På Johan Borups Højskole bevæger vi os hver dag – i åndelig forstand og så vidt muligt også i fysisk. Vi forsøger at have kroppen og ikke kun hovedet med i alt, hvad vi gør. Det fortæller forstander Bjørn Bredal også om i sin klumme i mandag i Politiken.

“Walk-and-Talk er, synes jeg selv, den bedste måde at holde møder på. Og når jeg underviser, gør jeg det gerne gående i byens gader. I det hele taget går det stadig mere op for mig, hvor meget bedre man ofte møder en flok elever gennem kroppen end gennem hjernen. Ikke blot er det jo en gammel sandhed, at man skal høre meget, før ørerne falder af, men man skal ikke høre ikke ret meget, før øjnene falder i. Allerede derfor gælder det om at få kroppen i bevægelse. Men det går langt videre: måltider, sang, dans, bevægelse, alt sammen og tilsammen giver det pædagogiske muligheder, som selv det mest fyrige foredrag godt kan glemme.”

Fornyet respekt for kroppen

I sin klumme løfter Bjørn en pegefinger over for et uddannelsessystem, der i stadig højere grad prioriterer akademisering frem for håndens arbejde.

“Må vi bede om fornyet respekt for hånden, for benene, for kroppen? Og må vi bede om at få stoppet den europæiske helvedesmaskine, som hedder Bologna-processen, og som vil definere os alle sammen ved, om vi har, eller netop ikke har, en degree – en bachelor, en master eller en ph.d.?”

Du kan læse hele Bjørns klumme her (kræver abonnement). Eller finde flere forstandertanker her.