Rigsfællesskabs stipendiet

RIGSFÆLLESSKABETS HØJSKOLESTIPENDIUM
Er du dansk, grønlandsk, færøsk eller ligestillet hermed, og mellem 18 og 25 år kan du søge Rigsfællesskabets højskolestipendium til ophold på en folkehøjskole i Danmark, Grønland og på Færøerne. Du kan dog kun søge stipendium til ophold i et område, hvor du ikke har bopæl. Det vil sige, at har du bopæl i Danmark kan du kun søge stipendium til højskoleophold på Færøerne eller i Grønland og vice versa. Det er vigtigt, at du kontakter Johan Borups Højskole på mail eller telefon +4533123445, før du ansøger om støtten.
Du kan søge stipendiet året rundt, dog skal kurset du søger til have startdato inden for 12 måneder (starter kurset fx 1/8 kan du søge fra denne dato året forinden).
Stipendiet består af et tilskud på 700 kr. per uge til reduktion af dine udgifter til folkehøjskoleopholdet. Da midlerne er begrænsede, kan man højst modtage stipendium til 20 uger, uanset om der er tale om flere ophold på forskellige folkehøjskoler.
Midlerne uddeles efter objektive kriterier og efter først til mølle-princippet. Er puljen opbrugt kan du komme på venteliste og vil få besked, hvis der bliver et stipendium ledigt til dig.
Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) administrerer ordningen på vegne af Kulturministeriet og udbetaler stipendiet direkte til højskolen.
Efter kursets afslutning sender folkehøjskolen dokumentation på det gennemførte antal uger og en faktura på det bevilgede stipendium til FFD. FFD udbetaler derefter stipendiet til folkehøjskolen.
Hvis dit ophold har været kortere, end du har angivet i ansøgningen, reduceres stipendiet tilsvarende.
OBS! Hvis ikke skolen fremsender dokumentation senest en måned efter kursets afslutningsdato, kan FFD anse det bevilligede stipendium for bortfaldet, og hverken skolen eller eleven vil herefter kunne gøre krav på de tildelte midler. Det er derfor vigtigt, at du, inden din tilmelding, kontakter Johan Borups og gør os opmærksom på, at du ønsker at søge puljen.
Ansøg og læs mere her.