fbpx

Debat

Krig og Fred i Europa: Hvad er værd at kæmpe for?

Torsdag d. 24. marts kl. 16.00-18.30
Der har været mange krige efter Den Kolde Krig – historien viste sig at være langt fra slut. Nu er der krig i Europa, igen. Ukraine fik bremset den russiske blitzkrig, der skulle have omvæltet regeringen. Rusland har i stedet kastet sig ind i en langvarig og brutal udmattelseskrig med tragiske følger for den ukrainske befolkning. Hvor det fører hen er helt uklart, og en ny generation mærker nu frygten for atomkrig. Dét vi ved er, at jerntæppet har sænket sig på ny mellem Rusland og Vesten, og Ukraine synes at være den nye front i kampen for demokrati.

I Danmark er Forsvarets slogan; Noget er værd at kæmpe for. En arv fra den aktivistiske og militære udenrigspolitik fra 00’erne: Kampen imod terror og for at udbrede demokrati i Mellemøsten. Den æra sluttede i september, med tabet af Afghanistan til Taliban.
Så hvad nu?

Der er krig i Europa, men hvad vil Danmark, EU og NATO nu kæmpe for? Hvordan kan vi stoppe krigen i Europa og sikre freden i fremtiden?

Vi stiller alle spørgsmålene på Johan Borups Højskole d. 24. marts kl. 16.00-18.30, hvor Det Udenrigspolitiske Selskab U35 har inviteret politiske ordførere til debat:
– Michael Aastrup (Udenrigsordfører, V)
– Martin Lidegaard (Udenrigsordfører, RV)
– Eva Flyvholm (Udenrigs- og Forsvarsordfører, EL)
– Anne Valentina Berthelsen (Forsvarsordfører, SF)
– Mogens Jensen (Forsvarsordfører, S).
– Isabel Bramsen er Deputy Director, Peace and Conflict Studies ved Lund Universitet.

Mathies Duch Gronemann og Celine La Cour fra U35-bestyrelsen er værter.

Alle er velkomne – vi forventer en fyldt sal på højskolen, så meld dig til i god tid via linket her. Find også eventet på Facebook.

Vi glæder os til en interessant og konstruktiv debat om krigen og sikkerhedspolitikken i Europa.