fbpx
Jesper Sønderaas Johan Borups Højskole KANALEN

Signatur

velkommen til fremtiden

Blogindlæg posted 12.02.2021

Der findes to milliarder aktive computere og tre en halv milliard aktive smartphones i verden lige nu*. Du sidder på den ene eller det andet lige nu. Jeg skriver direkte til dig. Cifrene 1 og 0, som er de byggesten, maskinernes koder består af, har ændret vores verden på rekordtid. Da de første personlige computere kom frem i starten af 1980’erne, var de absolut ikke hvermandseje. I dag går vi rundt med en supercomputer i lommen som kan alt.

Musikbranchen tog computeren til sig i 80’erne og især i 90’erne og begyndte at lege med den. De samplede – det vil sige de kopierede små lydbidder fra en sangindspilning og brugte den i en anden sang.

Mange samplinger kan du slet ikke høre, er samplinger – for de er så små og korte, at det er svært at høre, at de kommer fra den eller den sang. Andre bruger små melodibidder, som du har hørt før. Et fedt riff fra en guitar i en jazzindspilning fra 1965 bliver brugt som bund i et hardcore rapnummer. En elektronisk kulturel smeltedigel. Hør Michael Møllers podcast om samplingens kunst og bliv blæst bagover.

90’erne var en eksplosion af popkultur i mange forskellige retninger. Tidligere tiders subkulturer blev skamløst brugt som input og inspiration og sammensat på nye måder. Men med de mange muligheder kom også rodløsheden. Hvem er jeg, og hvor er jeg på vej hen? Dyk ned i fire gode bøger som udsprang af sen-80’erne og 90’erne i ugens boganbefalinger fra bibliotekar Aase.

I 80’erne kom MTV. I 2016 kom TikTok. I 90’erne blev musikken visuel og levende på tv-skærmen. I 2020 kunne du danse dig til flere tusinde likes fra folk i hele verden. TikTok er post-post-modernisme, eller måske mangler vi en ny betegnelse for den verden, vi er i lige nu. Vi ser unge, som bliver stjerner fra deres eget teenageværelse. Komponerer musik på deres computer, optager videoer på deres smartphones, streamer live fra deres eget liv og er i konstant dialog med deres følgere. Den digitale verden er lige så virkelig som den fysiske.

Velkommen til fremtiden – den er her allerede.

 

Af Jesper Sønderaas
Leder af Designlinjen og denne uges redaktør på KANALEN

Jesper Sønderaas byline

tilbage til kanalen