Af Kristiane Dicte Wedel

Lugten af parfume og sved smelter sammen og giver mig kvalme. Vi står så tæt på hinanden, at jeg kan høre manden ved siden af mig. En larmende technosang. Alle stirrer ned i deres telefoner med et dødt blik i øjnene.  Jeg står med min cykel, og prøver at holde balancen, mens jeg graver min hånd ned i min rodede taske, og leder efter det pitabrød, jeg ikke nåede at spise før jeg tog afsted. Jeg hører halvt efter til det program af Mads og Monopolet, jeg har i mine øre. Jeg tænker over, hvilket åndssvagt koncept det er at få en håndfuld kendte personligheder til at lege psykologer over for nogle ukendte personer, de aldrig har mødt – og som de aldrig møder. ”Næste stop er Hellerup” Passagerne er en bred skare af mennesker. Det eneste åbenlyse vi har tilfælles er, at vi er på vej. På vej i forskellige retninger. Vi deler dog en rum tid sammen i denne kedelige kupé inden vi splittes igen. Vi deler et pusterum, inden det går i gang. Hvad vil der mon ske, hvis der var én som brød denne tunge obligatoriske stilhed. Hvis jeg henvendte mig til en af mine medpassagerer og spurgte, om noget så enkelt som ”Hvordan har du det?”. Vil passagerne mon så blive til mennesker? ”Næste stop er Nørreport.” Jeg når ikke at tænke tanken til ende, før jeg skal af. Jeg træder ud af pusterummet og ind i virkeligheden.