Signatur
Vi er altid i bevægelse
Det sker af og til, at jeg føler, at jeg er gået i stå. Når jeg åbner Instagram og støder på store maver og nyannoncerede første-, anden- og tredjegangs graviditeter, mens jeg selv ligger i sengen med tømmermænd. Når jeg over en to-go cappuccino op ad Sønder Boulevard hører om, hvordan en vens ven lige har tjent 1,3 millioner kroner på at sælge sin ejerlejlighed og nu har investeret i et hus, mens jeg aldrig har prøvet andet end at leje. Eller når min gode veninde fortæller om de skattemæssige fordele ved ægteskab, mens jeg selv lige har geninstalleret Tinder for tolvte gang. Det føles, som om jeg holder stille i nødsporet til en sekssporet motorvej, mens alle andre fræser afsted i hvert sin bil med speedometeret på den forkerte side af fartgrænsen.
Men jeg er ikke gået helt i stå, selvom de store livsforandrende ryk lige for tiden lader vente på sig. Vi er aldrig gået i stå. Vi er stadig og altid i bevægelse. Som individer, som samfund, som verden. Nogle gange kan den bevægelse bare synes en smule langsom.
Det sidste års tid har bevægelsesmulighederne føltes mere begrænsede end nogensinde. Men vi bevæger os altid. Hvis ikke konkret på de daglige halv-desperate gåture, som er en af de få glæder restriktionerne tillader os, så i hvert fald mentalt. Coronapandemien har sat skub i både medicinske og teknologiske udviklinger, vi for blot et år siden havde tænkt var umulige. Vi er blevet klogere på, hvad et samfund er og skal kunne – og hvad det ikke kan. Der er ingen tvivl om, at samfundet har bevæget sig et nyt sted hen, når vi kommer ud på den anden side. Vi bevæger os igennem den her krise, om vi så er helt bevidste om det eller ej.
I denne femte udgave af KANALEN bevæger vi os også vidt omkring. Vi bevæger os først ind i Carlsberg Byen med Dicki Lakhas portræt af den pompøse og voluminøse bydel fra midten af 1800-tallet, der siden 2010’erne har undergået store forandringer. Lyt med når Julie Sass interviewer tidligere højskoleelever om, hvilken drejning deres liv har taget efter højskolen, og når Peter Laugesen og Elena Maria Askløf fortæller historier om at tage afsted. I ugens sang, som Katrine Muff synger så smukt, bevæger vi os både rundt i hovedpersonen Ingrids hoved og i Københavns gader. Elisabeth Skou Pedersen deler et minde om to pudsige møder på en rejse. Som altid sætter Julie Sass og Nanna Leegaard hele kroppen i bevægelse til ugens workout. Og endelig skeler Bjørn Bredal til den franske filosof Montaigne, der skrev at “verden er en evig gynge” – og minder os om, at alting er i forandring.
God tur!
Af Ina Marie Ernø Jacobsen
PR, Events & Projektleder
og denne uges redaktør på KANALEN