Stipendiepladser forår 2025
til unge med minoritetsetnisk baggrund
SØG EN FRIPLADS PÅ foråRSHOLDET 2025
Er du ung med minoritetsetnisk baggrund og drømmer du om at udfolde dig kunstnerisk så kan du søge en friplads på Johan Borups Højskoles forårshold 2025 og komme 5 måneder på højskole midt i København. Johan Borups Højskole er en kunstnerisk højskole, som ligger ved Frederiksholms Kanal lige over for Christiansborg. I kraft af vores beliggenhed har vi nogle af landets dygtigste undervisere og gæstelærere. Et højskoleophold på Johan Borups er også en unik mulighed for at skabe sig et netværk og få et kvalificeret pusterum til at åbne for sin kreativitet, få ny inspiration og finde ud af, ad hvilken vej man vil gå. Skolen er også et kulturhus med koncerter, talks, debatter og litteraturfestival.
Vi har syv linjer: Design, Arkitektur & Kunst, Forfatter, Dokumentarfilm, Rejse & Kunst, Teater & Scenekunst og Musik samt en masse spændende valgfag.
Et stipendium dækker et semester fra 9. januar til 25. juni 2025 – al undervisning, materialer, refugietur, entréer, tre daglige måltider og din egen højskolesangbog.
Højskolen er dit hjem, mens du går her: Skolen er åben fra tidlig morgen til sen aften, og vi har morgensamling, morgen-, middags- og aftensmad hver dag, samt masser af aftenarrangementer på skolen. Men vi har ingen sengepladser, så eleverne bor rundt om i byen. Du kan læse meget mere om livet på højskolen her.
Praktisk
Er du interesseret i et stipendium til forårssemestret 2025, så send snarest, og senest 7. oktober 2024 kl. 12.00 en mail med din ansøgning og emneordet ’Stipendieansøgning’ til borups@borups.dk.
Fortæl om dig selv og din baggrund, fortæl hvilken af højskolens linjer du er interesseret i – og giv grunden til, at det er lige netop dig, der skal modtage et stipendium. Husk at skrive dit telefonnummer på ansøgningen, så vi kan få fat på dig.
Vi forventer at kunne give alle svar i løbet af november.
Stipendiet er skattepligtigt, og du skal selv huske at oplyse beløbet til SKAT.
Der findes forskellige kulturelle og socioøkonomiske barrierer, der gør, at nogle grupper og enkeltpersoner ikke har mulighed for at komme på højskole, vi vil rigtig gerne have at højskolerne skal være for alle. På Johan Borups Højskole arbejder vi for en mangfoldig elev og personale sammensætning så vi i stigende grad kan afspejle det samfund vi lever i. Stor tak til de fonde der har stillet og stiller fripladserne til rådighed og støtter op om stipendiepladserne.