kristina stoltz
På ryggen af en tyr
I den bagerste hal. I det fjerneste hjørne. Der sidder han. Noget pjusket i hans skød.
”Den er død,” siger han og ser op.
”Er det en kat, du har der?”
”Ja, jeg fandt den herinde. Den har været død et stykke tid. Det kan man lugte.”
”Skynd dig at lægge den væk. Den er fuld af alt muligt. ”
Drengen rejser sig fra gulvet. Ligesom hun har han bare fødder.
”Hver dag begraver jeg de døde dyr. Det er det, jeg bruger tiden på. Jeg graver dem ned i jorden, i sandet. Imens prøver min far at finde ud af, hvordan han kan redde verden, hvordan alt det her vil høre op.”
”Hvad mener du?”
”Ja, hvad tror du?”
Han slår ud med armene.
”Temperaturstigningerne, have der stiger, is der smelter, døde dyr, døde mennesker, alt det.”
”Alt det, tror din far, han kan redde.”
”Det er hans job. Hans job går ud på at redde verden. Mit job er at begrave de døde dyr. Hvad er dit?”
”Jeg har ikke noget job. Jeg forsøger bare at komme væk fra min mor, eller fra hendes elskere. Fra min mor og hendes elskere.”
”Nej, dit job er at redde mig fra at drukne. Det er det, du må tage dig af.”
”Men du ville jo ikke have det, og hvor kom du egentlig fra? Hvor længe havde du været derude?”
”Det kommer ikke sagen ved. Der er ikke noget af det, som er vigtigt.”
Ude i lyset kan hun se ham rigtigt. Og katten som er i opløsning. Den stinker så meget, at hun må vende hovedet bort. Fanny beder ham om at begrave den et sted, så hurtigt han kan. Hun siger, at hun vil vente på ham så længe.
Hun ser efter ham, da han går ned til stranden. De løsthængende, forvaskede cowboybukser, den snavsede T-shirt der falder ned over hans ene skulder, det halvlange hår.
Han er langlemmet, kunne måske godt være mere end ti. Måske tolv. Eller tretten. Der er noget modent, næsten voksent over ham. De ting han siger. Alligevel tror hun kun, han er ti.
Da han kommer tilbage, sidder hun ved et af de små borde og drikker en cola. Han spørger, om han må få en cigaret.
”Er du rigtig klog?” siger hun. ”Hvor gammel er du?”
Han spørger igen, siger at han nok skal betale hende tilbage, hvis det er det. Fanny ryster på hovedet og lægger pakken på bordet, lighteren på bordet.
”Vil du have en cola?” spørger hun. Han nikker og tænder cigaretten med lukkede øjne.
Du sidder sammen med drengen. Den dreng som du stadigvæk ikke ved, hvem er. I sidder ved et af de høje borde ude ved værftet. I ryger cigaretter, drikker cola. I lang tid taler I ikke.
KORET: Hvad er det for et sted det her?
FANNY: Som I kan se … et nedlagt skibsværft.
KORET: Helt ærlig, Fanny.
FANNY: Hvad?
KORET: Hvad er det, der foregår her?
FANNY: Ja, hvad tror I selv … alt muligt skummelt.
KORET: Og hvad med drengen? Hvad ved han om det?
FANNY: Jeg ved ikke, hvad han ved. Jeg ved virkelig ikke, hvem han er.
KORET: Han kom fra havet.
FANNY: Hans tænder er snavsede.
”Din far vil redde verden?” siger Fanny.
”Ja, det håber jeg.”
”Helt alene?”
Han himler med øjnene, kniber dem sammen et kort øjeblik idet, han suger røgen fra cigaretten.
”Det er ikke en eller anden barnlig fantasi, jeg har, hvis det er det, du tror. Sådan noget i retning af: Lille hjælpeløs dreng drømmer om, at store modige far tager ud og slår de farlige drager ihjel.”
”Du ville ellers få dig nogle store dyr at begrave, hvis det var sådan, det var.”
”Men det er det altså ikke.”
”Hvordan er det så?”
”Han udtænker en plan, og vi andre udfører opgaven.”
”Vi andre?”
”Ja, os mennesker, alle os.” Han slår ud med armene og kommer til at grine. Igen lægger hun mærke til, hvor beskidte hans tænder er.
”Det lyder temmelig usandsynligt.”
”Men det er det ikke.” Hans stemme er skarp. Ikke myndig. Desperat. De hvide prikker i det grå udvider sig. Øjnene bliver lysende. Et blændværk. Drengen er et blændværk. ”For resten er de nogle idioter, dem ude på North Oil.”
”Idioter?”
”Ja, jeg spurgte, om ikke jeg måtte komme ud og se skibet. Jeg sagde tilmed, at jeg ville betale for det, men de sagde bare nej.”
Af Kristina Stoltz
Uddrag fra ”På ryggen af en tyr – en tragedie” (2014) Rosinante Forlag
fyrre forfattere gør oprør
Onsdag den 25. maj på Bertel Thorvaldsens Plads stillede fyrre forfattere sig op på skift i protest mod regeringens manglende indsats mod klima- og biodiversitetskrisen. KANALEN har fået lov at låne tekster af fire forfattere, som er kære og nære venner af Johan Borups Højskole: Kristina Stoltz, Asger Schnack, Shëkufe Tadayoni Heiberg og Nanna Goul.