Torsdagstalk
Marie Hald: Fotojournalistiske fortællinger
32-årige Marie Hald er internationalt anerkendt fotojournalist. Hun har udstillet talrige steder i Europa og i de sidste år vundet en lang række priser for hendes serier og portrætter – bl.a. ved Årets Pressefoto, World Press Photo og Young Nordic Photographer of the year 2018.
Marie har zoomet ind på alt fra piger med anoreksi, til kropsaktivister der kæmper for retten til at være tyk og blive accepteret i samfundet. Kvinden er et kontinuerligt motiv i hendes fotografier, som ofte stiller spørgsmål til, hvad kvindekønnet egentlig er.
Hendes billeder skriver sig ind i en aktuel debat om kvindens seksualitet, udseende og ligestilling i et moderne samfund.
Marie Hald var medlem af juryen til Årets Pressefoto 2018 og 2019, og har i høj grad været med til at påvirke en helt ny retning indenfor prisen.
For Marie Hald er det vigtigt at belyse emner, der er svære at tale om, og det bruger hun sin kvindelighed og æstetiske sans til.
”Jeg vil gerne bruge min stemme til at kæmpe imod det polerede og det perfekte og vise, at man ikke er alene med ikke at passe ind i samfundets snævre manual.”
”Kunst eller billeder kan være med til at lægge noget skønhed eller æstetik ind i nogle svære emner, som gør det lettere for os at åbne øjnene og tale om det.”
Den sidste torsdag i måneden kan du få to timers højskolevibe, når Johan Borups Højskole åbner dørene til den smukke sal. Oplev en række spændende mennesker som bl.a. sætter perspektiv og sprog på nogle af livets store udfordringer som tvivl, engagement, sorg, kærlighed, tro, identitet.
Praktisk info:
Mød Marie til denne måneds torsdagstalk i vores store sal torsdag den 30. januar kl. 16.00.
Billet via billetto: kr. 30,- (+ gebyr).
Find også eventet på Facebook.