fbpx
KAtrine Muff Enevoldsen Johan Borups Højskole HÖST festival 2020
Katrine Muff synger morgensang med os på sommerkurset i uge 30.

HVEM VI ER

… En sut, sand, perleplader, kvitteringer, telefon og sten jeg har fået af mine børn

Blogindlæg posted 11.01.2021

Katrine Muff Enevoldsen underviser på musiklinjen og leder skolens kor. Hun bor med sin familie (Anders, Inga og Alice) i en lejlighed på Vesterbro i København.

Læs hvordan Katrine fuldender sætningerne nedenfor og lær skolens egen forsanger bedre at kende:

Når jeg ikke arbejder på Johan Borups Højskole, laver jeg… musik, som jeg enten skriver eller spiller. Holder romankoncerter med Stine Pilgaard, og lige for tiden er jeg også TV-vært.

På det sidste har jeg været meget optaget af… Højskolesangbogen! Jeg er nået lidt over halvvejs i at læse og synge mig igennem hele bogen. Det er et vildt nok værk! Jeg kendte ikke Højskolesangbogen særlig godt, før jeg startede som lærer på Johan Borups, men vi er efterhånden blevet ret gode venner.

Det sidste, jeg har lært, var… at man med fordel kan sætte tempoet en lille my op når man hører lydbog og spare en masse tid. Fx er Claes Bangs oplæsning nemmere at lytte til i x 1,25. I sidste uge lærte jeg også at banan botanisk set er et bær – mind blown!

I min taske kan man altid finde… En sut, sand, perleplader, kvitteringer, telefon og sten jeg har fået af mine børn. De sidste to er en lidt træls kombination.

Det sidste, jeg læste, var… Højskolesangbogen, hvis der er nogen vigtige, der spørger. Men jeg har også en guilty pleasure der hedder krimier og kendisbiografier. Jeg hører dem i tempo 1,25 som lydbog, mens jeg laver husligt arbejde, og jeg er lige blevet færdig med den om Casper Christensen… og ja, jeg har også læst den om Nicklas Bendtner. Den første var bedst.

Det mest overraskende, jeg har oplevet på Johan Borups Højskole, var… Hvor hurtigt man bliver knyttet til stedet og de dejlige mennesker, man møder der! På et lidt mere lavpraktisk plan var det at opdage, at der er hul i væggen i “Teachers Lounge”, så man kan kigge ned til Design.

På dage hvor man savner, vil jeg helst synge… Lige for tiden har jeg ret optur over alt med komponist Janne Mark. Fx “De ord jeg synger” som har nummer 187. Jeg elsker, når melodier forløser tekster. Og det her er et godt eksempel på det. Hende og Naja Marie Aidts “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” er også en favorit. Men den er en tekstmæssig sværvægter og ikke så “let” at synge. Den efterlader et meget kraftigt aftryk i én, som man lige skal være klar til.

Da jeg var i start-20’erne… Havde jeg ikke styr på en skid og stressede ret meget over det.

Jeg ville ønske, at jeg dengang… hvilede lidt mere i mig selv, og tanken om at det nok skulle gå det hele og at planlægning ikke er så vigtigt.

Når jeg har fri, synes jeg, det bedste er at… Jeg elsker at være sammen med min familie, men hvis jeg er alene – så elsker jeg at bade! Det er det bedste jeg ved. At være på stranden eller ligge ved kanalen og læse/lytte til en bog og hoppe i vandet med 10-15 min mellemrum. I sommermånederne er det så dejligt lige at hoppe i havnen i spisepausen. En af de store fordele ved at arbejde tæt på vand.

Jeg glæder mig til… vi må synge sammen SAMMEN igen.

Læs mere om Katrine Muff her

Læs mere om alle dem, der udgør Johan Borups Højskole her.

Højskolesangbogen Johan Borups Højskole
Katrine Muff Enevoldsen