ShËkufe Tadayoni heiberg
VI VIL LEVE MED VORES VENNER – IKKE IMOD DEM
Vi vil leve i en verden hvor azurbillen lever
Vi vil leve i en verden hvor dråbehvepsebien lever
Vi vil leve i en verden hvor den brogede urtesvirreflue lever
og vi vil leve i en verden hvor fiskeørnen lever
Vi vil leve med den baltiske mosaikguldsmed, ikke overleve den
Vi vil leve med engblåfuglen, ikke overleve den
Vi vil leve med finger-lærkesporen, ikke overleve den
og vi vil leve med den brunlige metalvinge, ikke overleve den
Vi vil ikke overleve bjerg-ulvefoden eller engblommen
Vi vil ikke overleve dværgspinderen eller ederfuglen
Vi vil leve med dem, vi vil leve med dem her på Jorden, ikke imod dem
ikke modarbejde dem, ikke modvirke deres liv med vores
Vi vil leve med bjergperikonen, ikke imod den
vi vil leve med den bredhovedede vejbi, ikke imod den
vi vil leve med den blå glansbladbille, ikke imod den
og vi vil også leve med birkemusen, ikke imod den
Vi har så meget at lære endnu, så meget at lære af vores venner
Af vores ven birke-bladmåleren
vores ven frynseflagermusen
vores ven gyveljordbien
og vores ven husrødstjerten
Vi vil lære sommerfuglenes sprog, billernes sprog, og mossernes sprog.
Hvem skal lære os det, hvis vores venner ikke er her mere?
hvem skal lære os det hvis den glatstrubede hundetandsmos uddør?
hvis den gule evighedsblomst uddør?
hvis den gyldenbrune ruslædersvamp uddør?
hvis den grønne guldbille uddør?
eller tænk hvis den dekorerede duskmåler uddør?
Hvem skal så lære os det? Hvem?
Hvem skal lære os landskabets sprog, hvis da ikke vores venner?
Hvem skal lære os klitternes sprog, hvis da ikke vores venner: klitfiltbien og klitguldbillen.
Hvem egentlig?
Hvem skal lære os skovenes sprog, hvis da ikke vores venner skov-gøgeliljen og skovhumlen.
Hvem egentlig?
Ingen har lyst til at skulle til deres venners begravelse, heller ikke vi.
Vi vil ikke tage til vores ven ege-månemålerens begravelse.
Vi vil meget hellere tage til vores ven ege-månemålerens fødseldag, vi vil danse og leve med vores ven ege-månemåleren.
Vi vil ikke tage til vores ven lærkefalkens begravelse, vi vil lette og svæve med vores ven lærkefalken.
Vi vil dele livet og jorden med den kassubiske vikke, selvfølgelig vil vi det.
Vi vil ikke måtte tage til den kassubiske vikkes begravelse,
vi vil ikke sørge det tab, vi vil forhindre det.
Og vi vil dele livet og jorden med den lille elmebarkbille, selvfølgelig vil vi det.
Vi vil ikke måtte tage til den lille elmebarkbilles begravelse,
vi vil ikke sørge det tab, vi vil forhindre det.
Vi vil leve i på en jord hvor husmyrebillen også lever
hvor gelé-hindelavet, kappeuglen, navle-stjernebolden og okkerbladet også lever
Hvor skal vi finde glæden, hvis da ikke hos den firfligede stjernebold?
Hvor skal vi finde skønheden, hvis da ikke hos den lille tangguldsmed?
Hvor skal vi finde forundringen, hvis da ikke hos høsthvepsebien?
hvor skal vi finde benovelsen, hvis da ikke hos den hvidplettede lungeurt?
For ikke nævne poesien
Hvor skal vi finde poesien i en udtyndet verden, en verden der kører afsted ad den sekssporede masseuddøens motorvej, uden så meget som at se sig tilbage?
Hvor skal vi finde poesien, hvis elle-pelsuglen forsvinder for evigt?
Hvor skal vi finde den, hvis den dunede fnugfod forsvinder for evigt?
Hvor skal vi finde den, hvis den laksorte jordløber, hvis moseperlemorsommerfuglen, hvis kær-fnokurten eller hvis kystsilkebien forsvinder for evigt?
Hvor?
Hvor meget mangfoldighed vil vores verden ikke miste hvis den mangeblomstrede raununkel, den mangefrugtede prikvortelav, den mangegrenet tyndvinge og den mangestribede elmebarkbille uddør.
Så fattig en verden er til at sætte sig ned og græde over!
Vi vil ikke med til drue-koralsvampens begravelse! Vi VIL ikke!
Vi vil ikke med til den chokoladebrune nellikeugles begravelse! Vi VIL ikke!
Vi VIL IKKE med til den butbladede kløvtands begravelse!
Vi vil ikke!
Hvad er et liv uden den kamillebladede månerude?
Hvad er et liv uden den spidshjørnede duskmåler?
Hvad er et liv uden den rosenrøde vokshat, den skinnende dronningemos, den østlige kærguldsmed eller den safrankødede slørhat?
Det ved jeg godt. Det er et fattigt liv.
Et liv uden fest og et liv uden farver. Et liv uden bølleblåfuglen, uden hjortemøggraveren, uden den rødbenede museedderkop, tænk engang. Det er næsten for trist at tænke tanken.
Et liv uden den lysegule sølv-potentil, læge-stokrosen eller den magiske slørhat?
Det er ikke til at bære.
Så derfor står vi her og siger: Vi vil ikke med til vores venners begravelse. Hverken til den olivenbrune farvetunges,
eller perlemorrandøjens
eller poppelsommerfuglens
eller pragtpenselspinderens
eller den prikkantet engmålers
eller den punkterede småjordbis
eller ranunkel-urtesvirrefluens begravelse. Vi vil ikke.
Og måske behøver vi heller ikke. Ikke hvis vi handler hurtigt. Ikke hvis vi omlægger meget mere land til vild natur her og nu. Så kan vi leve sammen og berige hinanden i det store økosystem der ikke kender høj og lav, men har brug for alles deltagelse, for at kunne glide afsted.
Så vil vi kunne se vores nordlige venner leve – ikke dø – ikke uddø
det nordlig bægerlav, den nordlig fugleedderkop, den nordlig glansløber, den nordlig jordtunge, den nordlig klitrovflue, den nordlig ryle, det nordlig skållav og den nordlig svømmedøgnflue, så kan vi se dem leve, ikke dø, ikke uddø for øjnene af os.
Så kan vi leve og se den violetflagede slørhat leve, ikke dø, ikke uddø
og vi kan leve og se vår-kobjælden leve, ikke dø ikke uddø.
Og vi kan leve og se den skinnende storkenæb leve ikke dø, ikke uddø
Vi kan smile ved synet af skægbien, skægflagermusen og skæglavbarkmåleren
glædes med den slanke møgbille og slåensommerfugl
fascineres af den smalle dødningebille og smaragdsmalbien
og blæses bagover af den sødtduftende mørkhat
Sådan vil vi leve med vores venner på vores jord, som ikke er vores, mere end den er deres, leve med dem – ikke imod dem.
Af Shëkufe Tadayoni Heiberg
fyrre forfattere gør oprør
Onsdag den 25. maj på Bertel Thorvaldsens Plads stillede fyrre forfattere sig op på skift i protest mod regeringens manglende indsats mod klima- og biodiversitetskrisen. KANALEN har fået lov at låne tekster af fire forfattere, som er kære og nære venner af Johan Borups Højskole: Kristina Stoltz, Asger Schnack, Shëkufe Tadayoni Heiberg og Nanna Goul.