fbpx
Anette Harboe Flensburg Johan Borups Højskole fernisering
Anette Harboe Flensburg har dekoreret salen på Johan Borups Højskole.

Fernisering

Det andet perspektiv, den nye åbning

Fre. 4. okt. 2019 kl. 17.

Sæt stort kryds i kalenderen d. 4. oktober 2019 hvor Anette Harboe Flensburgs store udsmykning – Det andet perspektiv, den nye åbning – af salen på Johan Borups Højskole indvies og fejres. Pianisten Katrine Gislinge spiller værker af Bent Sørensen med relation til billederne.

Værket består af 9 vertikale malerier der i samspil med 33 stationære softcellepaneler fra tekstilvirksomheden Kvadrats tekstilserie Plot, udgør en frise. Malerierne repræsenterer hver især et udsnit af et større rum med døre til andre tilstødende rum og et ‘udenfor’. Rummet er i princippet det samme, men på grund af en ændret synsvinkel, en lille forskydning, ændres billedet en anelse fra billede til billede. På én gang er der tale om gentagelse og forvandling. Som i tidligere malerier fra kunstneren, tages der afsæt i opbyggede modeller, og især de ‘løse’ plader henviser til en situation af proces, forvandling og evig ombygning. Eller sagt på en anden måde; Tingenes forgængelighed og skrøbelighed. I de blotlagte åbninger kan man få øje på en verden udenfor, skimte både ingenting, andre arkitektoniske strukturer, mønstre, organiske strukturer, som hver især fungerer som signifikante formelle forskelle, men som forhåbentlig også kan give anledning til dybere refleksion – og den stemning der opstår i mødet. Malerierne er udført i oliemaling på opspændt hørlærred og måler ca. 250 cm i højden. Softcellerne, samt gardiner også fra Kvadrat som skal pryde foyeren, er fremstillet i et stof, der er særligt velegnet som lydabsorberende, og som i de valgte farver består af en forskel i trend og islæt, der gør dem levende og vibrerende. Valget er også faldet på dette stof, fordi der i serien findes en meget smuk både kølig og varm gråtonepalet, som passer fint til maleriernes palet – med enkelte afstikkere som en mere dyb rødviolet, en mørkere blå og en grøn.

Det er generøst doneret af Ny Carlsberg Fondet, som allerede sidst i 1920’erne skænkede Einar Utzon-Franks frise, ”Menneskelivet fra fødsel til alderdom”, til samme sal. Fondet har således med et lille århundredes mellemrum ladet Johan Borups Højskole være ramme om hovedværker i 1900- og 2000-tallets danske kunst.

Kunstneren bag

ANETTE HARBOE FLENSBURG (f. 1961, DK) er en af de mest markante og efterspurgte kunstnere på nutidens kunstscene. Hun er uddannet på Designskolen i Kolding (1986). Seneste separatudstillinger i udvalg; ‘Space without a Place’ på Kunsthal Brandts, ‘Black nothing and its impossible shades’ Galleri MøllerWitt Aarhus,‘La poétique de l’espace’ i Det Danske Hus i Paris, ‘Still’ i Galleri Andersson/Sandström i Stockholm. Flensburg udstiller til foråret på Museet Trapholt i Kolding. Hun er repræsenteret i flere private og offentlige samlinger i ind- og udland. Hun modtog Eckersberg medaljen i 2017 og Ny Carlsberg Fondets Kunstnerpris i 2018. Flensburg udgav i 2014 prosa/foto bogen ‘Vi bor i hinanden’ på forlaget Wunderbuch. Læs mere her.

KATRINE GISLINGE har de sidste 3 årtier etableret sig som en af Skandinaviens mest markante pianister. Hun er uddannet på det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Anne Øland med debutkoncert i 1992 og modtog allerede i 1994 Frederiksborg Kulturcenters Kunstnerpris. Læs mere her.

Hent din gratis billet hos Billetto.