Af Amanda Aviaja

Det hele gik op for mig en sommeraften tilbage i 2017, som jeg tilbragte i en stor baghave på Dyremosevej med min højtelskede farmor. På trods af de næsten 70 år, der er imellem os, konverserer vi altid i et sådant omfang, at jeg nogle gange tror, vi forsøger at indhente den fortid og fremtid, som vi aldrig kommer til at opleve med hinanden. Lige præcis den sommeraften sagde vi ikke så meget. Vi lyttede. Vi lyttede til de få ting, som vi fortalte hinanden, og vi lyttede til alt det, vi ikke behøvede at sige højt. Få måneder inden havde min mor forladt livet, og min farmor er et af de magiske mennesker, der med stor præcision formår at mærke, hvornår man skal sige noget, og hvornår man ikke behøver.

Min farmors gamle hænder serverede store stykker islagkage fra Premier, og mens vi gik i krig med flødeskum og følelser i de knirkende havestole, fik vi, som så mange gange før, selskab af 13-14 hjemløse vildkatte. Kattene har været der, lige så længe jeg kan huske. Gennem flere år er der dagligt blevet serveret store grønlandsrejer fra SuperBrugsen til kvarterets forhutlede enspændere, simpelthen fordi hun elsker dem. Særligt den store tykke røde, som hun kalder Brormand. Den minder hende om dengang, hun var lille. ”I har kostet mig min pension” mumlede min farmor opgivende og rystede på hovedet, da hun satte kurs mod køleskabet. Få øjeblikke senere var kattene samlede om to Margretheskåle, og min farmor var tilbage i den hvide havestol. Hun løftede en skefuld islagkage, mens hun kiggede på mig. Inden den nåede hendes læber, tog hun en dyb indånding, og lagde skeen med is tilbage på tallerkenen:

”Min skat. Tiden kommer aldrig tilbage. Den bliver til minder i vores hjerter. Gode som dårlige, sjove som smertefulde. Vi skal passe godt på de minder, for de hjælper os med at bruge den tid vi får foræret senere i livet, på en måde, der giver mening. Du kan betragte dig selv som en plante, der skal vandes, for ellers stopper du med at vokse. Minderne hjælper dig med at huske på, når det er tid til at blive vandet. Lige nu står du i hjørnet af min stue, hvor jeg passer på dig. Det er okay for en tid. Men husk på dine minder, for det er den tid, du aldrig får igen.”

De ord har jeg gemt på lige siden, og jeg vil huske dem for evigt.

Den efterfølgende sommer blev de selvsamme ord primus motor, da jeg valgte ikke at fortsætte på min kandidat. Fandeme nej, om nogen fremdriftsreform skulle presse mig og mit perplekse hoved igennem noget system. Dels fordi jeg følte, at jeg med min studie gav afkald på min lyst til kreativitet samt passion for denne, og dels fordi jeg, som så mange andre, ikke var sikker på, om det var det rigtige.

Sådan havde jeg det helt nøjagtigt, da jeg annoncerede over for mine medstuderende, at jeg ville overtage roret på egen båd, så snart min bachelor i kommunikation og socialvidenskab fra Roskilde Universitet var ude af vagten. Jeg kunne faktisk slet ikke vente med at blive beriget med nye ideer, ny energi, ny gejst, og alt det andet, som jeg skulle ud og finde efter 16 år i systemet suppleret af et par find-dig-selv jordomrejser og et tab, der for altid vil være en dyb flænge i mit hjerte.

For første gang i lang tid følte jeg frihed til at spørge mig selv, hvad jeg havde lyst til, og samtidigt følte jeg kontrol nok til at handle på det. Derfor startede jeg på Johan Borups Højskole, hvad der har vist sig at være en af de bedste beslutninger jeg nogensinde har givet mig selv lov til at tage. Jeg kan blive ked af at tænke på, hvor tæt jeg var på at læse videre. Hvor tæt jeg var på at bukke under for mit eget pres, systemets pres, forventninger fra oven, mine medstuderendes kommentarer, tante Tines ”når Amanda, hvad skal der så blive af dig”-agtige spørgsmål og jeg kunne jo blive ved.