Som dokumentarist har jeg haft fornøjelsen af at være tæt på den danske digter Per Højholt (1928-2004) – i et klipperum på det gamle Tjubangfilm. Hver dag i en måned sad jeg og lyttede til Per. Han sagde det samme og det samme. Igen og igen. Og så begyndte jeg at høre forskellighederne. At det samme faktisk var ganske forskelligt. 

Mit møde med Per startede med, at Christian Dorph og Lars Bukdahl (hhv. forfatter og anmelder, red.) en dag kom forbi med nogle bånd . VHS, tror jeg såmænd. De havde besøgt Per med et videokamera. Sammen med deres gode kammerat som filmede. De fortalte mig, at det var den sidste samtale med Per. Han havde siden fået sin tredje blodprop og var ikke klar på den måde mere.

Per havde altså allerede haft to blodpropper, da samtalen fandt sted. Grunden til at jeg nævner det er, at det havde givet ham en slags uklar tale. Der kom en del løse ord ud, der ikke nødvendigvis hang fast i sætningen. Derfor tog det nogen tid for mig at trænge ind til, hvad han faktisk sagde. Men da jeg kom derind, var jeg sammen med en mand i sprudlende topform.

Jeg blev optaget af at gøre ham stærk, sådan som jeg syntes, at han fortjente at fremstå. Og jeg klippede derfor enkelte ord og korte passager ud, der bragte uklarhed. Jeg holder meget af hans kraftfuldhed. Og den var minimeret som han sad der og fortalte med de små udslip af ord mellem  sætningernes meningsfuldhed. 

Jeg fik lov til at sidde der i klipperummet i en måned med Per som læremester. Han kiggede på mig hver dag og sagde mange gode ting. Han sagde det samme, som jeg havde hørt ham sige dagen før, men hver dag havde han fundet frem til at give det en ny betydning, altså i det selv samme klip. Et klip jeg husker:

Citat (udtalt på jysk):  “Jeg fortalte ham at… så slapper jeg bare noget af.” Han fortalte en anekdote om en samtale med sprogforskeren Harly Sonne, der havde studeret sproget og talen hos skizofrene mennesker. Sonne havde undrende spurgt Per om, hvordan han kan skrive på den måde (de talte om digtsamlingen TURBO fra 1968). Du skriver jo som en skizofren, havde Sonne sagt til Per.

Og så siger Per inde i samtalen, oppe på min skærm: “ Jeg fortalte ham at… jeg bare slapper noget af”. Først hørte jeg ham sige: at han bare slappede af. Men så sagde han vel også, at der i den afslappede tilstand: slap noget ud. Det var som om, han var i stand til at sige to ting på en gang. Og nu blev jeg i tvivl om jeg egentlig gjorde ham stærkere, når jeg klippede alle de små fortalelser ud. 

I hans værk Volumen (den store billedbog fra 1974) er der en billedserie med hans briller. Han står med knuste briller og rockstar-attitude. Noget vitalt er gået i stykker. Det kom jeg til at tænke på, fordi det har den samme skrøbelighed, som når sætningernes meningsfuldhed forvitrer. I begge tilfælde giver skrøbeligheden dog også en sær kraftfuldhed. Jeg tror ikke, at Per selv syntes, det var sjovt med talens begrænsning, men han undsagde den heller ikke og virkede ikke beklemt ved det. Det var sådan virkeligheden var nu. I dag.

Per fortalte mig også, hvordan han brugte virkelighedens modstand til at udfordre sig selv. Udfordre kontrollen (kontrollen er mit ord). Han kunne f.eks. finde på at holde sig meget længe, når han trængte til at gå på toilettet, for at han imens kunne skrive intenst. Eller han kunne finde på at bestille en taxa og skrive som en besat, mens den holdt derude foran og ventede på ham. Det gjorde han for at give fejlen og det uventede en mulighed for at dukke op.

Jeg vil slutte af med at dele noget andet, han sagde til mig (udtalt på jysk): “Og så tror de at man bliver klogere jo ældre man bliver… det gør man ikke… men man kan se flere muligheder”. Og på den måde foreslår han vel, at forvirringen kan vokse med tiden og alderen, hvis man vil.

Af Torben Simonsen
Leder af Dokumentarfilmlinjen

tilbage til kanalen