Fornylig flyttede min kæreste og jeg hjemmearbejdet ud i et lejet sommerhus sammen med et par, vi er i boble med. Efter en lang vinter med lukkede saunaer og svømmehaller, var vi lykkelige for at vi havde fundet et hus med både sauna og vildmarksbad. Det tog timevis at fylde badet med vand fra en langsom vandslange, endnu længere tid at varme det op med et bål under karret, og det var tæt på midnat, da vi løb ud i haven i badetøj og sænkede os ned i det skoldhede vand. Det prikkede i fødderne, det prikkede i benene. Jo dybere man sænkede sine tæer, jo varmere blev det, og de første tredive sekunder var jeg ikke sikker på, at jeg ikke var i færd med at blive kogt. Men så skete der en forandring. Kroppen faldt til ro i det varme. Luften var kold, haven var sprød af is omkring os. På skift klatrede vi ud af karret og tilbage igen. Vi lagde os på ryggen på det knasende, frosne græs, trak vejret langsomt og så op i himlen, der var blød af lammeskyer, men klar nok til, at man kunne tælle stjerner gennem det grå dække: en, to, tre, femten stjerner.

Set der fra plænen trådte verdens besværlige tilstand i baggrunden for et øjeblik. Tiden krystalliserede sig. Angst og længsel kunne vente til i morgen. Lige der var der bare træernes natmørke grene, femten stjerner gennem skydækket, rimfrost på græsset, stilheden, varmen, kulden og varmen igen.

Måske er det her det sande tegn på at vi lever i verdenshistoriske tider: Den globale pandemi er ikke længere konstant i centrum for vores opmærksomhed, men er blevet et vilkår, en hverdag, en måde at leve på. I mellemtiden kan vi bruge denne nye måde at leve på som anledning til eksperimentere med vores eget fokus. Nogle gange skal der ikke mere til end et simpelt kulde-varmechok, men nu hvor spabade og vinterbadeklubber er lukket, er der også andre måder at skærpe sanserne på.

I denne uge inviterer vi jer for første gang til at læse med på KANALEN, en åben højskole, som udkommer ugentligt under nedlukningen. Vi kan ikke have elever på skolen lige nu, men vi kan dele vores tanker, vores kunst og vores samtaler med jer. Mange af denne uges indlæg handler netop om at skifte fokus og bringe nye ting i forgrunden i en hverdag, hvor det ellers kan føles som om, der kun er udsigt til mere af det samme.

I Kunsten at se opfordrer Jesper Sønderaas til at du giver hverdagens omgivelser din fulde opmærksomhed for en gangs skyld. Her kan du lade dig inspirere af Dicki Lakhas, langsomme dvælende billeder i videoportrættet af Vestre Kirkegård, hvor farver, linjer og bevægelser tegner et næsten abstrakt rum uden for tiden, mens byens toge, biler og løbere suser videre i baggrunden. Eller du kan opsøge nye steder i den by, du måske troede du kendte, som Michael Møller lægger op til i sin top fem over mere eller mindre hemmelige tilflugtssteder i København. Og mens du cykler ud til Sydhavn eller Amager Fælled, kan du passende følge forstander Bjørn Bredals enkle livsfilosofi: kig op, se byens tage.

Giv tid! Synger Katrine Muff i B.S. Ingemanns I sne står urt og busk i skjul, som er ugens højskolesang. Giv tid! betyder selvfølgelig: vent tålmodigt, og det er jo netop hvad vi alle forsøger at gøre lige nu. Men det kunne også betyde: giv dig god tid, giv dig selv tid, se ud af den frosne rude.

Af Elisabeth Skou Pedersen
Leder af Forfatterlinjen og denne uges redaktør på KANALEN

tilbage til kanalen