fbpx
Morgensang

Virtuel morgensang

Lyden af Langebro

Blogindlæg posted 23.03.2020

På Johan Borups Højskole starter vi hver morgen med at synge en sang fra højskolesangbogen. Det giver en fantastisk start på dagen og bidrager ikke mindst til den gode højskolestemning. Desværre tillader hjemmekarantænen forårsaget af Covid-19 pandemien ikke, at vi fysisk samles og synger i flok. Derfor sørger vi her på højskolen for, at vi til gengæld kan synge sammen virtuelt.

Dagens morgensang byder på Gasolins klassiker Langebro. Langebro er en version af Geordie som findes i utallige versioner og spores helt tilbage til 1600-tallet. Når en melodi kan overleve gennem flere århundreder, er det fordi, den har noget evigt i sig.

1000 tak til de dygtige gårdmusikanter: Underviser på musiklinjen og korleder Katrine Muff Enevoldsen på vokal, Anders Stig Møller på guitar, Charlie Alexander Douglas på guitar, Eva Frost på sav og Christian Meldgaard på percussion.

Du kan høre Langebro i viden nedenfor – man må gerne synge med!

DEN DIGITALE HØJSKOLE

Vi vil gerne invitere offentligheden indenfor til  nogle af alle de ting, der foregår i vores digitale højskolefællesskab. På den digitale højskole mødes vi hver morgen kl. 9.00 til morgensang og morgensamling, efterfulgt af undervisning på linjefagene. Vi får også daglige bevægelsestip fra Julie Sass, der har taget Urban Movement indenfor i karantænen. Og så har vi glæde af vores køkken-team Charlotte Grønlykke og Molly Carlsens TV-køkken, der viser opskrifter til lækre billige retter, bagetips og anekdoter. Vi har daglige ’Gør-det-selv-med-Jakob-Pedel’ tips til hvordan man kan fixe og optimere sit hjem, nu når tiden er til det. Vi skal også på CPH:DOX festival, på hjemmebesøg hos elever i karantæne, til Corona-koncerter, til Zoom-fest og ferniseringer. Følg med her på hjemmesiden, på vores facebookside og instagram.

Den digitale højskole – blogopslag, morgensang, opskrifter mm.