De bedste fortællinger er dem, der giver os mulighed for at se verden gennem nye øjne. Og nogle af de mest mindeværdige karakterer, hovedpersoner og fortællerstemmer i fiktionen, er dem, der ikke aner, hvad de selv har gang i. Måske fordi det er nemmere og mere inspirerende at spejle sig i karakterer, der undrer sig over omverden, end i dem, der påstår at have fattet det hele. Her kommer fem fiktive forvirrede stemmer, som det er værd at lære at kende.

#1  eksempler på forvirring hos lydia davis

Forvirringen er en slags poetisk motor for den amerikanske forfatter Lydia Davis, som er særligt kendt for sine kortprosa-tekster og noveller. Mange af hendes tekster lader til at vokse ud af små misforståelser i sproget og i sanserne, og hendes fortællere og karakterer falder tit ned i lange neurotiske tan-kespiraler, der vender og drejer virkeligheden så mange gange, at dens dimensioner bliver forvrænget. Examples of Confusion hedder en af mine favorittekster, hvilket på dansk oversættes til Eksempler på forveksling, men ’confusion’ kan jo også betyde ’forvirring’. Teksten består af femten mindre tekster, hver et eksempel på hvordan fortælleren forveksler døde ting med levende ting – eller genstande og mennesker i omverden med tanker og følelser i hendes indre. Som i dette hjerteskærende femte fragment:

“Da jeg kører gennem regnen, ser jeg en sammenkrøllet, brun ting længere fremme midt på vejen. Jeg tror, det er et dyr. Jeg er bedrøvet på dets vegne og på alle andre dyrs vegne, som jeg har set på vejen og i udkanten af vejen. Men da jeg kommer nærmere, opdager jeg, at det ikke er et dyr, men en papirspose. Så opstår der et øjeblik, hvor min bedrøvelse fra før stadig er der sammen med papirsposen, så det virker som om, jeg er bedrøvet på papirsposens vegne.”

En del af Lydia Davis’ noveller er oversat til dansk i samlingerne “Kakerlakker om efteråret” og “Den trettende kvinde“, hvori du også kan læse alle fragmenterne i “Eksempler på Forveksling”, oversat af Karen Margrethe Adserballe. På engelsk kan man købe Davis’ samlede fortællinger.

 

#2 arabella fra i may destroy you (2020)

Arabella Essiedu er en ung succesrig forfatter, der efter sit gennembrud med en bog baseret på tweets arbejder på at udgive næste bog. Deadline står for døren, og mens hun sidder og sveder over teksten, der skal afleveres til den litterære agent næste dag, bliver hun inviteret ud på en bar og ja, hun trænger da også til en lille pause. Ud på morgenen sidder hun igen ved tastaturet. Men i løbet af næste dag indser hun gennem en række tegn i form af en flænge i panden, en smadret telefon og et uhyggeligt flashback, at hun har været udsat for en drugrape. Nattens forløb er tåget og usammenhængende. Hvem har gjort hvad mod hende? Hvordan kom hun tilbage til kontoret? Og hvem kan hun stole på? Serien følger Arabella, mens hun dels forsøger at opklare hvad der er sket, dels – og ved sine venners hjælp – forsøger at udøve selvomsorg for at overleve sit traume.

I May Destroy You undersøger et væld af svære og vigtige emner i tiden som overgreb, kønsroller, homofobi, racisme, datingkultur og selviscenesættelse på sociale medier. Og vigtigst af alt skildrer serien, hvordan alle disse problematikker fletter sig sammen på måder, der gør det svært at udpege entydige helte og skurke (måske lige bortset fra Arabellas overgrebsmand, som hun får sin egen slags hævn over i det sidste fuldkommen brillante afsnit). Det vildeste ved I May Destroy You er, at hvert afsnit føjer nye nuancer til fortællingen og genopfinder selve den måde, historien fortælles på. Bedst som du tror, du har regnet budskabet ud, kiler nye gråzoner sig ind på det moralske verdenskort og tvinger også dig som seer ud i en fuldkommen nødvendig forvirring.

I May Destroy You kan ses på HBO Nordic.

 

 

#3 den kringlede kærlighed hos pia juul

Den danske digter og prosaist Pia Juul (1962-2020) døde tragisk nok sidste år – alt for tidligt. Lidt ligesom Lydia Davis var hun optaget af kredsende, tvivlende stemmer, der nogle gange ikke selv helt ved, hvad det er for en historie, de er ved at fortælle. Et af hendes mest citerede digte handler om forelskelsens tvivlstilstand: ”Men jeg ville heller ikke det jeg ville/Og det jeg ville vidste jeg ikke hvad var,” begynder digtet, der kommer fra samlingen En død mands nys (1993).

Jeg ser digtet som en undersøgelse af den romantiske kærlig-heds løfter lige der, hvor de støder sammen med virkelighed-en. Og i virkeligheden holder følelser, forelskelse og begær sig sjældent inden for pæne, klare poetiske rammer. Digtet kaster rundt med romantiske metaforer og vender dem på hovedet: ”Man siger man går gennem/engen, og engen er ikke en/eng, men noget helt andet”. I stedet for at læse et idealiseret billede af forelskelsen, kommer vi ind i hovedet på den forelskede, der hvor det er smukt og stort, men ikke altid entydigt rart eller nemt at opholde sig. Digtet sampler i øvrigt også en af de sørgeliste kærlighedssange fra Højskolesang-bogen, nemlig den gendigtede folkemelodi Det var en lørdag aften.

Hør Pia Juul læse digtet op her

 

#4 den fortabte landmåler i franz kafkas slottet (1926)

Når man i taler om at visse oplevelser, systemer eller fortællinger er kafkaske, henviser begrebet til den særlige type forvirring, man møder i Franz Kafkas romaner og fortællinger: Den forvirring, der opstår ved mødet med et labyrintisk og tilsyneladende meningsløst bureaukrati. Franz Kafkas mest berømte roman er nok Processen (1925) om Josef K., der anklages, retsforfølges og henrettes for en forbrydelse, han ikke ved hvad er. Men endnu mere forvirrende og urovækkende er efter min mening den ufærdige roman Slottet (1926), hvor landmåleren K flytter til en landsby, der bliver regeret fra et slot, som det imidlertid er umuligt for K at nå frem til, selvom han bruger hele romanen på at prøve. At læse Kafkas tekster kan godt føles lidt som når man forsøger at løbe fra monsteret i et mareridt, men pludselig ikke kan røre sig ud af stedet. Alle virkelighedens spilleregler er suspenderet, du har mistet kontrollen og de, der har overtaget styringen, er ikke til at komme i kontakt med.

 

#5 dougie jones fra twin peaks: the return (2017)

En helt særlig kategori af forvirrede karakterer er dem, der mest af alt virker forvirrede, fordi de forvirrer deres omgivelser, men som måske i virkeligheden bare hviler i en dybere indsigt, vi andre ikke har fattet endnu. De har en særlig plads i mit hjerte, fordi de vækker både omsorg og beundring. En sådan figur er Dougie Jones, den kaffeglade familiefar som vi møder i tredje sæson af David Lynchs kultserie Twin Peaks (2017). Alle fans af den oprindelige serie havde glædet sig til at gense den legendariske FBI-agent Dale Cooper, men i serien bliver han efter få episoder sat ind i rollen som sin fåmælte dobbeltgænger Dougie, der er gift, har et barn og bor i Las Vegas. På den ene side er Cooper i skikkelse af Dougie Jones totalt hjælpeløs og ude af trit med den civiliserede verden – han farer vild og må hjælpes hjem til huset med ’den røde dør’, som han siger, han bærer sit slips oven på hovedet og flipper ud af lykke hver gang han ser en kop kaffe. På den anden side lader han til at have forbindelse til nogle højere magter. Han vinder så stort på casinoet, at ejerne mistænker ham for at snyde, og hans kryptiske måde at gentage sine egne og andres ord på, lyder påfaldende meget som et kodesprog. Og var der ikke noget med at Agent Cooper også elskede kaffe? Selvom mange fans var frustrerede over at vente det meste af sæsonen på at se den sande Cooper skinne igennem, så tror jeg de fleste af os endte med at elske den livsglade Dougie Jones.

Desværre kan “Twin Peaks: The Return” ikke streames i Danmark for øjeblikket, men nedenfor er et sammenklip af Dougie Jones’ korte replikker. 

 

Af Elisabeth Skou Pedersen
Leder af forfatterlinjen

TIlbage til kanalen