncerter, til Zoom-fest og ferniseringer. Følg med her på hjemmesiden, på vores facebookside og instagram.

Den digitale højskole – blogopslag, morgensang, opskrifter mm.
Opskrifter: Johan Borups Virtuelle Køkken
Opskrifter: Johan Borups Virtuelle Køkken