ryd op efter dig!

moder jord arbejder her ikke

Blogindlæg posted 14.02.2019

Af Amanda Aviaja

 

Vi skal alle sammen handle – det ved vi. Hver og én af os har et ansvar for at redde det klima, der skal sikre kommende generationer, menneskeheden og alt fremtidigt liv på jorden en form for overlevelse. Klimaforandringer er ikke længere et snoldet kapitel i folkeskolernes geografibog, og det er snart længe siden, at vegetarer blev anset som en mystisk barfodede minoritet med brændende interesse for hash og hjemmelavede instrumenter.

 

I dag er vi alle sammen uundgåeligt bekendt med det, der fortsat vil blive kastet efter os; Fakta, tal, skræmmescenarier, naturkatastrofer, menneskemængder på flugt, anbefalinger, vrede vegetarer, sultne isbjørne og regnskove, der forsvinder på et fjernt kontinent. Ét stort sammensurium, der beretter om, hvordan vi fortsat gør alting forkert i en tid, hvor det kan synes svært at gøre noget korrekt.

 

Men hvorfor bliver det ved med at være så ufatteligt svært for os at handle i forhold til de store stygge klimaforandringer trods uendelig mængder information, der dagligt buldrer som en kavalkade henover vores sind, øre og ikke mindst vores samvittighed?

 

Langt størstedelen af os mestrer den særlige kunst at kunne abstrahere og afbalancere kognitiv dissonans ved at fornægte og fortrænge menneskelivets skrøbelige dødelighed. Når vi hører om klimadebatten, så vækker det ofte en følelse af afmagt, uoverkommeligt ansvar, meningsløshed, lidelse og ikke mindst; skyld. Psykologiske (selv)forsvarsmekanismer bringer alle kneb i spil, når det handler om at undgå øjenkontakt med eksistentielle erkendelser af fremtidsscenarier, der mest af alt lyder som en rædselsvækkende sci-fi film med et twist af horror. Lige præcis disse forsvarsmekanismer kan afføde tilstanden ’klimapassivitet’ hos individet såvel som i samfundet, men hvem har egentligt ansvaret for lede os alle sammen mod en bæredygtig fremtid?

 

Måske skal det komme oppefra. Måske afhænger klimaets fremtid af kollektivets handlen, der vigtigst af alt udføres på kollektivets vegne. Her taler jeg ikke bare om at sætte hele sin lid til landets politikere og de systemregulerende instanser. Jeg taler om en kollektiv handlen, der består i hver enkelte borgers motivation og lyst til at bidrage i kampen om en fremtidig menneskelig eksistens. En motivation, der fostrer konkret handlen, kompromisser med den vestlige levestil, villighed til at forandre, selvom det måske mest af alt skal gøres for en fremtid, som vi ikke selv kommer til at være en del af.

 

I mit første forsøg på at undersøge dette spørgsmål, har jeg valgt af grave, hvor jeg står; Johan Borups Højskole. En nordisk orienteret skole, der summer af unge liv, entusiastiske undervisere, kreativitet, foranderlighed og en fælles forståelse af, at vi gerne vil rykke på den verden vi lever i.

 

Under en samtale over et linoleumstryk i vores kreative værksted begyndte min kære medstuderende Emilia og jeg at diskutere den famøse klimapassivitet. Emilia gør, hvad hun kan; ”Man kan gøre sit, men jeg har en generel følelse af, at der bliver lagt skjul på en masse informationer og detaljer om klimaforandringerne, og det, vi som mennesker bør gøre. Det giver en følelse af, at det man gør, egentlig ikke har den store betydning”.

 

Det er en følelse, som jeg selv kan nikke genkendende til. Én ting er information om konsekvenserne – men hvordan handler vi helt specifikt på dem, når vi er smeltet ind i en vestlig levestandard fra barnsben af?

 

Emilia oplever forbrugskulturen som kutymen, og den er svær at bryde. Hun forklarer mig, hvordan hun godt ved, at vores livsstil er ris til egen røv i sidste ende, mens det stadig er lettere at lukke øjnene for sig selv og pege på andre.

 

Josephine melder sig på banen: ”Jeg shamer mig selv helt vildt. Jeg prøver at købe meget genbrug, men guilttripper også, når jeg kigger ned på mine spritnye sneakers fra en af de mange kapitalistkonger, New Balance. I sidste ende er behovet for de her sko jo pålagt mig af samfundet, og hvordan gør man op med det?”

 

Robin, som også befinder sig i lokalet, nikker. Vi kigger alle på hinanden, trækker på skuldrene, og deler tydeligvis en indforstået følelse af magtesløshed. Vi føler os små. Samvittigheden og lysten ligger dybt inde i os, men vi må alle erkende, at den har svært ved at bryde ud af de forhold, der bliver pålagt udefra. Som en blomme i et æg, der pludselig skal løsrive sig fra den flydende hvide, den hårde skal og den trygge hønsegård. Hvordan kommer vi ud af det her?

 

Bertram, som sidder til højre for mig, har ikke skyldfølelse på den måde: ”Jeg kan kun se fremad. Jeg lever vegetarisk og prøver at gøre ting, som gavner samfundet. De tidligere generationer har været ligeglade med advarsler om klimaet. Jorden er en gave, og vi har fucket alt op på ekstremt kort tid. Staten bør nudge mere”.

 

Det er Josephine enig i. Hun mener, at vi mennesker ikke selv kan finde ud af det – i hvert fald ikke, hvis vi skal nå at vinde, inden vi taber. Vi griner alle, da Josephine siger, at borgerne er børn, mens regeringen er vores forældre: ”Lovgivningen skal fortælle os, hvad vi skal gøre, for der skal ske noget nu. De må sige slut! Det her er et af de steder, hvor regeringen om noget må have lov at blande sig i vores privatliv”.

 

Vi nikker. Tankerne banker løs hos os alle sammen, og det er som om, at vi har haft den her samtale før på den ene eller anden måde. Den er hård, og så gør den lidt ondt. Inden vi ved af det taler vi om vold, mænd, rettigheder, udsatte kvinder og en masse andre medrivende emner, der ikke vækker samme skyld og magtesløshed.

 

Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal have det med mit forsøg på at identificere en lille brøkdel af løsningen på et problem, der helst skal løses nu, og ikke senere. Vidner vores fælles forståelse af manglende retningslinjer, følelse af magtesløshed og angst for emnet om, at der skal ske noget drastisk fra større magter? Det er som om, at det er svært at tage fat i de ender, hvori løsningerne er, men ville det overhovedet være lettere med flere regler, afgifter og kvoter? Hvis løsningen fandtes på en lille højskole skjult i det indre København, ville det være fantastisk, men jeg er bange for, at den kognitive dissonans, som hviler i os alle, er bossen i spillets første bane, som man forsøger at klare igen og igen. Vi skal og må finde en måde, hvorpå vi kan overkomme det uoverkommelige – men hvordan?