Lond tur-retur

Kan maN FORSTÅ BREXIT PÅ 12 TIMER?

 

Nyhed posted 01.04.2019

Big Ben er pakket ind i stilladser og plastik, det er som om det hele er gået i stå. Bilerne kører ikke og fodgængere vader over for rødt. Josefine og Kerstine fra Johan Borups Højskole tog til London for at prøve at forstå Brexitland på 12 timer.

Af Josefine Emilie Lundgren og Kerstine Winther Olsen

De runde stamps med teksten “Bollox to Brexit” omkranset af de europæiske stjerner er trådt godt ned i asfalten og teksten er så slidt ned, at man ned på hug for overhovedet at få fornemmelsen af hvad der står.

“Bollox to Brexit”.

De er alle steder, klistermærkerne på gaden. Men det er også det eneste. Oxford Street er tom. Det er ikke kun det, at gaden er tom, der giver en fornemmelse af tomhed, det er hele stemningen, der giver en fornemmelsen af, at her er der givet op. Det emmer af hverdag, folk går fra møde til møde med kaffe i den ene hånd og computeren i den anden. De taler om alt andet end Brexit. Hvor er de, alle demonstranterne, skiltene og flagene?

I 2016 – 23. juni – stemte 51,89 procent af briterne for “leave” – Storbritannien skulle ud af EU, fænomenet Brexit opstod.

I dag vælter det med mange tal og stor forvirring. Hvad går det ud på, hvad sker der?

Vi hører om det i nyhederne, det popper op på vores telefoner i alle nyhedsfeeds og fylder vores hoveder med overskrifter som;

“Det britiske parlament stemmer igen nej til Brexit-aftale”

“Splittede briter på gaden – STOP Brexit”

“OVERBLIK – dramatisk Brexitdag i vente”.

Det står i aviserne, de taler om det i Go’ Morgen Danmark. Folk griner af det, folk har en masse meninger om det og for mange af os, ja så er det ét stort kaos.

 

London’s calling

Lad os starte med ordet Brexit. British exit. Briternes exit.

Men hvis bare det var det. Det handler om så meget mere. Det handler om demokrati, retfærdighed og stor uenighed. Det handler om demonstrationer, om frustrationer og en splittet befolkning.

Eller det tror vi da det gør, for vi kan sagtens læse en masse om det, se film om det og høre eksperter udtale sig om det.

Men hvad sker der, hvis vi selv tager til London og selv prøver at forstå hele situationen? Er det muligt at forstå Brexit på bare 12 timer? Vi gjorde forsøget. London’s calling.

 

”We can’t manage a democracy anymore”

Stationen ved Piccadilly Circus er fyldt med reklamebannere, og vi bliver mødt af avisoverskrifter og med artikler om Theresa May, parlamentet og brexit.

Reklamebannerne lyser undergrundstunellerne op med neonskilte med for og imod. Selvom der er meget med Brexit, virker det ikke til, at det er her folk med de største meninger holder til.

Der er en skoleklasse, der går på rad og række med gule veste, på vej på tur og arbejdere, der skynder sig til toget. Der er i det hele taget meget roligt. Meget hverdagsagtigt.

Vi går på gaden og spotter den “klassiske” brite siddende på en cafe. Med koppen halvtom og avisen liggende åbnet på bordet. Manden hedder Robert. Vi slår os ned ved bordet og begynder at tale.

“England has been a part of a bureaucracy for so long time now, that we can manage a democracy anymore”

Demokratiet, det er noget vi støder på igen og igen i alle de samtaler vi har med befolkningen resten af dagen. Om det er forretningsmænd, arbejdere, unge som gamle, så mener de alle sammen, at demokratiet spiller en vigtig rolle – de kan simpelthen ikke finde ud af at være demokratiske.

Vi tager undergrundsbanen videre til Westminster med forestilling om, at det er her folkene med holdninger holder til. Vi forventer bannere, flag og tilråb.

Da vi træder op på gaden, er det eneste, vi bliver mødt med, en underlig tomhed. Gaden, hvor demonstranterne burde være er tom.

Vi kigger på hinanden og med nervøsitet i stemmen spørger vi:

“Hva’ så? Hvor er folk henne?”.

Vi bliver hurtigt enige om, at vi må opsøge dem, hvor de er. Vi ved, at der i England er en stor pubkultur, så hvorfor ikke prøve chancen og tage på en af de lokale pubber.

 

”I’m tired of it”

100 meter fra parlamentet, på Parliament Street (det navn har de virkelig været kreative med), ligger pubben The Red Lion, der huser forretningsfolk

Vi går ind.

Ved baren sidder to forretningsmænd. Med en Parliament Light Bitter Ale i hånden, prøver vi at få øjenkontakt med dem.

“Cheers – we are trying to understand Brexit, what is it all about?”

Deres blikke siger alt.

“Well, I need to go.”

Den ene af de to mænd giver hurtigt hånden, ud ad døren og væk er han. Det her er en tragikomisk fornemmelse. Billedet af at folk ikke kan overskue situationen længere blev her rigtig tydelig.

Vi står tilbage med en mand i jakkesæt, en mand der på ingen måder orker at snakke mere Brexit.

På trods af, at han har blikket vendt mod udgangen af pubben, ja så får vi alligevel vredet noget ud af ham.

“I’m tired of it – I don’t believe in an agreement. I think it would end up with a no-deal”

Der er stille lidt. Vi fanger hans øjne, der flakker fra den nyindkøbte øl til bordene bag os og tilbage til os. Sagte læner han sig frem og taler med stille stemme.

“Told between us. I have heard that the Prime Minister today at 5pm will report her resignment”

Vi spærrer øjnene op og spørger om han vil gentage dette, så vi kan få det på lyd.

“Hell no, it will cost me a lot of trouble.”

Og ja, så stoppede samtalen her.

 

”Is it May?”

Vi kommer ud fra The Red Lion og går mod Parlamentet, en mastodont af en bygning med dets mange vinduer og store tårne der troner midt i London.

Big Ben er pakket ind i stilladser og plastik. Det er som om det hele er gået i stå. Bilerne kører ikke og fodgængere vader over for rødt.

Det, der sker på gaden, stemmer godt overens med det, der sker på den anden side af det store hegn til parlamentet. For derinde bag de mange vinduer og krogede gange virker det også til at det hele er gået i stå.

Længere fremme spotter vi lange pinde med Union Jack svajende i vinden. Det er her. Begejstret og entusiastiske går vi nærmere for, at få alle indtryk med.

Vi hører en stemme råbe: “Is it May? Is it May?” En stor blå Jaguar med sirene og blå blink kører ind gennem porten til parlamentet, ingen ved rigtig, hvem der kommer.

“Stop Brexit,” råbes der fra den ene side af gaden efterfulgt af et “Why?” fra den anden.

Den blå jaguar forsvinder og vi står igen tilbage blandt en splittet befolkning.

“The whole thing is criminal. It is criminal,” siger en kvinde, med et kæmpe EU flag og en masse “Don’t leave EU” badges på jakken. Hun er oprevet og frustreret. Vi får ikke lov til at sige særlig meget, inden hun igen højlydt siger: “It is all shit!”.

Ved siden af hende, står en mand med et “EU is the best deal”-skilt. De kigger på hinanden og siger næsten på samme tid: “We will stop it”.

Vi står her, 50 meter fra parlamentet med to demonstranter, der hver eneste dag kæmper for deres sag. De taler og taler, ivrigt og meget hurtigt.

Efter en lang snak med de to demonstranter, smagsprøver af “Jelly Babies” og hovedet fyldt med indtryk siger vi farvel og tak og lover dem begge, at vi vil sprede ordet i Danmark.

 

Et frustreret land

Dagen sluttes af i lufthavnen med en følelse af, at det for alvor er et land i frustration.

De er trætte. Trætte af, at der ikke bliver taget stilling, trætte af at gå i uvished og trætte af, at det demokrati, de troede eksisterede, ikke eksisterede.
For lige meget om man er for eller imod Brexit, har befolkningen talt. England har meldt sig ud af EU, spørgsmålet er om det kommer til at ske? Og hvilke aftaler der kommer på plads?
Da vi igen 12 timer senere, har dansk grund under fødderne, vibrerer telefonen. Det er DR med en breaking news:

“8 Brexit alternativer nedstemt i Underhuset”.

De forhandlinger der blev diskuteret under vores besøg er alle blevet nedstemt. Endnu engang er det op på hesten og forfra.