Arkitektur & Kunst
I et krydsfelt
om arkitektur & kunstlinjen
På Arkitektur & Kunst skaber vi med hænderne og arbejder analogt – vi tegner, bygger, hugger, støber, maler, skriver, fotograferer og meget mere. Gennem alle disse værktøjer øver vi os i at give vores ideer form og udtryk, og undersøger hvad der sker i krydsfeltet imellem arkitektur og kunst.
På linjen er vi optagede af de omgivelser, vi befinder os i, både de nære og de fjerne. Vi tager ud og ser på byens rum og spændende landskaber, går til talks, performances og udstillinger. Vi bruger tid på at undersøge steder og forholde os til hvilke fortællinger, de bærer på. Det gør vi for at kunne snakke om stedets iboende kvaliteter og behandle det og dets væsen med en dybere forståelse. Her øver vi analysen og registreringens kraft til at se sammenhænge og kontraster, og vi inddrager teori, filosofi og andre verdenssyn. Vi arbejder med bæredygtighed og forholder os til diskussioner om klima, hvad det er for en fremtid vi skal skabe, og hvad kunsthåndværkeren og arkitekten kan bidrage med i denne sammenhæng.
“Vi arbejder med forskellige metoder, der fremmer den abstrakte tænkning og hjælper til at forstå og afkode rum samt give form.”
WORKSHOPS & færdigheder
Du får redskaber til en kunstnerisk praksis, som du f.eks. kan bruge som kunsthåndværker, scenograf, arkitekt og kunstner.
Undervisningen er bygget op af en række workshops af 2-3 ugers varighed. I hver workshop bliver du introduceret til et nyt materiale eller metode, så som:
-
- Byggeprojekter
- Tegning
- Kuratering
- Skulptur
- Modeller
- Maleri
- Scenografi og installation
- Landskabsarkitektur
REFUGIErejse
Hvert semester tager vi på refugierejse. Refugierejsen bruger vi på at arbejde kunstnerisk med vores fag, udvikle vores fællesskab og som en mulighed for fordybelse og arbejdsro. Vi tager afsted med vores linje, nogle semestre sammen med en anden linje. Vi rejser lokalt med tog eller bus f.eks. til de smukke danske øer, klostre, gårde, residencies eller i shelter.
BLIKKET UD
På linjen udstiller vi flere gange på semestret. Vi finder inspiration i byen og landskabet omkring os. Det gør vi gennem stedspecifikke analyser og registreringer, samt at besøge Københavns arkitektur og de aktuelle udstillinger som museer og gallerier tilbyder med tur hver torsdag. Vi forsøger at forstå stedet eller kunstens ånd og forholde os til den, i den nutid vi befinder os i. Vi bruger disse oplevelser til bedre at forstå og i høj grad danne os en mening om vores omgivelser. Vi forholder os især til klimakrisen, den verden vi lever i og hvilken rolle, ansvar og mulighedsrum fremtidens arkitekt har.
Vi får også inspiration og indblik gennem besøg af gæstelærere der indvier os i deres personlige forståelse af kunst, arkitektur og kultur.
Undervisere
DICKI LAKHA / Linjeleder
Dicki Lakha er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i København og arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur, kunst og det iscenesatte. Dicki har arbejdet med det iscenesatte rum gennem forestillinger som: Apollonian Circles, Solastalgia og udstillingen Infinite Deep af David Lynch. Derudover står hun bag publikationen “En Ledsager i Stedssansning” i samarbejde med Madeleine Käte McGowan og Copenhagen Architecture Festival. Hun undersøger rum og sted gennem et scenografisk blik, hvor taktilitet, stemning og symbolik flettes sammen til et udtryk. Dicki er til daglig leder på Arkitektur & Kunst-linjen.
julie lecuelle
Julie Lecuelle er uddannet ved Kunstakademiets Arkitektskole i København. Hun er medstifter af tegnestuen gruppe-aja, som undersøger, hvordan ressourcebevidsthed og arkitektonisk kvalitet kan forbindes i en æstetisk bearbejdning af genbrug og restmaterialer. Julie arbejder både med bygning og landskab og har blandt andet været med til at lave en række fontæner i Italien. Du kan læse mere om Julies arbejde her.
GÆSTEUNDERVISERE
Du kommer også til at møde en række spændende gæsteundervisere. Tidligere har vi haft besøg af:
Kato Hiroshi, japansk arkitekt, Julian Toldam Juhlin, scenograf, Anne Sofie Madsen, designer, Kunstnergruppen Superflex, Jokum Rohde, forfatter, Sofie Højgaard Hansen, arkitekt, Anika Lori, kunstner, Mikkel Johnsen, kunstner, Studio Fountainhead, Francesca Astesani, kurator, Jens Rønholt Schmidt, arkitekt og kunstner, Rasmus Thue, arkitekt, Martin Marker, arkitekt, Jacob Billesbølle, arkitekt, Madeleine Kate McGowan, kunstner