fbpx
Gestus

GESTUS på højskolen

At skabe ritualer for fællesskabet

Blogindlæg posted 15.03.2020

Fredag d. 28. februar blev Johan Borups Højskole forvandlet til et rødt mikrokosmos funderet i et rituelt fællesskab under navnet Gestus. Ritualerne blev skabt udenom religion, men med et fælles formål om at dele noget med hinanden – en hensynsfuld handling, en gestus – som det bindende element. Begivenhederne var bygget op omkring en fælles middag, hvor eleverne fordelt i grupper på tværs af linjerne i løbet af dagstimerne havde forberedt en gestus til aftenens anledning. Svøbt i røde klæder, der matchede højskolens røde scenografi, udførte eleverne deres ritualer før, under og efter middagen, der naturligvis stod på et måltid i røde nuancer.

I anledning af Gestus, har vi stillet medarrangør og underviser i Arkitektur & Kunst, Sofie Højgaard Hansen en række spørgsmål om, hvordan det har været at forvandle en højskole til et rituelt fællesskab?

Hvad er Gestus?

En gestus er en bevægelse eller en hensynsfuld handling, som udtrykker velvilje. En-dags workshoppen Gestus handler om at give noget til hinanden og indgå i et fællesskab med en særlig opmærksomhed på at invitere og blive inviteret. Gestus lægger op til at dele noget og skabe ritualer for fællesskab som et bindende element. Konkret tager Gestus udgangspunkt i middagen som et fælles ritual og gennem aftenen iscenesættes middagens begivenheder, store som små.

Hvordan kommer eleverne til at indgå i Gestus?

Eleverne inddeltes i ti grupper og arbejdede med at skabe hver deres gestus til aftenens middag. Middagen var inddelt i ti akter, hvor eleverne indgik i og opførte forskellige gestus-ritualer alt fra en velkomstgestus, indvielsesgestus til en lydsporsgestus. I kraft af elevernes tilstedeværelse og gestus til hinanden blev Gestus en enestående begivenhed og en helt særlig middag. Eleverne skabte et rum sammen, som var afhængigt af hver og en – ligesom fællesskabet på højskolen er.

Hvorfor er det netop farven rød, der skal afspejle Gestus?

Vi valgte farven rød som det element, der skulle binde handlinger, genstande, kroppe og rum sammen til ét. Farven rød er et stærkt symbol og ikke mindst en signalfarve. Vi ønskede at etablere et rum, der tydeligt afveg fra det vi kender. Det røde lys, den røde scenografi og den røde mad skabte et intimt og absurd rum, hvor der var plads til at undersøge og udfolde sig.

Du kan læse mere om livet på højskolen her, og læse nærmere om vores linje Arkitektur & Kunst her.

Gestus