fbpx
Rejse - I bevægelse
Foto: Kristiane Dicte Wedel

Forstandertanker

en fremtid med mere rygsæk og mindre rullekuffert

Blogindlæg posted 19.05.2020

”At rejse er at leve”. Sådan lyder det berømte citat fra H.C. Andersen. Men i en tid hvor Corona-pandemien hærger, er vores rejsetrang midlertidigt sat på pause. Alverdens fly står på jorden og flere grænser er lukket. Måske er denne pause, netop hvad vi har brug for, når det kommer til at gentænke vores rejsevaner?

At rejse med sjælen

I lørdagens debatindlæg i Politiken inspirerer forstander Bjørn Bredal til at være globale rejsende på nye måder. Vi skal rejse grønnere og langsommere:

”Vi skal fremover bruge mere tid på at rejse, håber jeg. Vi skal ikke i al hast bruge den ganske verden som kulisse for det samme forbrug og den samme café au lait, som blev til en caffe latte, og nu nok nærmest er en flat white uanset tid og sted på kloden. Vi skal lære at få sjælen med, som indianerne gjorde, når de sad lige så stille og ventede, efter at toget var tordnet videre. Rejse med respekt for naturen, respekt for andre kulturer, respekt for andre mennesker. Rejse langsommere, mere nysgerrigt, mere i balance med alting og med os selv”, skriver Bjørn i lørdagens debatindlæg.

Bjørn giver efterfølgende et eksempel på, hvordan vi kan rejse kvit og frit og med en god klimasamvittighed: ”De bedste rejser foregår i fantasien. De er gratis, koster ikke klimaet noget som helst og kræver kun, at man lukker øjnene. Eller åbner dem igen og læser en bog.”

Staycation 2020

Afslutningsvis referer Bjørn til et nyt fænomen, der kan hjælpe os igennem den kommende sommerferie: ”Siden har vi fået et nyt ord for at holde ferie hjemme: staycation. Akkurat i sommeren 2020 bliver det nok en udbredt ’rejseform’. Vi skal leje hinandens sommerhuse her i Danmark, genopdage vores eget land og holde gang i en økonomi, som turisterne ikke kan hjælpe os med. Vi skal trille rundt i bil, vi skal sejle, vandre og cykle, og det gælder nok også, når verden bliver mere åben, så vi kan krydse grænser: færre hurtige flyrejser, flere langsomme dannelsesrejser. Mere rygsæk, mindre rullekuffert.”

Du kan læse hele debatindlægget i lørdagens udgave af Politiken (kræver abonnement).  Du kan også finde flere forstandertanker her.

DEN DIGITALE HØJSKOLE

Vi vil gerne invitere offentligheden indenfor til  nogle af alle de ting, der foregår i vores digitale højskolefællesskab. På den digitale højskole mødes vi hver morgen kl. 9.00 til morgensang og morgensamling, efterfulgt af undervisning på linjefagene. Vi får også daglige bevægelsestip fra Julie Sass, der har taget Urban Movement indenfor i karantænen. Og så har vi glæde af vores køkken-team Charlotte Grønlykke og Molly Carlsens TV-køkken, der viser opskrifter til lækre billige retter, bagetips og anekdoter. Vi har daglige ’Gør-det-selv-med-Jakob-Pedel’ tips til hvordan man kan fixe og optimere sit hjem, nu når tiden er til det. Vi skal også på CPH:DOX festival, på hjemmebesøg hos elever i karantæne, til Corona-koncerter, til Zoom-fest og ferniseringer. Følg med her på hjemmesiden, på vores facebookside og instagram.

Den digitale højskole – blogopslag, morgensang, opskrifter mm.

Bjørn Bredal
Rejse - I bevægelse
Foto: Kristiane Dicte Wedel