tidligere elev:

er vi for enige om journalistikken?

Blogindlæg posted 30.01.2019

Af Ida Bo Eriksen, tidligere elev på Johan Borups Højskole. Ida har netop afleveret sit speciale i journalistik på Roskilde Universitet og brugte journalistik-undervisningen på tre højskoler, blandt andet Johan Borups Højskole, som kildemateriale.

 

God journalistik udgøres af oplysende, objektive, demokratiopbyggende og æstetiske artikler. Dårlig journalistik er derimod den overfladiske, hurtige clickbaitjournalistik, der sladrer om de kendte og andre ‘ligegyldige’ emner.

Sådan lyder budskabet fra elever og undervisere fra tre folkehøjskoler med journalistlinjer i Danmark. Dermed bekræfter højskole-eleverne og underviserne tendensen, der eksisterer i forskningen generelt, hvor netop idealerne om, at journalister bør agere den fjerde statsmagt og holde magthaverne i ørerne med et samtidigt blik for æstetisk formidling, hyldes, og er blevet det gennem historien.

Det konkluderer jeg i mit speciale, hvor jeg via observation og interview har undersøgt, hvordan elever og undervisere fra tre højskoler med journalistlinjer i Danmark italesætter, hvad der er ‘god’ journalistik. Idealerne lyder måske meget gode, og det er de sådan set også efter min mening. Hvis bare det ikke var fordi, at journalistikken i den grad er truet på sin eksistens i en tid præget af dalende oplagstal og nye krav til klik og derfor bliver nødt til at gentænke sig selv for at overleve…

 

Er journalistikken gået i stå?

Jeg gik ind til specialet med det udgangspunkt, at jeg selv har været elev på Johan Borups Højskoles dokumentarfilmslinje i efteråret 2017. Her blev jeg tryllebundet af den frihed og kreativitet som højskolen indeholder. I kraft af min egen rolle som journaliststuderende fra Roskilde Universitet, blev jeg derfor nysgerrig på undervisningen på højskolernes journalistlinjer– hvordan bliver journalistikken præsenteret her? Mere fri og formbar end på uddannelserne, hvor journalistikken, ifølge medieforsker Ida Willig, siden 1945 primært har centreret sig om de samme tre idealer nemlig formidlende-, dagsordenssættende og afslørende journalistik?

Mine observationer tyder på, at højskolens frie og kreative form ikke går igen i forestillingen om, hvad journalistikken kan og bør være. I stedet peger mine resultater på en konserverende tendens, hvor de traditionelle journalistiske idealer udfordres i meget lille grad. Det gennemgående ideal om at holde magthaverne på plads og bidrage til demokratiet ses eksempelvis i dette citat fra en højskoleelev på baggrund af et gruppearbejde:

“Vi mener, at man har et ansvar overfor folket, man har et ansvar for at oplyse. Vi er demokratiets vagthund, hvilket giver folk mulighed for at tage stilling til demokratiet og være aktiv”.

Derudover udtrykker nogle undervisere og elever en foragt for ‘sladderbladsjournalistik’. De overvejer ligefrem, om man er midt i en “journalistisk borgerkrig”, hvor journalister måske bør; “tage afstand overfor dem, der skriver sladderblads journalistik i forhold til (at kunne leve op til rollen som, red) den 4. statsmagt?“, som en gruppe elever formulerer det.

Et andet punkt, der fylder meget hos elever og undervisere, er det æstetiske element i artiklerne: “Journalistik er for mig primært et håndværk, men når det gøres ordentligt, kan det også være et kunstværk. Man låner ting fra skønlitteraturen og skaber fiktion i noget, der er en virkelig historie,” siger en underviser eksempelvis. Det er altså den samme gamle sang om journalistikkens kerneidealer, der synges på højskolerne, såvel som i litteraturen og på journalistuddannelserne generelt.

Men er det ikke paradoksalt, at vi er så fastlåste i vores ideer om, hvad der er god journalistik, når branchen i den grad bløder, og forsøger at tilpasse sig en medievirkelighed i konstant udvikling? Eller er det fordi de traditionelle idealer er de rigtige, men at vi bare ikke kan finde nok, der vil betale for indhold, der lever op til dem?

Der findes ikke noget klart svar, men det er interessant, at vi på højskoler, der ellers er kendte for at sprænge rammerne – og også tilbyder muligheden for det – alligevel ender med stort at gentage de samme normer for, hvad der er god og dårlig journalistik. Så måske er vi i branchen, på uddannelserne og på højskolerne blevet lidt for enige om, hvad der er ’god’ og ’dårlig’ journalistik?

 

Du kan læse Ida Bo Eriksens speciale her: Speciale-af-Ida-Eriksen-Forståelser-af-den-gode-journalistik-på-danske-folkehøjskoler