Da jeg var seks år, talte jeg ikke så meget med andre. Jeg kunne selvfølgelig tale med min familie, men at socialisere mig i skolen var jeg ikke glad for. Faktisk talte jeg så lidt, at min lærer ville have at jeg skulle gå 0. klasse om, fordi jeg ikke snakkede med de andre børn.

Da jeg blev lidt ældre begyndte jeg at snakke meget mere. Der begyndte jeg også at kunne lide at spille skuespil. Jeg elskede at sminke mig og klæde mig ud i fritidshjemmets teaterrum og jeg kunne bruge flere timer på det. Hvis der var et teaterstykke, sagde jeg aldrig nej til at være med og jeg håbede altid på at jeg fik en af hovedrollerne. Jeg elskede at spille forskellige roller, både derhjemme og ude i verden. Jeg fandt for eksempel på rollen som en rig britisk dame, som gik rundt at røg hele tiden og var alt for fin til alting. Det var selvfølgelig lidt anstrengende for folk omkring mig nogle gange, men jeg var ligeglad for jeg syntes der var virkelig sjovt.

Da jeg var lille var jeg et ret normalt barn. Jeg var lidt genert nogle gange, men ellers tror jeg at jeg følte mig som alle andre. Som teenager blev jeg mere selvbevidst og gik meget mere op i hvad folk tænkte om mig. Fordi jeg blev mere bevidst om hvad andre syntes om mig, begyndte det at være mere ubehageligt at stille mig op og snakke. Faktisk var det mere ubehageligt at snakke i det hele taget.

Jeg sagde ikke længere noget i timerne, og rakte aldrig min hånd op. Lærere var som regel meget forstående hvis jeg ikke havde lyst til at svare på et spørgsmål, så det var heldigvis ret let ikke at sige noget. Der var dog nogle gange hvor jeg skulle op og fremlægge. Det håndterede jeg ved bevidst ikke at gøre et særlig godt job – så undgik jeg nemlig pinligheden i at prøve og fejle.

Da jeg startede i gymnasiet, så kunne jeg helt undgå at lave fremlæggelser, og at snakke for den sags skyld. Jeg snakkede med mine venner i timerne, men det var aldrig om noget fagligt. Jeg fik som man kan forestille sig ikke særlig gode karakterer i gymnasiet. Det betød dog ikke så meget for mig, for jeg gik egentlig ikke op i hvad der skulle ske i mit liv. Da jeg skulle op i 3.g skete der nogle ting, som gjorde at jeg endte med at droppe mine venner.

Siden jeg så mange af dem i skolen, så droppede jeg også ud af gymnasiet. Jeg gik så i et års tid fuldstændig isoleret, uden hverken mål, venner, eller hverdag. Det var en ret hård tid for mig, men det var alligevel held i uheld. Jeg indså nemlig hvor vigtigt det var at have flere ting i sit liv end relationer.

Og det fik mig til at tage stilling til hvad jeg gerne ville med mit liv. Jeg fandt ud af at jeg gerne ville have en gymnasial uddannelse til at starte med, så jeg startede på en HF. Og da jeg fandt ud af at skole egentlig var vigtigt for mig, så blev det lidt nemmere at overskride mine grænser. Jeg var jo nødt til at lære tingene for at kunne bestå. Hvilket betød at jeg var nødt til at spørge og snakke, hvilket betød at jeg var nødt til at række min hånd op.

Så det gjorde jeg.

Til at starte med bævrede min stemme, og min krop rystede hver gang jeg skulle sige noget. Det var selvfølgelig super ubehageligt, men efterhånden som jeg havde gjort det nok gange, blev det bedre. Jeg undgik dog stadig fremlæggelser, og da jeg var færdig med HF havde jeg kun lavet én halvhjertet fremlæggelse på ét år – hvilket endda var en gruppefremlæggelse.

Efterfølgende startede jeg på CBS. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig at jeg ville kunne komme ind på en god skole, så da jeg startede var jeg fuld af selvtillid. Det gik dog rigtig hurtig op for mig at jeg stadig havde svært ved de samme ting. Jeg følte mig ikke lige så klog som alle andre, så jeg begyndte igen at lukke mig om mig selv. Og jeg ville i hvert fald heller ikke fremlægge. Jeg begyndte at undgå de timer som krævede at jeg skulle fremlægge, eller snakke for meget.

Men at lære kræver altså at man kan kommunikere med andre. Derfor gik det heller ikke særlig godt, og jeg stoppede allerede efter et år.

 

Det var i sommers.

I månederne inden var der mange ting der ikke gik så godt i mit liv. Jeg havde problemer i mange forskellige felter; både i mit social-liv, faglige liv og kærlighedsliv. Og det kulminerede alt sammen på én gang.

Det sjove var at der var sammenhæng i alle de problemer jeg havde. Jeg turde ikke at sige hvad jeg følte. Det er et problem som har fulgt mig gennem hele mit liv, men det var først da det skreg mig i ansigtet, at jeg indså hvor meget jeg har ladet mig styre af frygten. Jeg havde ladet min frygt for at se dum ud, for at blive afvist og for at blive forladt, tage al kontrollen.

Så spurgte jeg mig selv; Er det virkelig frygt, der skal bestemme min skolegang, mine venskaber, mine forhold – hele mit liv?

Jeg begyndte derefter at tænke over hvad roden af min taleblokering var. Og kom hurtigt frem til at der helt klart lå nogle selvværdsproblemer.

Den 14. juli satte jeg mig et mål. Jeg ville begynde at elske mig selv. Det vidste jeg så ikke helt hvad betød, så jeg tænkte lidt videre over det. Dem, som man elsker, ønsker man det bedste for. Man vil ikke have at de har det dårligt – man gør endda sit bedste for at mindske deres smerte. Man hepper på dem, man tror på dem – og man hjælper dem på vej.

Næste skridt var at finde ud af hvordan jeg kunne overføre det til mig selv. Jeg startede med mine tanker. Jeg har meget ofte haft negative tanker. Både om andre og mig selv. Jeg kunne bruge meget tid på at genspille pinefulde situationer i mit hoved. Eller tænke på mennesker som vakte jalousi og had. I sidste ende var det tanker, der ikke gjorde andet end, at jeg selv fik det dårligt. Det skulle jeg nu stoppe med.

Ens eget tankemønster er nok det mest oplagte sted at starte, hvis man vil skabe en forandring, da det ikke kræver nogen fysisk handling. Det er til gengæld (som alle nok allerede ved) virkelig, virkelig svært. Bare det at blive bevidst om, hvad man tænker, er svært. Og når man er blevet bevidst om én tanke, går der ikke længe før endnu en tanke sniger sig ind.

Men jeg øvede mig konsekvent i, at tænke over hvad jeg tænker over, og til sidst blev jeg bedre til det. Det jeg oplevede skete var, at jeg bedre kunne distancere mig fra min tanker. På den måde lærte jeg at mine tanker ikke er lig med mig. At det er mig har kontrollen over min sindstilstand, ikke omvendt. Det er måske ikke nyt for alle, men for mig var det en åbenbaring.

Næste skridt var mine handlinger. Hvilket betød at jeg ikke bare skulle stoppe negativiteten, men forebygge det. Jeg prøvede, at lægge mærke til, hvad det var jeg foretog mig, når jeg begyndte at tænke negativt eller have det dårligt. For det meste var det forårsaget af ret kontrollerbare ting. Jeg fik det dårligt med mig selv når jeg gik på Instagram og Facebook, så det stoppede jeg med.

Jeg fik det dårligt når jeg udskød ting jeg skulle nå og når jeg så serier hele dagen, så det stoppede jeg også med.

Den største effekt så jeg, da jeg stoppede med at drikke mig fuld. Det er meget individuelt hvad druk betyder for en person. For mig har det været en hurtig måde at slippe mine hæmninger, og gøre ting jeg normalt ikke turde gøre. Til gengæld gjorde jeg også rigtig mange dumme ting, som jeg ikke havde gjort hvis jeg var ædru. Ting, jeg skammede mig over. Og som havde konsekvenser for mig og andre.

Udover at fokusere på hvordan jeg kunne gøre mit liv mindre negativt, begyndte jeg at fokusere på hvordan jeg kunne gøre det mere positivt. Jeg begyndte at meditere, stå op og gå i seng til tiden hver dag, og bruge min tid mere bevidst.

Alle disse ting forbedrede min livskvalitet på meget kort tid, og gav mig større tiltro til min egen handlekraft.

 

Så satte jeg mig endnu et mål.

 

Jeg vil gerne leve ærligt i ord og handling. Jeg er overhovedet ikke nået til det sted jeg gerne vil være endnu, og der er stadig mange ting, jeg mangler at få sat ord på, og turde at sige og gøre. Da jeg så, at der var en mulighed for at starte på forfatterlinjen på Johan Borups Højskole, så var jeg ikke helt sikker på om det var noget for mig. Jeg ville gerne blive bedre til at skrive. Men jeg havde ikke tænkt at det skulle være kreativ skrivning, altså en kunstform, som jeg ville begive mig ud i.

Jeg har altid været forsigtig med at dykke ned i mine kunstneriske sider, for jeg har aldrig helt forstået, hvad man kan bruge kunst til. Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere blev jeg overbevist om at det lige præcis var det jeg havde brug for. Kunsten starter med en idé, der udledes fuldstændig fra én selv.

Det er på en måde det reneste udtryk for jeg’et. Og når man stiller produktet af den idé til skue for resten af verden, så blotter man intet mindre end sin sjæl. For sådan en som mig, som er bange for at blotte sig, så lød det helt forfærdeligt, men også helt perfekt.

Jeg er stadig bange for de samme ting, og jeg regner heller ikke med at det ændrer sig meget lige foreløbig.

Jeg forstår stadig ikke helt hvor den frygt kommer fra, men jeg har ændret holdning til den. Bare at tage stilling til min frygt for at udtrykke mig skabte en masse forbedringer i mit liv. Nu prøver jeg at se frygt som en vejviser, i stedet for en stopklods. Den betyder bare, at der er noget på spil. Nemlig at der er en risiko for, at ting ikke forløber sig som man ønsker. Men bare det, at man ved hvad man ikke ønsker, betyder at man er ét skridt tættere på, hvad man faktisk ønsker sig.

Det er dog stadig ikke sjovt når tingen ikke går som man vil ha’ det. Og jeg tror alle ved, hvor smertefuldt det kan være. Derfor er jeg heller ikke enig, når man får at vide at der ikke er noget at være bange for. Nogle gange er der noget at være bange for. Men det er en risiko som er nødvendig at tage for at komme tættere på sit ideal.

Og selvom det kan være en hård lektie lært, så er det udvikling. Som er langt bedre end at stå stille.

Skrevet af J.C.