fbpx
Johan Borups Højskole elever

FORSTANDERTanker

DU KAN IKKE TAGE EN DANNELSE

Blogindlæg posted 08.08.2019

“Har du det dårligt? Så prøv at finde én, du kan hjælpe. Sådan lyder et godt og klassisk råd, og det virker. Livet har sin særlige økonomi, når det gælder forholdet mellem mennesker. En overskudsøkonomi. Hjælp hinanden, og I får det bedre.
Det er bare ikke så nemt. Hvis man har det dårligt, er det virkelig svært at finde ud af sig selv og finde ud til de andre, som har behov for hjælp. Derfor bliver det let lidt af et psykologisk slag i luften, når man gentager den gamle sandhed om at hjælpe og derved blive hjulpet.

Du kan også gøre det modsatte af at hjælpe: bede om hjælp. Også det kan være svært, for man tror, man forstyrrer de andre, eller at de har nok i sig selv. Men det har de ikke. De andre vil gerne hjælpe. Vi vil gerne hjælpe hinanden.
Vores medmenneskelige overskudsøkonomi fungerer fuldstændig forunderligt, når nogen beder os om hjælp. Vi oplever det som en gave, en tillidserklæring, et generøst tilbud. Må jeg godt få lov at hjælpe dig?”

Sådan skriver vores forstander Bjørn Bredal i fredagens Politiken.

Cirka det samme sagde han i den allerførste tale for vores omtrent 90 forventningsfulde elever fra Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, da de tog hul på højskolelivet i torsdags, d. 1. august.

Han mindede også eleverne, så vel som Politikens læsere, om, at man kan tage en uddannelse, men dannelse kan man ikke bare tage:

Man må gøre sig parat til at tage imod

“Min kollega på Testrup Højskole Simon Axø holdt for nylig en inspirerende morgensamling for en flok af os højskoleforstandere. »Man kan tage en uddannelse«, sagde han, »men man kan ikke tage en dannelse«.
Nej, dannelse tager man ikke, men måske får man den. Hvilket kan være svært at forstå for dygtige, stræbsomme unge, som har hørt godt efter i skolen, i gymnasiet eller på universitetet. Det kan være svært at forstå, at de bedste ting i livet – inspiration, kærlighed, hjertets dannelse – dem kan man ikke kræve, ikke forlange, ikke tage eller gøre sig fortjent til. Men måske kan man prøve at gøre sig parat. Parat til at tage imod. Mennesker med den parathed, mennesker, som gerne vil have gaver, bliver af andre mennesker opfattet som givende,” skriver han.

Her på Johan Borups Højskole tager eleverne, mens de er her, en halv- eller helårig uddannelse inden for Arkitektur & Kunst, Teater & Scenekunst, Design, Dokumentar, Musik eller Kreativ Skrivning, og den faglighed er vigtig. Men det er mindst lige så vigtigt, at eleverne giver af sig selv, tager imod og hjælper hinanden, så de – forhåbentlig – også får sig en dannelse.

Du kan læse hele Bjørn Bredals signatur i Dagbladet Politiken fra fredag 2. august (artiklen er ikke online, men kan findes i e-avisen).

Bjørn Bredal
Højskolesangbogen Johan Borups Højskole