Rejse & Kunst
Valgfag
At indfange det ukendte
Vil du lære at omsætte rejsens indtryk til kunstnerisk udtryk på et tværfagligt valgfag? Rejsen og bevægelsen i det fremmede rum er drivkraften i vores metode. Vi bruger foto og tekst til at indfange det ukendte og forvandle det til kunstnerisk udtryk.
På valgfaget Rejse & Kunst veksler undervisningen mellem ekspeditioner ude af huset og bearbejdning af indsamlet materiale hjemme på skolen. På ekspeditionerne skærper vi sanserne og nysgerrigheden til fods, til vands, gennem vildnis af mennesker og i flygtig fart. Hjemme bearbejder vi registreringer og indsamlet materiale i konkrete fortællinger og præsentationer.
"På valgfaget Rejse & Kunst veksler undervisningen mellem ekspeditioner og bearbejdning af indsamlet materiale"
Et kunstnerisk laboratorium
Vi gennemfører minimum tre små ekspeditioner og hver elev skaber minimum tre produkter i form af bøger, fotomontager, performances og skrifter, der gerne kombinerer foto og tekst. På denne måde bliver tempo og kunstnerisk omsætning med kort vej fra indtryk til udtryk et afgørende element i valgfaget.
Valgfaget er et laboratorium for det kommende linjefag Rejse & Kunst, hvor vi udfordrer og afprøver metoder og benspænd, der kombinerer rejse og kunstnerisk udtryk. Valgfaget strækker sig over otte fulde undervisningsdage. Undervisningen på valgfaget varetages af Albert Grøndahl og Joakim Refn.
På faget lærer du:
- Sansning
- Registrering
- Foto
- Skrivekunst
- Idéudvikling
- Kunstnerisk omsætning
Undervisere
Albert Grøndahl
Albert Grøndahl er uddannet billedkunstner med en BA fra FAMU i Prag, Ecole Nationale Supérieure de Photographie i Arles og en MFA ved Royal Academy of Fine Arts i Antwerpen. Ved siden af sin kunstneriske praksis driver han udstillingsstedet og tidsskriftet Magasin Lotus. Albert står bag bogen A City Behind the Forest (Witty Books, IT, 2021). Projektet har videreført den offentlige udsmykning Hortus Conclusus, 2022, på Museum Ovartaci.
Joakim Refn
Joakim er et vandmenneske, og har det bedst på, ved eller i vandet. Han er for nyligt hjemvendt til Danmark efter en verdensomsejling på fire år i sit røde skib Nerthus. Verden er først og fremmest blå, dækket af hav, og derfor arbejder Joakim med det han kalder blå dannelse i alle former. Uden for skolen er han ekspeditionsleder, skipper og underviser i sejlads til højeste niveau. Joakim er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab fra Københavns Universitet og Humboldt Universitet i Berlin.