Erindring er ikke en pålidelig størrelse
Kristina Stoltz udgiver en ny roman
Paradis Først er en kærlighedsroman. Den handler om en dansk kvinde, som rejser til USA for at besøge sin amerikanske ungdomskæreste. De har ikke set hinanden i 20 år, og han skal giftes med en anden kvinde, men brylluppet bliver udsat på ubestemt tid.
”I romanen følger man hovedpersonen Kristina, som er taget til USA for at besøge sin ungdomskæreste Marlon. Allerede inden hun er kommet af sted tænker hun tilbage på den kærlighed og de år, de tilbragte sammen. Men husker hun rigtigt? Hvad skete der egentlig dengang? Romanen tematiserer erindring, og hvor upålidelig en størrelse erindring er. Er det vi husker rigtigt eller er det en fiktion stykket sammen af de år der er gået og den nutid vi befinder os i lige nu?”, fortæller Kristina Stoltz om sin nye roman.
En erindring er en fortælling, hvor forfatteren skriver om noget særligt fra sin fortid. Stoltz nye roman kredser om hvad det vil sige, at huske og fortælle en situation der fandt sted for mange år siden. Hvad skete der helt præcis og kan man stole på det man husker?
”Erindringen om det, der skete engang forskyder sig hele tiden, så vi kan ikke stole på den som sandhedskilde – det vil jeg ikke mene, at vi kan. Vi må ned i følelserne for rigtigt at få fat, for kroppen husker. Det går ud på at få fat der og finde et sprog til det, vi egentlig ikke har sprog for: Sorg for eksempel eller vild forelskelse,” forklarer hun.
I romanen genbesøger hovedpersonen den samme situation flere gange, men der sker hele tiden en forskydning i teksten. Fortællingen skifter mellem nutid og datid, jeg-fortæller og 3. person. Disse skift i fortælleform gør, at man som læser tydeligt mærker, at man har at gøre med erindring.
At være gæstelærer på højskolen
Kristina Stoltz har tidligere været fast underviser på højskolen, hvor hun i sin tid var med til at starte forfatterlinjen. I uge 35 var hun gæstelærer for det nuværende forfatterhold.
”Det er et enormt dejligt hold, det er nogle mennesker som er meget dedikerede, fokuserede og modige i forhold til det, de tør at skrive om. Det er et meget koncentreret og et sjovt rum, så jeg er rigtig glad for det. Jeg ville gerne have været her lidt længere end en uge.”
Udover at være gæstelærer på højskolen er Stoltz også mentor for 2 af eleverne på linjen. Hvis man går på Johan Borups forfatterlinje i to semestre, kan man få tilbudt et forløb med en professionel forfatter, der agerer mentor i en større skriveprojekt. Eleven arbejder på en længere tekst og mødes flere gange med mentoren, som hjælper med at skærpe og udvikle teksten. Læs mere om vores forfattermentorordning her.
Bruger sit forfatterskab i undervisningen
Kristina har været gæstelærer på Johan Borups flere gange, og hvordan hun underviser, varierer fra gang til gang. Det kommer nemlig an på, hvor hun selv er i sin skriveproces, og hvilket emne, hun arbejder med.
På sidste semester (i foråret 2020) underviste hun i surrealisme i en nær sammenkobling til romanen Cahun, som hun udgav sidste år, det er en exofiktiv roman om den franske surrealistiske kunstner og aktivist af samme navn. På dette semester har Stoltz taget udgangspunkt i sin kommende roman og kredset om erindringer. Holdet har læst de første 15 sider af `Paradis først´og så har de talt om, hvad det er for nogle greb Kristina har benyttet i romanen med at hoppe i tider og skrifte pronomener.
”Med afsæt i min roman og den teknik jeg har brugt for at tematisere erindring, er eleverne dykket ned i deres egne erindringer og skrevet med udgangspunkt i deres eget stof. Vi har talt meget om, hvad det vil sige at skabe fiktion på den måde, hvor udfordrende det er, men også spændende og berigende og i bedste fald interessant for andre at læse.” Afslutter Stoltz.
Der afholdes reception i anledning af udgivelsen af Kristina Stoltz nye roman `Paradis først´
17. September 2020 kl. 16:00-17:30 Hos Arnold Busck Købmagergade 49, 1307 Kbh. K