Temaet for dette års HÖST Nordisk Litteraturfestival er REJSEN, og der vil i samtaler, performances, oplæsninger, musik og kunst blive kredset om dét at bevæge sig  – i fysisk så vel som i mental forstand.

På festivalen vil man kunne finde et nyudgivet essay af Elisabeth Skou Pedersen med titlen “Det rejsende blik”. Elisabeth reflekterer i teksten over, hvordan man som skabende og læsende menneske med fordel kan lade sig inspirere af rejsen som tilstand. KANALEN har fået lov til at bringe et lille uddrag fra teksten, men glæd dig til at læse den i sin helhed!

“Det rejsende blik” er tredje udgivelse i en essayserie udgivet af Johan Borups Højskole. Foregående udgivelser er “Samtalen” (2019) og “Verdenshavet” (2020). 

***

Jeg læser min omverden, jeg skriver min rejse frem og rejser skriften frem. Jeg ser alt omkring mig, også mig selv, med et særligt blik. Dette blik vil jeg kalde: det rejsende blik.

Rejsen bringer en tilstand af kunstnerisk fremmedhed inden for rækkevidde. Rejsen etablerer et særligt forhold mellem den, der ser og det, hun ser. Den rejsende rejser for at stille sig udenfor, fordi den, der står udenfor, kan få øje på noget nyt. Men deri ligger også rejsens paradoks: den rejsende rejser også for at komme tættere på. Tættere på det fremmede sted og tættere på det fremmede i sig selv.

Det er nemlig også sådan her: man forsøger at stille sig udenfor, men finder gang på gang, at man trækkes med ind, bydes op til dans, druk eller samtale, man må give af sig selv for at få. For en kvinde, der rejser alene, tror jeg dette er endnu tydeligere, end det er for en mand: man er aldrig usynlig, aldrig kun en notesbog, et kamera eller en båndoptager, aldrig kun subjekt, men også altid genstand for andres blikke, holdninger, drømme og længsler. Det fordrer en varsomhed, jeg gerne lagde af mig, men som omvendt også bare gør mig bevidst om det, der nok i virkeligheden gælder for alle, der bevæger sig gennem verden. Den rejsende tager del i det sted, hun besøger. Bruger af det, pynter på det, slider på det, flytter på det. Hun er en del af historien, hvad enten hun vil det eller ej.

Måske er det derfor så megen rejselitteratur handler ikke bare om steder og landskaber, men også om den rejsende selv. Man kan ikke rejse uden at se sig i spejlet. Man bliver synlig ikke bare for sig selv, men også for andre.

(…)

Det rejsende blik kan opstå, når man flytter sig, fysisk eller i tanken. Rejsens skærpede sanser forkorter afstanden mellem indtryk og udtryk, og derfor er det rejsende blik også ofte et skrivende blik. Man sanser gennem sproget og kunsten, fordi man hele tiden er i det fremmede. Man vil se det hele udefra, man vil tættere på. Den rejsende erfarer ved at sætte ord eller form på sine oplevelser og indtryk i næsten samme nu som de erfares. Nye erfaringer kræver et nyt sprog.

I sin bog Atlas over afsidesliggende Øer (2009) tager Judith Schalansky på verdensomrejse uden at flytte sig ud af stedet. Bogen er en optegnelse over halvtreds øer, hvor forfatteren ifølge undertitlen ”aldrig har været og aldrig kommer hen”. Rejsen er koblet fri af den ydre rejse, men ikke af den ydre verden. Schalansky ser i atlasser som barn og drømmer sig væk fra livet bag jerntæppet i Østtyskland. Og dermed bliver rejsen – lænestolsrejsen – en strategi for fantasien. Hun åbner en bog, hun rejser, hvor hun er, hun skriver en bog om de steder, hun ikke er, og det hele er én og samme bevægelse. Schalanskys værk bog demonstrerer, hvordan også læsningen kan beskrives ved rejsens metafor.

Og skal man blive en god læser, tror jeg netop det er dét, man bør øve sig på: at gøre læsningens blik til et rejsende blik.

I skolen lærte jeg at læse tekster som om de var kryptiske koder. Fortolkning, forstod jeg, handlede om afkodning, og til hjælp fik vi skemaer, tjeklister og modeller, der skulle bruges til at oversætte teksten til et budskab.

Litteraturen skulle forstås.

Senere indså jeg, hvorfor disse fortolkningsøvelser føltes så væsensforskellige fra min egen private læselyst og ind i mellem truede med at underminere min glæde ved litteraturen.

Litteraturen åbnede sig nemlig først for alvor for mig, da jeg forstod, at læsning ikke bare er en intellektuel øvelse. Læsning kræver langt flere evner, som de fleste af os allerede har adgang til uden at skulle terpe hverken russisk formalisme eller psykoanalyse: læsning kræver både sansning og refleksion, intuition og nysgerrighed. Der er mange veje ind i teksten. Lyt efter dens musik – dens rytme, intonation og melodi. Se på teksten som et billede: hvilken form har den, er den flosset, aflang eller rund? Hvilke mønstre tegner teksten op, hvilket rum graver den ud, hvilke associationer vækker den hos dig?

En tekst er ikke en mur, der skjuler en sandere eller mere autentisk viden. En tekst er et rum, man kan gå ind i, tage på rejse i med både respekt, åbenhed, mod og nysgerrighed – præcis de redskaber, en moden verdensfarer må have med i kufferten.

(…)

Af Elisabeth Skou Pedersen
Linjeleder på Forfatter

Find “Det rejsende blik” på dette års HÖST Festival. Forsiden til udgivelsen er illustreret af Julie Kongsbak, layoutet er lavet af Sara Amrani.

Du kan reservere din gratis billet til festivalen her.

TILBAGE TIL KANALEN