fbpx
Opskrifter knust kartoffel

Opskrifter

Knuste kartofler & jordskokker + kartoffelrösti

Blogindlæg posted 11.04.2020

Har du en pose kartofler liggende, du ikke ved, hvad du skal stille op med? Hjælpen er på vej! Højskolens køkkenchef Charlotte Grønlykke guider dig igennem to lækre opskrifter, der tryller kartoflen om til en lækker knust kartoffel og en sprød rösti. Du finder en guidet video nederst i opslaget.

Det skal du bruge:
Knuste kartofler & jordskokker (4 pers.):

500g. Kartofler
500g. Jordskokker (disse kan erstattes af kartofler, hvis det ønskes)
3 fed hvidløg, finthakket
1-2 dl oliven- eller anden olie
2-3 stilke frisk rosmarin (bladene heraf finthakket – kan erstattes med timian eller hvad der er til at få fat i.
Salt & peber

Sådan gør du:

Vask og skrub kartofler og jordskokker godt. Kom dem i en gryde med salt og kog dem, til de er lige akkurat møre (det tager ca. 20-25 min. alt efter størrelse).

Hæld vandet fra og fordel kartoffel-jordskokker på bageplade beklædt med bagepapir. Giv dem et tryk med en gaffel, så de bliver knust, men ikke mast. Tænd ovnen og sæt den på 180 grader.

Bland olie, hvidløg og de hakkede krydderurter sammen og pensl kartoffel-jordskokker med blandingen. (OBS! Lav gerne olien i god tid, så den kan trække smag). Drys med lidt salt og peber og derefter parmesan.

Sæt kartoflerne i en forvarmet ovn og bag til de er flotte og gyldne og sprøde. Det tager ca. 15-20 min. tjek undervejs, da ikke alle ovne bager ens.

Det skal du bruge:
Kartoffelrösti (4 pers.):

Ca. 800g. kartofler (jeg brugte syv mellemstore kartofler)
1 stort løg
1-2 dl olie, den suger godt, så opjuster hvis du synes der mandler fedtstof
Salt & peber
1 pande på størrelse med en middagstallerken

Sådan gør du:

Skræl og riv (på det grove rivejern) kartoflerne. Kom de revet kartofler op i en si og lad dem stå og dryppe godt af. Knug væden godt ud af dem, så de er så tørre som muligt.

Skræl og skær løget i mindre tern. Hæld nu de tørre, revet kartofler op i en skål og bland dem med løg, salt og peber.

Sæt panden over blusset og kom olien i. Når olien er godt varm, fordeles kartoffelblandingen på panden og trykkes godt sammen, så det bliver en ensartet samlet masse. Skru lidt ned for blusset.

Nu skal kartoffel-pandekagen stå og blive stegt først på den ene side og efter ca. 10 min. vendes den med en palet og bages på den anden side. Den skal være bagt godt igennem – det tager omkring 20-25 min. Tjek undervejs med en palet, måske skal den vendes et par gange.

Velbekomme fra Johan Borups Virtuelle Køkken

DEN DIGITALE HØJSKOLE

Vi vil gerne invitere offentligheden indenfor til  nogle af alle de ting, der foregår i vores digitale højskolefællesskab. På den digitale højskole mødes vi hver morgen kl. 9.00 til morgensang og morgensamling, efterfulgt af undervisning på linjefagene. Vi får også daglige bevægelsestip fra Julie Sass, der har taget Urban Movement indenfor i karantænen. Og så har vi glæde af vores køkken-team Charlotte Grønlykke og Molly Carlsens TV-køkken, der viser opskrifter til lækre billige retter, bagetips og anekdoter. Vi har daglige ’Gør-det-selv-med-Jakob-Pedel’ tips til hvordan man kan fixe og optimere sit hjem, nu når tiden er til det. Vi skal også på CPH:DOX festival, på hjemmebesøg hos elever i karantæne, til Corona-koncerter, til Zoom-fest og ferniseringer. Følg med her på hjemmesiden, på vores facebookside og instagram.

Den digitale højskole – blogopslag, morgensang, opskrifter mm.

 

Opskrifter knust kartoffel
Opskrifter knust kartoffel