fbpx
Julie Stokkendal og Albert Grøndahl

Mød underviserne

Julie & albert underviser i at rejse

Nyhed posted 23.09.2022

Vores linje, Nye Rejsende, der handler om at blive rejsende og omdanne indtryk fra rejsen til kunstneriske udtryk, starter op igen i januar 2023. På linjen underviser kunstner Albert Grøndahl og forfatter Julie Stokkendal sammen med en stribe berejste og begejstrede gæsteundervisere.

“Jeg ser frem til at formidle og danne et fagligt udgangspunkt med eleverne, hvor vi grundlæggende arbejder med en nysgerrighed til at drive en kunstnerisk linje, som dyrker tværfagligheden, den indre såvel som ydre rejses bevægelse, udsynet og indblikket i et frit format,” siger Albert Grøndahl, der har undervist på både Arkitektur & Kunst, Designlinjen og på forskellige valgfag på Johan Borups.

“Jeg glæder mig meget til at undersøge og arbejde med krydsfeltet mellem forskellige indre og ydre rejser sammen med eleverne, og til at opleve alle de spændende kunstneriske processer og projekter som kommer til at udspringe fra de her undersøgelser,” fortæller Julie Stokkendal, der også er et kendt ansigt på Johan Borups Højskole, hvor hun dette efterår underviser på vores forfatterlinje.

Om underviserne

Julie Stokkendal arbejder som forfatter, oversætter og underviser i kreativ skrivning. Hun debuterede i 2019 med romanen Dagene og har siden udgivet hybridbogen ‘Drømmelaboratoriet’ og gendigtet bl.a. Yahya Hassan og Nanna Storr-Hansen til norsk. Julie har studeret litteraturvidenskab på Københavns Universitet samt kreativ skrivning på Skrivekunstakademiet i Hordaland og har tidligere arbejdet freelance som bl.a. forlagskonsulent og anmelder af børnelitteratur. Hun er oprindeligt norsk, men har boet i København siden hun selv var elev ved Johan Borups Højskole i 2009.

Albert Grøndahl er uddannet billedkunstner med en BA fra FAMU, department of Photography, i Prag, Ecole Nationale Supérieure de Photographie i Arles og en MFA ved Royal Academy of Fine Arts i Antwerpen.

Alberts udgangspunkt på tværs af hans arbejde har et fotografisk grundlag. Ikke nødvendigvis fotografi i en klassisk forstand, men en strategi hvor kunstneriske idéer kan formes og forandres i mødet med et sted, i indsamlingen af et materiale, i det skrevne essay og i en fysisk bearbejdelse af værker. Her finder han et fælles ståsted som nu udtrykkes på tværs af udstillinger i ind- og udland, bogproduktion og arkitektur. Nuværende projekter både afløser og forbinder hinanden i en cirkulær proces, hvor research til skabelsen af værket skaber indgange til længerevarende og blivende samarbejder. Eksempelvis bogen A City Behind the Forest, som omhandler en fortælling om det psykiatriske miljø på Aarhus Psykiatrisk Hospital, 1852-2018, udgivet Witty Books, IT, 2021. Projektet har videreført den offentlige udsmykning Hortus Conclusus, 2022, på Museum Ovartaci, her er tale om etableringen af en have som skal ledes og drives af nuværende og tidligere psykiatribrugere. Projektets research er sket under ophold på Det Danske Institut i Rom og opførelsen støttet af Statens Kunstfond.

Der er stadig et par ledige pladser på linjen til foråret. Tilmeld dig her. Eller læs mere om Nye Rejsende her.