HVEM VI ER
… et dokumentarisk studie af min jyske arv
Torben Simonsen underviser på Dokumentarfilmlinjen. Han bor på Lillegrund på Amager.
Læs hvordan Torben fuldender sætningerne nedenfor og lær ham lidt bedre at kende:
Når jeg ikke arbejder på Johan Borups Højskole, arbejder jeg med… at være far og mand…. og skrive, filme og finde ud af hvordan jeg ellers kan udtrykke mig.
På det sidste har jeg været meget optaget af… et dokumentarisk studie af min jyske arv. Og tabet.
Det sidste, jeg har lært, er… at jeg skal lytte for at noget ændrer sig. Jeg har lært det mange gange før, men det er åbenbart nyt hver gang.
I min taske kan man altid finde… notesbog, papirudgaven fra Moleskin – brun som regel. Mundbind. SD kort. Strømforsyninger. Nøgler. Krøllet papir.
Det sidste, jeg læste var… J.B., en teori af Niels Vørsel. Genlæste den med en vis nervøsitet. Den var meget stor for mi,g da jeg var i starten af 20’erne. Den har stadig en vigtig plads, men er nu rykket ud af min absolutte top 5. Det er en mystisk detektivroman om billedkunstneren Jens Birkemose. Hvor handlingen er hos den skrivende. Sådan formulerer han det vist selv, Vørsel. Han er et vigtigt bidrag i de første Lars von Trier Film, hvor han er medforfatter.
Det mest overraskende, jeg har oplevet på Johan Borups Højskole, er… elevfilmene på dokumentar. Sorry 🙂
Når jeg putter mine drenge om aftenen, vil jeg helst synge… ”Fred hviler over land og by” (nr. 575)” fra Højskolesangbogen. Ingemann har oplevet noget. Hans forbindelse til, hvad end det nu er, interesserer mig. Læs vers 3, 4 og 6. “…Vær også stille i mit bryst, du flygtning som der bor…” – godt set og fanget.
Da jeg var i start-20’erne… kunne jeg godt lide at farve hår. Gik med lange frakker. Hørte Kliché. Opdagede videokameraet.
Jeg ville ønske, at jeg dengang… var blevet bedt om at at lave en film om min familie….
Når jeg har fri, synes jeg, det bedste er at… hugge brænde, ryge en hjemmerullet smøg (fordi jeg faktisk ikke ryger mere), lave mad – allerhelst hvis der er rester jeg kan starte op på – ligge på en af de store runde flettede gynger sammen med en og kigge op i himlen.
Jeg glæder mig til… At mødes igen. At gå ind i en butik og finde lige præcis de bukser i den kvalitet, som jeg mangler. At kunne røre og mærke…
Læs mere om alle dem, der udgør Johan Borups Højskole her.