fbpx
Georg Brandes-prisen Nexø

Georg Brandes-prisen

Henrik Yde & Nexø

Blogindlæg posted 12.06.2020

Stort tillykke til forfatter Henrik Yde, der vil modtage Georg Brandes-prisen 2019  for biografien Nexø, der er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Litteraturkritikernes Lav uddeler hvert år Georg Brandes-Prisen til ”et dansksproget værk, udkommet siden sidste prisuddeling, der på fremragende vis formidler studier i eller refleksion over litteratur.” Prisen dækker over et beløb på 75.000 kr. finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur. Georg Brandes-prisudvalget 2019 udgøres af Elisabeth Friis, Bo Tao Michäelis og Lone Nikolajsen.

Biografien Nexø

Med biografien Nexø giver Henrik Yde en originalt vinklet og velskrevet beskrivelse af forfatter Martin Andersen Nexø. Et indblik i et barn af Bornholm, senere en af fædrene til den socialistiske realisme, og ikke mindst en kommunistisk verdensborger.

Ydes biografi ser Nexøs liv i faser og kapitler i en kunstnerisk udvikling, hvor både arbejderbevægelsens fremmarch og den grundtvigianske højskole bliver berørt. En kærlig og kritisk og ikke mindst intens og engageret biografi.

Nexø & Borup

De fleste kender nok Martin Andersen Nexø for hans storværker Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn. Her på Johan Borups Højskole har vi et helt særligt forhold til Martin Andersen Nexø. Nexø har nemlig været gode venner med grundlægger af vores højskole Johan Borup og endda taget sit lærerkursus herinde. Dette venskab bliver beskrevet i et af kapitlerne i Ydes biografi.

Henrik Yde vil modtage prisen ved en reception i BRØG Litteraturbar i nærmeste fremtid.