Foto: Robin Skjoldborg

Kulturkampen i DAnmark

striden om en sangtekst

Blogindlæg posted 09.01.2019

Af Kristina Stoltz, forfatter og linjeleder på forfatterlinjen på Johan Borups Højskole

I den sidste uge op til jul hvor alle løb forvildet rundt og forsøgte at få arbejde, familieliv, juleforberedelser og gaveindkøb til at gå op i en højere enhed, eksploderede en to år gammel personalesag fra Copenhagen Buisness School (CBS) i de danske medier. Sagen gik i sin enkelthed ud på, at en kvindelig forsker havde klaget til sin overordnede efter, at der til et personalemøde var blevet sunget ”Den danske sang er en ung blod pige” fra den danske højskolesangbog – en sang hun på ingen måde følte sig inkluderet af og derfor havde oplevet som krænkende at være påtvunget at skulle synge med på. Sagen om sangen er en af flere på de danske højere læreanstalter, hvor der inden for de senere år er blevet sat mere og mere fokus på ligestilling, diskrimination og krænkelseskultur – en tendens nogen kalder identitetspolitisk.

Jeg selv havde ikke oplevet eksplosionen i de danske medier før, jeg blev ringet op af en journalist fra Deadline, der spurgte om jeg ville komme i studiet og lave en analyse af sangen. Jeg takkede nej, da jeg følte mig for tømmermandsramt efter at have været til fest på Johan Borups Højskole aftenen inden. Jeg havde ganske vist tænkt over vores forstander Bjørn Bredals tale efter, at vi havde sunget en sang fra højskolesangbogen, hvor han fremhævede vigtigheden af ikke at læse poesi (herunder sangtekster) på samme måde som man læse en kronik i avisen. Metaforik og billedsprog kan fortolkes på mange måder. Poesien lægger op til, at man hæver blikket og ser op i himlen, sagde han, og at man samtidig kigger indad, ind i sin egen sjæl. Vi må ikke blive fundamentalister i vores måde at læse poesien på. Jeg kunne kun give ham ret, men anede på det tidspunkt ikke, at ordene også var en kommentar til sagen om ”Den danske sang er en ung blond pige”.

Min egen umiddelbare reaktion på sagen fra CBS har været, at jeg syntes, det virkede ude af proportioner at blive krænket af sangen, hvis krænkelsen bundede i, at man ikke selv er en blond pige, for teksten handler jo slet ikke om nogen pige. Den handler om et landskab, hvor den blonde pige bliver benyttet som metafor på gule bølgende kornmarker, det nordiske hvide sommerlys og klitlandskaberne langs kysterne. Det kaldes besjæling, og hvis ikke man forstår det, skyldes det muligvis så dårlige læsefærdigheder, at det har affødt den form for fundamentalisme, som Bjørn Bredal talte om ved årsafslutningen på højskolen. Det tankevækkende er så bare, at det ikke kun er den kvindelige forsker på CBS, som muligvis ikke forstår billedsproget. Det gør fortalerne for at bevare sangen i den nyreviderede version af den danske højskolesangbog i 2020, som et vigtigt historisk dokument, heller ikke. Og det gør alle de danske nationalister på ingen måde heller ikke. De tror tilsyneladende alle sammen, at der er tale om en ung blond pige af kød og blod! Rigtig mange har skrevet på de sociale medier eller udtalt sig til pressen; meningsdannere, kunstnere, studerende, politikere, selv statsministeren, men ingen er tilsyneladende i stand til at læse sangen som et stykke poesi, der skal fortolkes. Og det er dette, der for mig er det mest foruroligende ved hele miseren. Personligt er jeg ikke specielt stor fan af Kai Hoffmanns digt fra 1924, og om den ryger ud af højskolesangbogen til fordel for en bedre og lige så historisk vægtig sang, er mig faktisk fløjtende ligegyldigt. Men tendensen til at den ene og den anden bliver krænket over stort og småt, og at man derfor vil have fjernet sange fra højskolesangbogen, fjernet tekster fra pensum eller vil nedlægge forbud mod udklædningsfester på universiteterne af frygt for at afstedkomme krænkelser mod nogen, byder mig stærkt imod.

For mig at se handler den kulturkamp vi befinder os i Danmark i disse år, og som sagen om ”Den danske sang er en ung blond pige” er et produkt af, om en forbløffende ringe evne til at læse mellem linjerne, til at tænke abstrakt, til at føle empati, ja, til at leve sig ind i andre udgangspunkter end ens eget. Det er overraskende, når man tænker på, at den danske folkeskole lige siden 1960erne har været centreret om opbygningen af selvstændig tankegang og samarbejde. Danskerne har endvidere i løbet af de sidste tyve år rejst mere end nogensinde, men det har umiddelbart ikke ledt til bedre indlevelse i andre, historisk forståelse eller et højere abstraktionsniveau. Nu står kampen så mellem nationalisterne, chauvinisterne og racisterne over for feministerne og alle de andre såkaldt politisk korrekte, men jeg er bange for, at det ikke leder nogen som helst vegne, hvis begge fløje ikke bliver bedre til at sætte sig ind i den andens udgangspunkt, læse mellem linjerne, bløde lidt op.

2018 har været et år hvor fronterne er blevet tegnet hårdere og hårdere op. Vi er stivnet i en umelodisk, skinger samtalekultur. Den danske sang er blevet en svinesti, der stinker af pesticider og ekkoer af en kulturs dødsrallen langt ud over landegrænserne.

(Indlægget er blevet bragt i den norske ”Klassekampen” – men ikke i elektronisk form)