Opskrifter

Opskrifter

Grillet toast & vintersalat

Blogindlæg posted 25.03.2020

Det skal du bruge (til 4 pers.)
Grillet toast:

4 skiver brød
4 portobellosvampe el. store marksvampe (ca. 400g)
200g feta
6 kviste timian
Et par kviste oregano el. lidt tørret oregano
Olivenolie
1 rødløg
1 citron
peber

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 210 grader. Læg brødskiverne på en bageplade med bagepapir.
Dryp brødene med lidt olie og læg svampene ovenpå. Smuldr eller bræk fetaosten i mindre stykker og drys den med frisk timian og hak frisk oregano groft (eller drys med tørret oregano). Fordel begge dele over svampene.

Skær rødløget i tynde skiver og kom dem på svampe-brødene. Hæld olie over og krydr med salt og peber – glem aldrig at krydr din mad ordentlig.
Bag brødene i ovnen i ca. 15 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.
Server brødene med skiver af frisk citron til at presse over svampene.

Det skal du bruge (til 4 pers.)
Vintersalat:

500g gulerødder
8 kviste timian
3 appelsiner
100g græskarkerner, ristet på tør pande
1 stor håndfuld salatblade (brug evt. grofthakket grønkål i stedet)
4 spsk. Olivenolie
1 tsk. Dijonsennep
Salt og peber

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 200 grader. Skrub og vask dine økologiske gulerødder godt og skær dem i grove stykker. Hak timian og vend det i gulerødderne med en spsk. olie og salt og peber. Bag dem i bradepande beklædt med bagepapir i ca. 25 minutter.

Pres saften af en appelsin og pisk det sammen med sennep, resten af olien og salt og peber. Skræl de sidste 2 appelsiner og skær dem i skiver. Kom alle ingredienserne i en skål og bland godt sammen.

Velbekomme fra Charlotte Grønløkke & Johan Borups Virtuelle Køkken.

DEN DIGITALE HØJSKOLE

Vi vil gerne invitere offentligheden indenfor til  nogle af alle de ting, der foregår i vores digitale højskolefællesskab. På den digitale højskole mødes vi hver morgen kl. 9.00 til morgensang og morgensamling, efterfulgt af undervisning på linjefagene. Vi får også daglige bevægelsestip fra Julie Sass, der har taget Urban Movement indenfor i karantænen. Og så har vi glæde af vores køkken-team Charlotte Grønlykke og Molly Carlsens TV-køkken, der viser opskrifter til lækre billige retter, bagetips og anekdoter. Vi har daglige ’Gør-det-selv-med-Jakob-Pedel’ tips til hvordan man kan fixe og optimere sit hjem, nu når tiden er til det. Vi skal også på CPH:DOX festival, på hjemmebesøg hos elever i karantæne, til Corona-koncerter, til Zoom-fest og ferniseringer. Følg med her på hjemmesiden, på vores facebookside og instagram.

 

Den digitale højskole – blogopslag, morgensang, opskrifter mm.
Opskrifter
Opskrifter