fbpx

KARANTÆNE

OM AT KOMME UD AF BETTY NANSEN TIL EN ANDEN VERDEN

Blogindlæg posted 20.03.2020

Johan Borups og venner var på Betty Nansen Teatret til generalprøve på stykket ‘Leg med Ild’ den aften, hvor statsministeren ved et pressemøde annoncerede, at Danmark skulle lukkes ned. En af teatergængerne deler her de tanker, der fløj gennem hans hoved, da det gik op for os alle sammen, at det var en anden verden, der ventede på os efter generalprøven.

Denne pennefører hastede efter endt applaus til toilettet, da både et par glas vin inden og en fadøl i plastkrus under forestillingen havde sat sig som et gevaldigt pres af affaldsstoffer. Da jeg kom ud igen var det til en garderobe i underlig stilhed. Folk tjekkede deres telefoner, Instagram velsagtens. Jeg tog min jakke og gik op i foyeren. Her stod det normalt så smilende og imødekommende personale og så stift ned i deres telefoner. Det exittende teaterpublikum voksede sløvt omkring mig, akkompagneret af en mumlen fra bøjede hoveder i det døde lys fra telefonerne. Der var en stemning af: Noget Er Sket! 11. september-vibe. Forskræmtheden smittede. Jeg sænkede også mit hoved ned i dødslyset og blev mødt af en Breaking!-bjælke der ville frem i verden. “Hele Danmarks Statsminister” havde trykket på slukknappen.

På cykelturen hjem gennem Frederiksberg blev illusionen om det dannede og civiliserede Københavns borgerstand gjort til pinlig skamme i vuet til et hamstringvanvid bag Netto og Faktas ruder. Anomaliens kollektive egoisme. Heldigvis var det ikke frygt der fyldte min sidste fysisk sociale aften i hvem ved hvor lang tid. Der var derimod glæden over at vi havde fået lov til at være med til Betty Nansen Teatrets generalprøve på Strindbergs Leg Med Ild i oversættelse af Madame Nielsen med instruktion af Elisa Kragerup. Det der skulle have været de sidste værkstedsjusteringer blev i stedet den eneste fremførelse for et publikum på ubestemt tid.  Og heri så pointen: værdien i den kunst der knokles for, blandt andet på teatre, opstår kun i mødet med et publikum. Så lad os forvalte dette intermezzo til at knokle videre, så vi lige så snart vi får lov til at bevæge os om hinanden også kan bevæge hinanden. Jeg glæder mig til at blive oplyst af teatrets magiske mørke lige så snart vi bliver lukket ud på græs igen.

DEN DIGITALE HØJSKOLE

Vi vil gerne invitere offentligheden indenfor til  nogle af alle de ting der foregår i vores digitale højskolefællesskab. På den digitale højskole mødes vi hver morgen kl. 9.00 til morgensang og morgensamling, efterfulgt af undervisning på linjefagene. Vi får også daglige bevægelsestip fra Julie Sass der har taget Urban Movement indenfor i karantænen. Og så har vi glæde af vores køkken-team Charlotte Grønlykke og Molly Carlsens TV-køkken der viser opskrifter til lækre billige retter, bagetips og anekdoter. Vi har daglige ’Gør-det-selv-med-Jakob-Pedel’ tips til hvordan man kan fixe og optimere sit hjem nu når tiden er til det. Vi skal også på CPH:DOX festival, på hjemmebesøg hos elever i karantæne, til Corona-koncerter, til Zoom-fest og ferniseringer. Følg med her på hjemmesiden, på vores facebookside og instagram.

Den digitale højskole – blogopslag, morgensang, opskrifter mm.