Da solen stod op over København den 8. marts 2007 var der noget, der ikke var, som det burde være. Turister stod forvirrede med deres bykort og spejdede mod det misvisende gadenavn på skiltet foran dem, mens taxachauffører holdt på hjørner og opdaterede GPS’en, som pludselig ikke lod til at stemme.

Natten forinden var en række aktivister vandret rundt i København for at sætte klistermærker med gadenavnet ”Jagtvej” over flere af det centrale Københavns oprindelige byskilte. Det var en protest mod den rydning af Ungdomshuset, som politikere havde foranstaltet præcis en uge tidligere. For Ungdomshuset lå netop på Jagtvej. Pludselig var store dele af det centrale Københavns gader omdøbt til Jagtvej med reference til den centrale rolle, aktivisterne mente, Ungdomshuset havde for København.
Men aktionen havde en mere lavpraktisk effekt for mange af de mennesker, som færdedes i Københavns gader den dag. Den blotlagde et af byrummets organisationsprincipper, som vi sjældent tænker nærmere over: At gadeskiltene er der, så vi ikke bliver alt for forvirrede over, hvor forvirrende byen egentlig er.

Den franske filosof Guy Debord (1931-1994) ville kalde aktionen et ”détournement”. Det kan meget passende oversættes til både ”omdirigering” og ”kapring”. For Debord var forvirringen en ønsket tilstand. Det var en tilgang til kunsten og livet, som lader os opleve verden frigjort fra magthavernes regelsæt. Hos Debord spores et opgivende postmarxistisk suk i détournementet: Kapitalismen opsluger alt, også den mest trodsige kunst. Vi kan ikke undslippe kapitalens fangarme, så vi må udvikle strategier, der kaster grus i dens altomfavnende maskineri. I den proces findes forvirringens momentane forløsning.
Selv frigjort fra det postmarxistiske arvegods synes jeg, at han har en pointe. Store dele af kunst og kultur forsøger at fremvise en organisering, som måske reelt ikke findes i virkeligheden; at give os de åbenlyse svar, som vi sjældent kan forvente af livet. Når krimiforfatteren iscenesætter et forvirrende netværk af intriger og mord, ligger der et implicit løfte om, at vi til sidst får alle svarene serveret, når morderen afslører sin storstilede plan før den dramatiske finale. Og egentlig er megen ”finere” kunst ikke radikalt anderledes: Vi forventer i nogen grad, selv af den franske kunstfilm eller den store russiske roman, at de væsentligste svar trods alt er givet ved slutningen. ”Jeg er totalt forvirret” er sjældent en anbefaling.

Men i denne uges udgave af Kanalen er det! For forvirringen rykker ved vores forestillinger om verden, den udfordrer vores sanseapparat og fører os uventede steder hen.

I podcasten ”Afsporet” træder Dicki Lakha og Elisabeth Skou Pedersen i Guy Debords fodspor via et sonisk détournement i den københavnske metro. Forvirringen hersker også hos Debords landsmand, teenage-digteren Arthur Rimbaud (1854-1891), som dyrker det forvirrede sprogs poetiske potentiale. Den sproglige forvirring undersøges både af Peter Laugesen i hans podcast om Rimbaud og af Torben Simonsen, der skriver om et møde med den danske forfatter Per Højholt. I ugens tredje podcast undersøger Mie Erling Larsen det komplekse grænseland mellem terrorist og frihedskæmper, jura og kunst, når hun fortæller om sit arbejde med oversætte Niels Holcks liv til scenekunst.

Hvis du stadig ikke helt har lært at omfavne forvirringens frigørelse, kan du spejle dig i Elisabeth Skou Pedersens top fem over forvirrede fiktive personer, udforske molekylær gastronomi med højskolens køkkenhold, kaste dig over Jesper Sønderaas’ små øvelser i det uperfektes tegnekunst eller forsøge at synge med på ugens smukt komplekse højskolesang.

”I stedet for kunst: Forvirring” som det skæve svenske rockband Bob Hund næsten synger i sangen ”Istället för musik: Forvirring”.

God læse- og lyttelyst. Lad forvirringen forføre.

Af  Michael Møller
Leder af  Musiklinjen og denne uges redaktør på KANALEN

tilbage til kanalen