inspiration
nymåne-ritual
I går, torsdag kl. 12.54, var Månen i Nymåne. Det betyder, at Månen befinder sig midt imellem Jorden og Solen og derfor er i sin mørkeste position. Nymåne betragtes som begyndelsen på en ny månefase – det er her, at bevægelsen fra den mørke Nymåne til den funklende Fuldmåne og tilbage igen begynder.
Og hvorfor er det så relevant? tænker du nok. Jo, fordi dagene omkring Nymåne er et oplagt tidspunkt at sætte sig ned og sætte en intention for sig selv. Nymånen symboliserer nemlig nye begyndelser, igangsættelse og fremadrettet energi.
Der er en masse forskellige små ritualer, man kan lave, for at manifestere Nymåne-energien. Man kan f.eks. spørge sig selv: Hvad er en ny begyndelse for mig? Hvilke værdier vil jeg gerne leve efter? Hvilke prioriteter vil jeg gøre mig? Det kan være en god idé at skrive sine svar ned på en lille lap papir og læse den højt for sig selv (på denne måde kan ens intention(er) føles mere virkelige). Dernæst kan man lægge den lille papirlap på sit natbord eller under sin hovedpude og på denne måde dagligt blive mindet om dét, man har nedskrevet.
Inden denne lille refleksionstid kan det være dejligt at tage et bad eller hoppe i bølgen blå. Man kan sidde både ude og inde og lave det lille ritual, men jeg vil anbefale dig at sætte dig i græsset, et roligt sted, på et tæppe. Vid dog, at man kan lave et Nymåne-ritual på lige præcis den måde, der virker rarest og mest vedkommende for én selv, og at alt ovenstående bare er forslag. Jeg er langt fra ekspert på området, men blot én der nyder den lille ånde- og refleksionspause, det kan være at sætte sig ned én gang om måneden – alene eller sammen med venner – og få følelsen af at genstarte. Det ville jeg bare gerne dele med dig. Jeg håber, du kan opleve den samme følelse af genstart på den ene eller anden måde, i den ene eller anden form.
Glædelig Nymåne!
Af Katrine Greve Holsbo
Projektmedarbejder
TILBAGE TIL KANALEN