fbpx

Sommer på Johan Borups

24.-30. juli 2023

cover sommerhøjskole 2023 kunst

KERAMIK, DANS & Improvisation, KREATIV SKRIVNING & billedKUNST

Brug en uge af din sommer på at skabe, synge, danse, bevæge dig og skrive; oplev – eller genoplev – højskolelivet midt i København, når vi igen holder sommerhøjskole i slutningen af juli. 

Sommerhøjskolen byder på både faglig fordybelse og inspiration, men også masser af fællesskab og hygge – som et almindeligt højskoleophold, men kogt ned til en uge!

Du vælger en af vores fire kunstneriske linjer, som du fordyber dig i det meste af ugen – men uden for linjeundervisningen er der selvfølgelig også højskolesang, inspirerende oplæg, vidunderlig mad og mulighed for at møde en masse skønne mennesker. Læs mere og tilmeld dig længere nede på siden.

Urban Sport-kurset er desværre aflyst denne sommer.

Johan Borups Højskole
Foto: Malthe Ivarsson

På sommerens keramikkursus undersøger vi lerets vidunderlige væsen og underfundige egenskaber. Gennem oplevelser og opgaver, både sammen og individuelt, med nye og gamle tekniker såsom: pladeteknik, pinching, pølseteknik og kvætsning.

Du får mulighed for at skabe et eller flere skulpturer undervejs i forløbet.

Til sidst i forløbet kommer du til at lægge en Terra Sigilatta (forseglet jord) på de endelige skulpturer,  der bliver brændt efter kursets afslutning. Denne teknik er en gammel romersk teknik, som du selv er med til at skabe og som er et rigtig smukt alternativ til den traditionelle keramiske glasur.  Du får derfor mulighed for at være med i alle dele af din skulptur og på den måde være med i hele processen.

De færdige skulpturer skal tørre og brændes og afhentes efter kurset.

Vi holder afslutningsvis en fernisering i skolens smukke omgivelser.

Kurset er for alle. De nysgerrige, nybegynderne, de vældigt garvede, med andre ord; dig der der er åben for din personlige keramiske rejse. Vi glæder os til at møde dig! velkommen ombord!

Undervisere på linjen er kunstner Anika Lori og Emilie Bobek.

Anika Lori er dansk/italiensk billedkunstner repræsenteret af V1-Gallery i København. Hun har arbejdet som assistent for John Kørner og Tal R 2000-2005 og siden udstillet i både ind- og udland. Senest har Anika kastet sig over keramikken, som hun også til daglig underviser i, i et valgfag på Johan Borups Højskole.

Emilie Bobek er uddannet og specialiseret i keramisk skulptur fra Gerrit Rietveld Academie i Holland. Hun har udstillet i Holland og i Danmark siden 2018, heriblandt Charlottenborgs forårsudstilling (DK), Etage projects (DK) og Ron Mandos Gallery (NL). Til daglig arbejder Emilie i sit atelier i Kødbyen, hvor hun udvikler keramisk glasur, skulptur og materielle eksperimenter.

Anika Lori keramik
Af Anika Lori
Emilie Bobek keramik
Af Emilie Bobek
Byen Lever kermaik sommerhøjskole johan borups højskole
Anika Lori Valgfag Johan Borups
Anika Lori
Emilie Bobek keramik johan borups højskole sommer
Emilie Bobek
Underviser Sebastian Kahr Rasmussen

I faget Dans & Improvisation etablerer vi et levende og kropsligt rum, hvor alle kan være med. Uanset om du har danset hver dag siden du var to, eller om du mest slår dig løs foran spejlet i derhjemme. Vi insisterer på dansen som et rum, hvor du kan være dig selv og bidrage med alt, hvad der er dig.

I timerne tager vi udgangspunkt i improvisationspraksisser som Gaga og kontaktimprovisation, men inkluderer også teknikker fra den moderne dans, som release teknik og floor work. Desuden vil der være elementer af åndedrætsarbejde, meditation og body-work.

Gennem disse praksisser får vi mulighed for at arbejde med dansen som et undersøgende rum, der kan åbne op for kreative processer og lede til nye kropslige erkendelser. Vi skal svede, grine, lytte til god/dårlig musik, trække vejret dybt, og forhåbentlig også blive klogere på, hvad en kropslig praksis er.

Undervisere er Sebastian Kahr Rasmussen og Molly  Nyeland.

Sebastian er uddannet danser og koreograf fra DDSKS i 2015. Gennem dansen som praksis vender han tilbage til kroppen; dens allermest velkendte mønstre såvel som fysiske og mentale grænser. Undervisningssituationen er interessant, fordi det er her alle kan være med til at undersøge dansens potentialer. Dansen bliver et ritual, hvor vi i fælleskab undersøger kroppen og væren i verden på ny.

Molly er danser, koreograf, performer og antropolog. Hun har gået på Tanzfabrik i Berlin og arbejdet med dansen i Berlin, London og senest Californien, hvorfra hun lige er hjemvendt. Hendes dansepraksis centrerer sig om improvisation og et løfte om at arbejde med sin krop på en kærlig og omsorgsfuld måde. At finde frihed i sin egen krop og en ikke-dømmende tilgang til sin egen dans, er nogle af de vigtigste elementer i Mollys undervisningspraksis.

Molly Nyeland dans
Molly Nyeland

Forfatterens værktøj er sproget, ligesom malerens værktøj er pensel og lærred, og danserens værktøj er kroppen. På dette kursus skal vi undersøge forholdet mellem skrift og krop. At skrive kan være et meditativt rum, hvor vores tanker fokuseres, men kan det også forankre os i vores krop? Hvordan mærker og sanser vi vores egen og andres kroppe igennem skriften, og hvordan skriver vi, så det kan mærkes i kroppen? Kroppen kan være kropumulig, og sproget kan gøre nogle kroppe mere umulige end andre. Vi skal undersøge, hvordan vi kan åbne sproget for kropslig mangfoldighed og for sansningen af vores omgivelser, som vi kan takke vores krop for.

På sommerhøjskolens skrivelinje får du skærpet dit sprog og dine virkemidler, du prøver kræfter med forskellige udtryk og du vil opdage, at din litterære stemme har meget større spændvidde, end du måske tror.

Først og fremmest skal vi skrive! Vi laver en lang række skriveøvelser, der pirrer din nysgerrighed, finpudser dit sprog og giver dig nye virkemidler til at forbedre din kreative skrivning. Men vi skal også læse, både hinandens og andre tekster. Vi læser hinandens tekster – en øvelse vi kalder ’tekstlæsning’, og den går i al sin enkelhed ud på at blive bedre til at analysere og fortolke den tekst, vi sidder med foran os: Hvordan forstår du din holdkammerats tekst? Hvad står der egentlig? Hvilke forslag har du til, hvordan vedkommende kan arbejde videre med teksten? Jo bedre du bliver til at læse andres tekster, jo bedre bliver du til at læse dig selv.

Undervisere er Andrea Fjordside Pontoppidan og Gustav Strange.

Andrea Fjordside Pontoppidan (f. 1990), som er uddannet litterat fra Københavns Universitet og har gået på den svenske forfatterskole Biskops Arnö. Hun arbejder som forfatter, kritiker, redaktør og skribent. Hun har skrevet digtsamlingen Kartoffeløje, der er udkommet på forlaget Ovbidat i 2022, og har tidligere undervist på Testrup Højskole i kreativ skrivning og litteratur. Hun er til daglig anmelder hos Atlas Magasin og litteraturmagasinet Standart samt redaktør hos mikroforlaget Laboratoriet for Æstetik og Økologi.

Gustav Valdemar Strange (f. 1992) er uddannet litterat fra Københavns Universitet og har gået på Forfatterskolen i København. Han arbejder som forfatter, oversætter og som redaktør hos mikroforlaget Tredje september. Han har tidligere bl.a. undervist i kreativ skrivning som huskunstner ved Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne. Hans egne tekster er bl.a. publiceret i tidskrifterne Hvermandag og Sorg og samfund, og for tiden arbejder han på at færdiggøre et romanmanuskript.

Andrea Fjordside Pontoppidan
Gustav Strange

Johan Borups Højskole er en kunsthøjskole, og det mærker du essensen af på sommerhøjskoles billedkunstlinje, hvor vi skal arbejde med forskellige discipliner inden for billedkunst med instruktion fra professionelle kunstnere.

Du kommer selv til at gribe blyant og pensel, men bliver også introduceret til begreber, teori og historie.

For eksempel vil vi arbejde med croquis-tegning, selvportræt, linoleumssnit, og vi vil arbejde med forskellige formater og redskaber, som f.eks. blyant, blæk, kridt, kul og vandfarver.

Undervisningen kommer til at lægge vægt på det personlige. Din streg, dit perspektiv på verden og din historie. Samtidig med at vi skal arbejde med forskellige tekniker. Hvad betyder det at skabe kunst? og hvad vil du fortælle? Det er nogle af de perspektiver vi vil tale om i løbet af ugen.

Underviser på kurset er bl.a. Jesper Sønderaas.

Jesper / yespr har arbejdet med kunst og grafik siden 2003 og har desuden en cand.merc. i Corporate Design fra Copenhagen Business School. Udover at undervise på Johan Borups Højskole arbejder Jesper i dag som selvstændig grafisk designer og kreativ konsulent for en række kunder sideløbende med egne kreative projekter og har udstillet i Danmark, England, Spanien og Frankrig. Læs mere om Jesper her.

 

yespr Jesper Sønderaas design
Jesper Sønderaas
Design Johan Borups studierejse
Johan Borups Højskole
Foto: Malthe Ivarsson

PRAKTISK

Sommerhøjskolen finder sted 24.-30. juli 2023 på og omkring Johan Borups Højskole.

Mandag til fredag er der morgenmad fra 8.15, morgensamling kl. 9, undervisning på linjerne 9.30-12.30 + 13.30-15.30 og fælles aktiviteter om eftermiddagen og aftenen indtil kl. 22.  Lørdag fremviser vi for hinanden, venner og familie, hvad vi har arbejdet på i løbet af ugen, og om aftenen er der festmiddag! Søndag spiser vi brunch, evaluerer og siger på gensyn.

Hver dag spiser vi morgenmad, frokost og aftensmad fra vores vidunderlige højskolekøkken, der også sørger for kaffe, te og forfriskninger undervejs.

Pris

Det koster 3.800 kroner at deltage på sommerhøjskolen – og er du studerende, får du 500 kroner i rabat.

Gamle elever på lange kurser kan deltage i sommerhøjskolen for 2.800 kroner.

Skolen er åben fra tidlig morgen til sen aften, og vores kvalitetskøkken serverer alle måltiderne, spændende og sund mad fra hele verden.

Vi har desværre ingen sengepladser på højskolen, så du må sove hjemme eller finde anden sovemulighed, hvis du ikke er fra København og omegn. Du kan finde billig overnatning hos enten Danhostel Copenhagen eller Downtown Hostel, der begge ligger få minutters gang fra højskolen.

Tilmelding

Når du har tilmeldt dig, sender vi dig en bekræftelse på at du er optaget på kurset. Herefter modtager du en FI-kode, som du betaler gennem din netbank.
Ved framelding senest en måned før kursusstart returneres kursusgebyret fratrukket 500 kr. i administrationsgebyr. Det samlede kursusgebyr returneres med 50% ved framelding mindst 14 dage før kursusstart. Ved framelding mindre end 14 dage før kursusstart eller udeblivelse fra kurset returneres kursusgebyret ikke.
Det er muligt via Europæiske Rejseforsikring at tegne en afbestillingsforsikring. Du skal være fyldt 18 år for at kunne deltage i kurserne.

blikketUd-borgen-johan-borups-hojskole
Johan Borups Praktisk