Placeboeffekten
Opskriften på en særlig medicin, der får dig igennem karantænen
Karantænen har efterhånden varet længe, og det kan til tider være svært at bevare optimismen, når vejret skriger efter en kop kaffe med vennerne, vi ikke må se, på en solbeskinnet fortovscafé, der midlertidigt holder lukket. Selvom det kan være hårdt, må vi sammen vente lidt endnu, for vaccinen mod Corona er endnu ikke blevet opfundet, og pandemien hærger stadig løs verden over.
Bliv inspireret af placeboeffekten
Alt imens vi venter, er vi her på højskolen i fuld gang med at udvikle vores egen særlige form for medicin. Underviser på Forfatterlinjen Ida Marie Hede har nemlig stillet hele højskolen en særlig opgave. Opgaven er inspireret af en personlig gave, som Ida Marie har fundet frem fra gemmerne. Gaven gemmer på et skrin fuld af små pakker, der indeholder sølvbelagte ”piller”. Piller, der ingen medicinsk virkning besidder, men derimod indeholder en nostalgisk glædesfølelse blot ved synet af dem, der kan være med til lindre på sin helt egen måde. En pille med en såkaldt placeboeffekt.
Placeboeffekten er virkningen af den behandlingseffekt, patienter får, når de føler sig bedre tilpas efter en behandling, som beviseligt ingen medicinsk virkning besidder. Effekten bygger dermed udelukkende på tro og evt. omsorg fra en behandler.
Lav din egen medicin
På baggrund af historien om de sølvbelagte placebo-piller, bad Ida Marie højskolens elever om at lave deres egen placebomedicin. Dette foregår ved at skrive en liste med aktiviteter ned, der lindrer og hjælper eleverne til at komme igennem denne Coronaprægede tid. Vi håber du vil lade dig inspirere og lave en liste over de ting, der hjælper dig igennem karantænen.
Du kan finde Ida Marie Hedes video nedenfor. I videoen får du – foruden en interessant historie om smykkeskrinet og dets placeboindhold – ligeledes lov til at møde Ida Maries mystiske tvillingesøster, der giver et par læseanbefalinger med på vejen, der er tilpasset efter et særdeles tidstypisk tema: nemlig karantæne.
DEN DIGITALE HØJSKOLE
Vi vil gerne invitere offentligheden indenfor til nogle af alle de ting, der foregår i vores digitale højskolefællesskab. På den digitale højskole mødes vi hver morgen kl. 9.00 til morgensang og morgensamling, efterfulgt af undervisning på linjefagene. Vi får også daglige bevægelsestip fra Julie Sass, der har taget Urban Movement indenfor i karantænen. Og så har vi glæde af vores køkken-team Charlotte Grønlykke og Molly Carlsens TV-køkken, der viser opskrifter til lækre billige retter, bagetips og anekdoter. Vi har daglige ’Gør-det-selv-med-Jakob-Pedel’ tips til hvordan man kan fixe og optimere sit hjem, nu når tiden er til det. Vi skal også på CPH:DOX festival, på hjemmebesøg hos elever i karantæne, til Corona-koncerter, til Zoom-fest og ferniseringer. Følg med her på hjemmesiden, på vores facebookside og instagram.