Vi lever i en globaliseret tid hvor økonomi og optimering spiller en stor rolle. Er det billigere at få produceret en vare i massevis på den anden side af kloden, gør vi det. Kvantitet frem for kvalitet.

Byens skønhed bliver ædt op af betonbyggerier finansieret af de udenlandske virksomhedsmastodonter. Hvor der førhen var idylliske landeveje, er der i dag endeløse rundkørsler, der kører dig fra indkøbscenteret og tilbage til skyskraberen. Rundt og rundt i ring.

Globaliseringens fremmedgørelse af Frankrig

Da Danmark så småt var ved at lukke ned grundet Covid-19 pandemien befandt højskolens forstander Bjørn Bredal sig i Bourdeaux, et af de mange stop på en længere roadtrip. Grundet coronakrisen måtte Bjørn afbryde sin tur og køre hjem til højskolen i ét stræk. På sin tur var Bjørn vidne til et Frankrig, der var ved at drukne i vores globaliserede samfund.

I søndagens klumme forholder forstander Bjørn Bredal sig kritisk til nutidens netop globaliserede verdenssyn, hvor byliv og landskab bliver forvandlet til en ørken af grimhed.

”Rundkørslerne er den moderne verdens dødskarruseller, udtænkt og besluttet af planlæggere uden sans for andet end ’sikkerhed’ i den allermest snævre, trafikale betydning. Det smukke gamle franske vejnet, indføjet i landskabet gennem årtusinder af ingeniører med forståelse for kurver og skønhed, smadres af rundkørsler, rundkørsler, rundkørsler. Vi er godt i gang i Danmark også”, skriver Bjørn i sin klumme.

Bjørn giver efterfølgende et eksempel på, hvordan Frankrig har forandret sig fra førhen til i dag: ”Blot bor der mennesker i de europæiske ørkener, og de mennesker har det svært. Muligvis har de det endda sværere, end de selv ved, for de har ikke kendt det gamle Frankrig, hvor mennesker mødtes på torvet, sludrede sammen på baren og købte ind i butikker med varer, der var genkendelige og forståelige, fordi de var produceret i Frankrig eller Europa, ikke i Kina. Fremmedgørelsen er enorm. Og så kommer forråelsen. De Gule Vestes ufokuserede vrede og uartikulerede lyst til destruktion er vokset i grimme huse, grimme landskaber, grimme skoler, en grim verden. Så bliver man også grim indeni.”

Industriens hærger over by og land

I sin klumme uddyber Bjørn kontrasten mellem Bourdeaux og Udkantsfrankrig: ”Montaigne var borgmester i Bordeaux. Af samme grund har jeg altid følt mig lidt som barn af den by, som endnu den dag i dag er smuk, velholdt, rig og blomstrende. Hvilken kontrast til det trøstesløse Udkantsfrankrig. Hvilken forskel mellem globaliseringens tabere derude og dens vindere derinde. Vinderne brager fra by til by med fly og højhastighedstog eller på motorveje trukket efter lineal og computer. Mellem byerne: et landskab af rædsel og ruin. Det landskab, den natur og de mennesker vil hævne sig”,  skriver Bjørn.

”Det decentraliserede nærdemokrati er i høj grad synderen. Ingen borgmester i en kommune med ti tusind eller hundrede tusind indbyggere kan stå imod, når Carrefour, MacDonald’s og Amazon slår sig ned i periferien og trækker alt liv ud af bykernen. Hvorefter folk må flytte med. Og industrien, ikke mindst landbrugsindustrien. To hundrede kvadratkilometer land, svarende til to gange Paris, ædes hvert år op af det centrumløse, endeløse ’periurbane’ betonbyggeri. Borgmestrene giver tilladelserne.”

Du kan læse hele debatindlægget i søndagens udgave af Politiken. Du kan også finde flere forstandertanker her.

DEN DIGITALE HØJSKOLE