Af Marie Schultz Gravesen 

Byen var syg. Det samme var jeg. Ramt af Egyptens ti plager små 3000 kilometer fra Kairo.

Berlin havde forvandlet sig til et ensomt og rodløst ingenmandsland. Den var forvandlet til en by med herreløse hunde og psykisk syge. Romabørn der tigger og racistiske kvinder i undergrundsbanen. Alt det, jeg havde glædet mig til, var smuldret. I stedet var min energi fokuseret på den sygdomsbefængte krop, der var hylsteret til min sjæl. Jeg mærkede lopperne komme om natten. De angreb mig som savannens hyæner fortærer dødt kød. Subtilt, men dødbringende.

Jeg vågnede om morgenen badet i min egen sved. Otte store buler havde formet sig på mit venstre ben. Jeg rejste mig fra sengen, mærkede at min mave var udspilet. Mit tarmsystem havde givet op. Hverken morgenmad eller kaffe virkede. Jeg lagde mig til at sove igen, gav op på dagen. Vågnede omkring middag til lyden af sirener, nogle der talte gebrokkent tysk og lugten af grillet kød. Dagen var gået i gang og jeg havde ikke rørt mig ud af den loppebefængte køjeseng. Jeg var febersvedig. Ked af det. Jeg havde hjemve. Efter lang tids grublen over, hvad jeg skulle gøre, gik jeg ned på gaden. Jeg slentrede op og ned af den store Straße og kiggede på bilerne, der susede forbi. Gik hen til et pizzeria og bestilte en slice med champignon og chili. Spiste den roligt imens jeg kløede i mine bid. Jeg fik øje på to ældre mennesker, der stirrede på mig. De smilede overbærende til mig og jeg smilede kejtet tilbage. I et panisk forsøg på ikke at føle mig alene, tastede jeg Louis’ nummer ind på min telefon. Da jeg hørte hans velkendte stemme brød jeg sammen. Jeg savnede ham. Jeg forklarede, hvor høje mine forventninger havde været, hvor meget jeg gik glip af. Hvordan Berlin havde ændret sig for mig. De to ældre mennesker lyttede efter. Det gik op for mig, at de var danskere, at de havde hørt det hele. Hvor havde jeg lydt patetisk. Som et curlingbarn af dimensioner. Jeg havde lyst til at forklare dem, at jeg bare havde en dårlig dag. At de ikke måtte dømme mig på baggrund af denne situation. De endte med at forlade stedet før mig.

Da jeg var færdig med pizzaen, gik jeg op på værelset. Der lugtede af søvn. Klam varm søvn. Jeg gik ud på badeværelset. Kiggede mig i spejlet. Tre små ækle hvide bumser havde formet sig omkring min mund. Et tegn på dårlig kost. Jeg græd lidt. Jeg er grim, når jeg græder. Små rynker danner sig omkring mine øjne. Jeg vidste, at dette var et lavpunkt – at det ikke ville blive værre. Jeg gik i bad og tog sminke på. Gik ned på gaden og steg på et undergrundstog til Kreuzberg. Stod af på Schlesisches Tor og gik ned ad trappen. Der stank af afføring. To mænd spillede Notorious BIG midt på stationen. En karaokeversion. En parodi på en parodi. Jeg fik ondt i maven af at kigge på dem. De var patetiske. Ynkelige. Af medlidenhed stillede jeg mig op og lyttede overengageret. Alle andre bevægede sig forbi uden at kigge op fra deres telefoner. Selv fandt jeg Google Maps frem, forsøgte at orientere mig. En åbenlys turist. Min feberagtige tilstand fik følelsen af fremmedhed til at blive mere markant. Her kom jeg, turisten, gående og forsøgte at se lokal ud. Jeg fulgte vejen, stoppede op for rødt ved et lyskryds. Resten af fodgængerne passerede åndsfraværende. Jeg kunne mærke, hvordan det tykke lag sminke begyndte at dryppe fra mit ansigt, hvordan mine fødder gjorde ondt i mine højhælede støvler og hvordan min stramme skjorte var for stram i halsen. Her gik jeg, turisten, blandt de upolerede flippede Kreuzbergere, der var ligeglade med rødt lys.

Jeg kom til cafeen, hvor vi skulle mødes. Kiggede ud på kanalen. Den var mørkegrøn omgivet af opkastgule bygninger. Jeg ventede. Mærkede biddene, mærkede feberen. Jeg ombestemte mig og gik op på gaden. Et lyskryds. En bil. En sirene.