fbpx
berlin johan borups højskole berlin

tekster fra berlin

Berlin er en sindstilstand

Blogindlæg posted 27.09.2018
Af Andrea Rasmussen

Menneskemængder er ikke min kop te. Jeg har lært at abstrahere fra følelsen af klaustrofobi på en tætpakket gade, men nogle gange bliver det alligevel for meget. Storbyer kan virkelig være stygge. Tag en gade som Strøget i København: Medmindre du går der en morgen mellem 7 og 9, så vil der altid være proppet med mennesker. Men storbyer har også deres charme. Og skal man se på den positive side, så skinner solen nu, mens jeg går langs East Side Gallery. Det tynde skylag kan ikke holde solens stråler fra at trænge igennem og sprede skygger på jorden. Men skyggerne er ikke lange, ikke lange nok til at fylde hele fortovet. Jeg kunne blive ved med at male et flot billede. Jeg kunne skrive, at bilerne suser forbi ude på vejen. Men det gør jeg ikke, for det er ærlig talt irrelevant for mig i øjeblikket, og bilerne kører også kun med cirka 50 kilometer i timen. Hvis overhovedet det.

I øjeblikket må jeg indrømme, at jeg skuler ondt til alt og alle, der nærmer sig mig. Der er for mange mennesker. Den klaustrofobiske irritation gror lige så stille i mit indre. Det hjælper ikke, at jeg mere end en gang må gå en bue uden om personer, der uden varsel stopper op. Hvordan man kan være komplet ignorant omkring sine omgivelser, er uden for min fatteevne.

Turisme er også et begreb, jeg har svært ved at forstå. Alle har været turister på et eller andet tidspunkt. Og i øjeblikket er jeg vel egentlig også en. Alligevel tager jeg mig selv i at bande ‘’De pokkers turister!’’, som om jeg ikke selv er en del af den betegnelse. Og når man egentlig bare gerne vil være sig selv – gå og nyde udsigten og de flotte malerier – så kan man let forstyrres af en gruppe ivrige turister, der beslutter sig for at stille sig foran en, fordi man ikke lige selv valgte at placere sig med ti centimeters afstand fra muren.

Gaden er blevet smallere og skyggen fra muren fylder nu næsten det hele – hvilket jeg kun er glad for. For de fem minutter, jeg gik ude i solen, var fem minutter for meget.

Jeg er nu nået til, hvad der i mit hoved er et af de mest ikoniske billeder fra East Side Gallery: Bilen, der bryder igennem muren. Hvor spøjst, at det lige netop skulle være det billede, som er blevet så populært. Og dog er det ikke så mærkeligt, når man kender historien. Et billede, der minder om Sovjetunionens magt i Østberlin. Et minde om fortidens kulturkløft.

Og så er det også temmelig flot.

Jeg må gå ude på cykelstien og cyklerne må cykle ude på vejen for at komme forbi turister, der tager billeder af den gamle hvide bil. Ikke at der står mange mennesker – det kunne være værre. Men jeg vil nødigt ødelægge deres foto ved at vade ind foran kameraet. Et minut længere ude i solen. Føj!

Jeg antager, at jeg næsten er nået halvvejs, da jeg går forbi det første hul i muren. Bagved er ingenmandsland – helt bogstaveligt. Eller det er ikke helt sandt, for nysgerrige turister tøffer rundt derinde med kameraer om halsen.

På den anden side af gaden ser jeg den første bygning, der ikke er under konstruktion. En stor sort Mercedes-bygning. Selvfølgelig. Jeg føler, at jeg kan begynde at tegne et mønster.

Jeg lader min hånd glide hen ad muren. Måske er det for at komme tættere på den. For at prøve at få en bedre forståelse af det hele.

Da jeg tager min hånd til mig, er mine fingre blevet sorte.

Der er endnu et hul i muren og de efterfølgende billeder er overtegnet med grafitti. Meget af det er tags, de fleste ulæselige. ‘’Friso was here’’ står der dog tydeligt et sted. Friso, jeg er glad for at høre, at du nød din tur langs East Side Gallery.

Lidt længere henne ser jeg et lille maleri nederst i højre hjørne på muren. ‘’Il faut quitter souvent pour s’aimer toujours’’ siger den lille mand. Han sidder på en regnbue, som er på vej ud af hvad der nok er et kloakrør.

Indtil videre er det mit yndlingsmaleri.

Endnu et hul i muren. I stedet for ingenmandsland, er her en stor brostensbelagt plads. En kanal løber gennem landskabet, stor og bred. Ved dens bred er en café, som sikkert bliver besøgt af mange turister på alle tider af året. 
Jeg sætter mig for at nyde udsigten. Eller, hvis jeg skal være helt ærlig, for at hvile mine fødder. Og jeg hungrer ikke ligefrem efter at gå tilbage til det smalle fortov. Det ville passe mig fint, hvis det pludseligt viste sig, at jeg var groet fast til trappetrinnet. Jeg strækker mine ben ud foran mig og bemærker, at mine bukser er gået i stykker. Syningen er gået op i buksebenet. Og jeg købte dem i går. Men det er måske for meget at forlange, at et par bukser til 9 euro kan holde mere end en dag.

Jeg rejser mig op og fortsætter langs muren. For hvad kan man gøre. Og der er vist ikke så langt igen.