Næstformand og teaterinstruktør:
Kreativitet handler om tillid
Interview: Det tillidsfulde legende rum er en forudsætning for at kreativiteten kan slippes løs. Vi har interviewet teaterinstruktør Moqi Trolin, der også er næstformand i Johan Borups Højskoles bestyrelse.
Af Simon Kratholm Ankjærgaard
Hvad definerer kreativitet for dig?
Tillid, nysgerrighed, nytænkning, leg, problemløsning og ansvar.
Som instruktør er det din fornemste opgave at få det bedste ud af en stor gruppe mennesker. Hvordan orkestrerer og fremdyrker du kreativiteten i det store ensemble, som en teaterforestilling er?
Emotionelt stræber jeg efter at bygge et tillidsfuldt og legende rum, hvor det ikke er muligt at fejle, men hvor det er vigtigt at give 100 procent.
Mere teknisk forklaret prøver jeg at skabe en indholdsmæssig nødvendighed for projektet i mig selv. Selve meningen. Uden at jeg selv synes det er uhyre spændende og vigtigt, er det svært at få andre til at gøre det. Jeg sørger for at forberede det, så det går at synliggøre, hvor vi skal hen. Dette er for instruktøren tit en individuel proces.
Jeg bestræber mig på at forberede mig så emotionelt som muligt; at visualisere alle mulige problemstillinger, der kan opstå, både i forhold til selve det indholdsmæssige og formmæssige, men også det rent psykologiske i processen. For mig er det ikke vigtigt at vide alt i detaljer, jeg vil helst kunne improvisere i vis grad, med de mennesker der kommer på i takt med at processen skrider fremad. At være emotionelt forberedt betyder for mig at have et følelsesmæssig billede af, hvad jeg gerne vil skabe, og at være enormt parat til at modtage alle de inputs, og spørgsmål der kan tænkes dukke op i forhold til det. Det er her alt skal virkeliggøres, så er det vigtigt at jeg kan være konkret, og træffe beslutninger i højt tempo. At træffe beslutninger er også vigtigt for at holde det kreative rum kørende. Alle skal helst have fornemmelsen af at vi er på vej et sted hen, hele tiden. Så bliver det sjovt og meningsfyldt.
Hvad SKAL være til stede for at nære kreativitet?
Tillid. Det tror jeg både gælder, når man sidder alene med noget, og når man gør det sammen med andre. Hvis tillid mangler i den kollektive proces, får jeg problemer som instruktør, og meget sværere ved at føre projektet igennem, sådan som jeg håber at gøre det. Hvis det mangler i den indledende, individuelle proces, så er det mit ansvar at finde det frem. Der kan jeg godt være hård mod mig selv, lidt ”tag et koldt brusebad, og tag dig sammen, så kører vi igen”-agtig…
Hvad er den største forhindring for kreativitet?
Mangel på tillid. Eller angst. Eller bare, at folk ikke har lyst, og siger nej. Som instruktør gælder det om at handle og definere så hurtigt som muligt, hvorfor problemer opstår og prøve at løse dem. Sådan er det nok i alle kreative processer egentlig. Det er der, ansvaret kommer ind. Har du lyst til at skabe? Skab det rum som gør det muligt.
Slutteligt; hvorfor har du sagt ja til at være næstformand for Johan Borups Højskole? Hvad betyder den post for dig?
At være med i bestyrelsen betyder mere og mere for mig for hvert bestyrelsesmøde og hvert møde på og med skolen jeg har. Fra starten vidste jeg ikke helt, hvad det var, jeg sagde ja til – jeg er jo svensker, og har ikke den samme nedarvede reference til Grundtvig som jer danskere. Jeg havde en intuitiv fornemmelse af, at det kunne være spændende. Jeg kunne godt lide René, vores nuværende bestyrelsesformand, og det var ham, der spurgte mig.
Selve det at være næstformand viste sig at være et velkomment skridt længere ind i maskinrummet. Jeg havde fra starten ingen idé om, hvor længe det skulle vare det her med bestyrelsen, nu er jeg en af ”de ældste” i bestyrelsen, og det er jeg stolt af. Jeg elsker at få mere indblik i, hvad Johan Borups Højskole er. Jeg brænder for at gøre det til et bedre, og bedre sted for elever, ansatte, og ledelsen. Det er en ære at få lov til at gøre det.
BLÅ BOG
Moqi Simon Trolin
Født 1974 i Sverige.
Uddannet fra Statens Teaterskole i 2005. Har siden tidligere en bachelor i Religionshistorie og Socialantropologi ved universitetet i Lund.
Debuterede med den prisbelønnede forestillingen ’Sandholm’ på Mungo Park – og tiltrådte i 2008 som direktør for det nystartede Mungo Park Kolding. Har siden 2012 været freelance og arbejder i hele Skandinavien.
Har senest instrueret og turneret med Folketeatrets forestilling ’Peer Gynt’ og den omdiskuterede ‘Død over eliten’ ved Odense Teater. I foråret laver han ‘Rocky Horror Show’ på Århus Teater.