Nede på cafeen på stranden føler jeg mig som drømmen om mig selv. Jeg kunne være Joan Didion eller en kvindelig Hemingway, et geni med et uudnyttet potentiale, der ikke kræver andet for at forløses end bare: sol. Sol og så skriver jeg uhæmmet, sol og hav og så kan jeg opleve og udtrykke i et og samme træk.

Alt det sidder jeg og tænker, mens jeg skiftevis læser tre linjer i Joan Didions The White Album, skiftevis tjekker Instagram for at se om nogen har liket den selfie, jeg lige har brugt et kvarter på at tage i sandet henne under palmen.

“Ich habe einen Rieeesenhunger!”

En gruppe højlydte tyskere drikker øl af store bowleglas, iskoldt og skum på toppen. Ved bordet bag mig har en ældre mand med solbriller også lige fået sådan en. 

Jeg stirrer ind i tjenerens ryg, mens jeg tænker på hvad ’excuse me’ mon hedder på spansk. ”It’s hard!” siger manden med solbrillerne, som måske troede jeg så på ham og ikke på hans øl og den lille skål med farvestrålende snacks, der følger med. ”Taler du engelsk?” spørger han. 

Samtidig vender tjeneren sig om. ”Hola!” siger solbrillemanden, ”Excuse me,” råber jeg, og så også ”Hola”, men det føles uhøfligt: Hallo! Hey! Jeg råber flere gange, men jeg er i tvivl, om det er mit råb eller den fremmedes, der gør udslaget. ”A beer please,” siger jeg. ”Una cerveza?” ”Yes. Si.” 

”Man skal have en højlydt stemme for at få deres opmærksomhed,” siger solbrillemanden. 

”Jeg tror man skal være en mand,” siger jeg. 

Manden begynder at spørge til min ferie, ”Du MÅ være på ferie,” siger han faktisk, og jeg må indrømme, at det er tænkt som et skriveophold. Der var også en gang han gerne ville være forfatter, siger han, han har skrevet en roman, og den blev også udgivet, men den solgte kun 200 eksemplarer. ”Det ville være flot i Danmark” siger jeg, men bliver straks i tvivl, om det er sandt. 

”Hvad laver du så nu?” spørger jeg. 

”Jeg er meget pensioneret” siger han. 

 Fotos: Elisabeth Skou Pedersen

”Meget?” 

”Ja, jeg nyder det virkelig,” siger han, ”Men jeg bryder mig ikke om at lave ingenting, så jeg er begyndt at interessere mig for fotografi. Jeg tager cirkulære billeder. Jeg tager 36 billeder ad gangen og sætter dem sammen på computeren” 

Jeg bemærker, at 36 billeder er samme antal, der var på gammeldags film, men det bider han ikke lige på. ”Ja, det kan da godt være der var noget med det,” siger han, som om han for længst har glemt den analoge æra. 

Jeg forsøger at spørge, om det er 360 graders fotografier ligesom Google Street View. 

”Ja, det er 360 grader,” forklarer han, ”Men det er en cirkel. Jeg tager billeder af himlen og af jorden. We walk around inside a sphere.”

Jeg kommer til at tænk

e på en scene fra Twin Peaks, hvor Agent Gordon Cole har en drøm om Monica Bellucci. De sidder på en fransk fortovscafé, da Bellucci ser ind i kameraet og citerer Upanishaderne, den ældgamle sanskrit-tekst:

We are like the dreamer who dreams and then lives inside the dream. 

Så ser hun ind i kameraet og spørger: But who is the dreamer?

Manden med solbrillerne giver mig sit visitkort, hvor der er et billede af en malstrøm med store klipper i. Nede i bunden af malstrømmen, hvor man tænker, der skulle være et sort hul, er den blå himmel, småbitte mennesker på en strand, butikker og bjerge, som var de fanget i en marmoreret glaskugle, midt i dette vortex af vand og granit. 

”Det er den strand, du sidder på,” siger han. ”Jeg har taget alt, der var under horisonten – kender du horisonten? – og foldet det rundt om det, der er over.” 

Han viser mig et andet billede. Det ser ud som en planet der svæver i rummet. Ud af planeten stikker et kirketårn og en romersk mur. Et maurisk mønster dækker planetens overflade. Det er en berømt plads i en anden spansk by, forklarer han. Dette billede er det første billedes modsætning. Himlen er en nattehimmel og alt under horisonten er foldet til en kugle, der hænger ensomt i universet.

***

Jeg går tur nede ved vandet, mens en bil med højttalere kører rundt oppe på vejen og afspiller snart en lille jingle, snart en meddelelse. En advarsel, lyder det som, agua agua, manifestación en la plaza, hører jeg, men så heller ikke mere, for bølgerne slår hårdt og højlydt ind mod strandens sten, og det spanske går alt for hurtigt. Bilen fortsætter op ad bjergskrænten, mens dens passagerer åndsfraværende stirrer ned i deres telefoner. Som et ekko hører jeg jinglen og agua, manifestación give genlyd mellem bjergene, mens jeg følger den hvide bil med øjnene som en lille legetøjsvogn, nu langt borte, og kun meddelelsens uopsættelighed, dens indtrængende vigtighed, bliver båret med vinden til der, hvor jeg står.

 Fotos: Elisabeth Skou Pedersen

***

Det er skumring. 

Jeg har igen sat mig ved det samme bord på cafeen, da en kvinde sætter sig ved nabobordet.

”Er du engelsk?” spørger hun med en britisk accent. 

”Dansk,” svarer jeg. 

”Det dér ligner et krokodillehoved” siger hun. Jeg ser mig omkring. Hvad mener hun? Krokodiller lever da ikke i havvand?

”Klippen,” siger hun, og jeg kan se, hun har ret, pynten ligner faktisk en sovende krokodille.

Damen spørger, om jeg er forfatter. På en måde, siger jeg. Hun har også længe villet skrive en bog, fortæller hun, men hun kan ikke rigtig komme i gang. Det skal være en bog om hendes liv, men lige nu tegner hun bare, det går ikke særlig godt med bogen.

Hun har dog skrevet første sætning:

Once upon a time a girl was born in Madrid in 1963.

Hun siger, at hendes venner har foreslået hende bare at skrive alt ned hun kan huske. ”Er det et godt råd, tror du?” Ja, siger jeg, det tror jeg, for den blanke side er det værste og det samme gælder forventningerne om, hvad det skal blive til.

”Et andet råd,” siger jeg, ”er at sætte en halv eller hel time af hver dag, hvor man bare skriver lige hvad der falder en ind.”

”Åh,” siger hun ”Men hvad så, hvis jeg bare skriver om det her.” Hun gestikulerer ned mod gulvet og sin stol. Jeg ser undrende på hende. ”Ja, altså, hvad hvis jeg så bare skriver om mit liv, som det er nu,” siger hun.

”Så er det vel fint,” siger jeg, ”Reglen i den øvelse er at man skriver lige hvad der falder en ind.”

”Kommer drømme også ind i billedet?”

”Hvad mener du?”

”Ja, altså, husker vi ting fra fortiden i drømme?”

”Det ved jeg ikke,” siger jeg, ”Det kommer vel an på, hvilken slags drømme man har.”

”Jeg har haft en tilbagevendende drøm hele mit liv,” fortæller hun, ”Om et stort gammelt hus. Det er mit hus, og jeg går rundt i det, det har altid de samme detaljer. Men det er for stort for mig, huset, det er alt for stort til mig.”

”Det er pudsigt,” siger jeg, ”Jeg har også en tilbagevendende drøm, som jeg har haft om alle de steder, jeg har boet. I drømmen opdager jeg et nyt rum i lejligheden, et rum, der hele tiden har været der, men som jeg enten har overset eller ikke givet opmærksomhed. I rummet er der alle mulige ting. Mange af dem er ubrugelige, men der er også nogle ting, som jeg ser muligheder i.”

”Er det ikke frustrerende?” vil hun vide. ”Det er jo alt for meget plads!”

”Nej,” siger jeg, ”for min drøm er den modsatte af din. Jeg bliver lykkelig over den ekstra plads. Måske giver det meget god mening, at man drømmer om rum, måske er vi så simple, at vores sindstilstand afspejler vores omgivelser”

”Men jeg er ikke materialistisk!” siger hun.

”Netop, derfor giver det da god mening, at du drømmer om at have for meget plads.”

”Jeg tror du vil elske mit hus,” siger hun, ”Jeg har en frugthave, jeg har citroner, avocadoer, appelsiner. Min søn er der, han er seksten og umulig, han ryger pot med sin kæreste, hun hedder Elisabeth. Jeg kan ikke ryge pot, for så begynder jeg bare at grine og kan ikke stoppe igen.”

”Det lyder da ellers meget dejligt,” siger jeg, ”Og dejligt at have en have – jeg har bare en altan, men det er langt fra tid til at plante noget der endnu. Det har været meget koldt i Danmark, minus ti grader.”

”Det har været frygteligt her,” siger hun, ”Regn og blæst. Vi har ellers brug for vandet.”

”Ja,” siger jeg, ”Jeg har fået indtryk af, at der er en slags demonstration i forbindelse med tørken i dag?”

”Nej, nej,” siger hun, ”Der er fiesta.” Hun gestikulerer mod det omrejsende tivoli, der er ved at blive bygget længere nede ad stranden. Og så, som om det var en uddybende forklaring: ”Der er en otte-årig, der er blevet dræbt af en kvinde. Det er grufuldt, hun har erkendt det i dag.”

”Det var da frygteligt,” siger jeg.

”Ja, hun har slået ham i hovedet med en økse. Alle har grædt i dag, Spanien er meget følsomt,” siger damen.

Det er ved at blive koldt, jeg lægger an til at gå indenfor.

”Det kan jeg ikke, når jeg ryger,” siger hun. ”Jeg vil invitere dig hjem, du vil kunne lide det, du vil kunne lide mit hjem, du vil kunne lide min hund – min lille pige. Jeg troede jeg skulle have en lille pige, men så døde min mand.”

 Fotos: Elisabeth Skou Pedersen

”Det er vældig sødt af dig, men det går ikke, jeg er simpelthen nødt til at skrive.”

”Jamen vi har internet! Vi har en pejs! Det er hyggeligt, du vil kunne lide det!”

”Det går desværre ikke lige nu.”

”Jamen så vil jeg invitere dig på noget andet, tag din jakke på, så tager vi én til herude.”

 

”Det går ikke, ellers tak”. 

Nu vil hun ud af døren hurtigst muligt.

Jeg bliver siddende lidt indenfor alene og skriver alt ned, som hun har sagt. Da jeg går op for at betale for min aftensmad og min øl, siger tjeneren: ”Damen har allerede betalt for dig.”

 

Af Elisabeth Skou Pedersen
Linjeleder på Forfatter

tilbage til kanalen